Så kom brevet – jeg kom ikke ind på universitetet 

 English translation under:

Jeg var en meget ked af det pige for to dage siden, da jeg kl. 00.00 fik en besked fra en veninde, der skrev: “er du kommet ind?!” og jeg svarede, at det vidste jeg da ikke endnu. Hun sendte mig så et link til en artikel fra Politiken, hvor en liste med de forskellige adgangskrav og karakterer for universitetsuddannelserne var offentliggjort. Jeg scrollede med bankende hjerte og våde håndflader ned til ‘min uddannelse’ og der stod de. De 0,2 decimaler til forskel, der nu skulle afgøre, at jeg ikke i år ville komme ind på mit drømmestudie på CBS. Følelserne skyllede ind over mig, og jeg blev selvsagt meget ked af det. Jeg sov dårligt den nat, og min amerikanske kæreste blev ved med at sige til mig, at jeg skulle vente og se til jeg i løbet af dagen ville modtage mit brev fra dem, for 0,2 karaktergennemsnit ville da ikke kunne afgøre det hele, hvor jeg prøvede af forklare ham, at uddannelsessystemet og adgangskrav på de danske universiteter kun handlede om gennemsnit og beregninger derefter. Dagen efter fik jeg så brevet, hvor afslaget igen blev bekræftet. Jeg havde det egentlig bedre end forventet, og jeg tog de dårlige nyheder bedre, end jeg selv havde forventet. Problemet var nu det evindelige spørgsmål, jeg allerede har brugt to år på at stille mig selv: “hvad så nu, hvad er så planen, hvad skal der så ske?”.
Min egen videregående uddannelses-historie er den, at jeg sidste år søgte ind på samme uddannelse som i år på kvote 1, og jeg var heldig at komme ind. Jeg valgte dog, at jeg endnu ikke var klar til at studere, og at jeg hellere ville blive et år mere i Berlin. Jeg var så ung, dum og naiv, at jeg i år søgte kvote 1 igen og egentlig bare forventede, at jeg selvfølgelig ville komme ind, da jeg jo var kommet ind en gang allerede.

Den 5. juli sad jeg på en restaurant med to danske veninder i Berlin, og snakken falder på studie, da den 5. juli var dagen, hvor man ikke længere kunne ændre sin ansøgning til videregående uddannelser. Mine veninder fik hurtigt fortalt mig, at det sgu var lidt dumt af mig, at jeg ikke havde sat kryds ved stand-by, søgt flere uddannelser eller også søgt både kvote 1 og kvote 2, for risikoen for at gennemsnittet til uddannelsen ville stige endnu mere, var høj. Fra den samtale ændredes min selvsikkerhed til, at jeg lidt havde tre uger til både at være meget nervøs for svaret, men også at jeg lidt begyndte at tænke, at det ikke var sikkert, at jeg ville komme ind.

For at sætte det hele lidt på spidsen, synes jeg personligt, at hele ansøgningsystemet er meget problematisk. Da jeg var 15 år og startede i gymnasiet, vidste jeg da ikke, at jeg skulle klare mig godt i min naturgeografi og fysik eksamen, fordi jeg fem-seks år senere ville studere kommunikation? Jeg tænkte i hvert fald ikke meget over mine karakterer, jeg var bare heldig, at jeg endte ud med et rigtig godt snit, fordi jeg er en blanding af god til at gå til eksamen og åbenbart også god til at få folk til at tro, at der er en hel masse mellem mine ører. Alle problematikkerne der findes i kvote 1-ansøgningerne og de sindssygt høje snit, de fleste uddannelser har i dag, er en meget lang snak og diskussion, men at 7% af universitetsstudierne har et snit på over 11 burde sige nok. Men hvordan ville man kunne ændre systemet? Er der ressourcer til at man holder private samtaler med alle ansøgere og derudfra vurderer, om de passer ind og er kloge nok? Er det så en fair måde at gøre det på? Eller er det fair, at man som 15-årig som elev på ungdomsuddannelserne bare skal sigte efter at få 12 i alt, så man er sikker på, at når de efterfølgende år finder ud af, hvad man vil, at man så har alle døre åbne, fordi systemet nu engang er, som det er?

Det jeg er ked af nu, er at mit snit vil “falde” til mit oprindelige fra gymnasiet, når jeg så næste år skal søge uddannelse igen, fordi jeg så ikke har mulighed for at gange det op, fordi der er gået mere end to år fra jeg afsluttede ungdomsuddannelse, til jeg starter på videregående uddannelse. Politikernes pres og tryk på os, prellede så af på mig, men kun fordi jeg ikke var tjekket nok til at komme ind i år. Det virkeligt irriterende aspekt af min situation er, at jeg allerede kom ind sidste år, men takkede nej og tog endnu et sabbatår. Om jeg fortryder? Det er nemt at sige ja, for tænk så på at jeg lige nu kunne gå på min drømmeuddannelse og allerede være færdig med første år. Men som min veninde sagde, så kan jeg jo ikke engang være sikker på, at jeg bliver glad for uddannelsen.

Hvad skal jeg så lave det næste år – mit trejde sabbatår. Jeg er heldigvis sindssygt privilegeret, så mulighederne er mange. Jeg har stadig ikke helt gennemtænkt min plan for det næste år, blandt andet fordi jeg har haft så travlt med at ønske Facebook-venner tillykke med, at de er kommet ind på medicin, arkitektskolen, jura, international business, psykologi og antropologi og samtidig undret mig over, hvor de statusopdateringer fra de mere end 23.000 danskere, der ikke kom ind, er henne. Nå – til dem der kom ind – mange gange tillykke til jer – og til dem der ikke kom ind – jeg føler med jer, mist ikke modet og udvid horisonten – måske er der flere spændende uddannelser, I kan søge ind på, og ellers har I nu et år til at samle erfaring til en banging kvote 2-ansøgning.

Nu vil jeg læne mig tilbage og prøve at se de positive sider ved, at jeg nu har endnu et år til at gøre (næsten) lige hvad jeg har lyst til! Lad os se, hvad jeg finder på…

________________________________

English: Two days ago I got my letter from university that I applied for – Copenhagen business school. It was a bad letter, because I was rejected. I now have to wait till next year to try again, so now I have another year to do pretty much do what I want…. Exciting! Let’s see what I come up with.

Share:

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

1 Comment