Who am I? Finding myself after moving to New York City

Who am I? living in NYC

Finding myself after moving to NYC

If you have ever moved to a different city, a new country or done something wild in your life, you know that it leaves you in a position of having to deal with some new findings of yourself. That’s the place I am in right now. Especially in the light of dealing with melanoma treatment just before I moved to New York. I found myself when I was 18 years old and moved to Berlin. But now, having moved to New York City at the age of 23, I feel like I am back to that point of finding myself again. It’s been a whirlwind, not only because of the move but because of everything else that has happened; melanoma treatment, opening a cafe and starting a new job. It’s been a month in NYC, and here are some thoughts on finding myself after having moved here.

Learning how to say no

I made a new realization about myself. I am a people-pleaser. I’ll let people cross my boundaries in order to not create bad vibes and awkwardness. But no more! I need to stand up for myself, speak my mind and not be afraid of letting other people know what I want and what I feel. And I started doing so. It’s been very challenging, but I’ve done it.

I’ve opted out of a ‘collaboration’. I’d received a pair of shoes and the company wanted me to share three photos on Instagram. They wanted to approve the photos first and they were emailing me non-stop for many months. I told them that if we were going to go through with the collab, they would have to pay for my work. I can’t pay rent with free shoes. They didn’t agree to. Besides this instance, I’ve spoken my mind in similar situations. So far it hasn’t paid off, but I am learning. And that is the most important part. I don’t want to be a pushover and a people-pleaser and having my feelings hurt just because I don’t speak up.

Becoming a better, happier person

All the little things. Not spending stupid money on to-go coffee every day. Buying vintage. Going to the gym. Doing yoga although it’s boring but I know how good it makes me feel. Smiling to the people I see during the day. I remind myself to do all of those things because I know that they make me happier.

Remembering to be grateful

Bad days. We all have them. I have a lot. I am a roller coaster person, so while I easily get really excited about little things, it doesn’t take much for me to feel hurt and sad. Hence the bad days. On the bad days when it’s pouring on me, I need to remember to feel grateful. For what I have, what I’ve accomplished and where I am in life. I’m trying to get better at being grateful. A great tip? Write down three things you are grateful for every morning or evening. It’s scientifically proven to have a strong impact on your general sense of happiness.

It’s a process. But I try to feel grateful that I take the leaps in life and dare to move myself out of the bubble that many people stay in their whole life. It’s challenging AF, but rewarding, especially if you try to make the most of your findings and experiences.

Jeg har den seneste måned gået igennem en ‘hvem er jeg’-fase. Det er egentlig ret naturligt, at sådan en fase kommer i takt med, at man flytter til et andet land, hvor man ikke har sin faste gang, sin tætte gruppe af familie og venner, der kender en ud og ind og en fast rytme og hverdag. Selvom jeg har været i New York on-and-off de sidste fire år, så er denne gang alligevel anderledes. Nu bor jeg her ‘rigtigt’. Jeg havde det på samme måde, da jeg som 18-årig flyttede til Berlin. Det var langt fra en dans på roser, og jeg kan ikke tælle, hvor mange dage jeg burede mig selv inde, dybt ulykkelig, krøllet sammen i fosterstilling i sengen, som var jeg med i en teenage-dramaqueen-komedie.

Nu er jeg lidt tilbage, på trods af, at mine tre år i Berlin selvfølgelig lærte mig rigtig meget. Jeg kender den tunge følelse af ensomhed her i New York, den er ikke uvant for mig, for jeg lærte den rigtig godt at kende i Berlin. Når jeg kommer op og skændes med min kæreste og alle, jeg kan tale med det om og få et kram af, er 6.000 kilometer væk. Men i kølvandet af, at jeg ikke bare er flyttet til New York, så gik jeg lige inden flytningen, igennem en måneds modermærkekræft-behandling, min kæreste og jeg åbnede en café, og jeg er startet nyt fuldtidsjob.

Altså, nogle ting som har tvunget mig igennem en ‘hvem er jeg’-fase. Og hvad har jeg så fundet ud af?

Jeg er en pleaser, men det skal stoppe

Jeg har gjort en ny opdagelse om mig selv. Pleaserproblemet – jeg siger ‘ja’ til alt, hvad jeg bliver bedt om. I hvert fald i professionelle sammenhænge. Jeg glemmer at sige fra, jeg tager alt på min tallerken, og lige pludselig er jeg helt nede i kulkælderen, fordi jeg selvfølgelig render ind i folk, der udnytter, at jeg ikke siger fra og derfor bare presser citronen. Jeg er en pleaser og vil helst gøre mit bedste, strække mig mere end jeg kan og gøre, hvad jeg bliver bedt om. Det er til dels for at undgå konflikter og at skabe akavet stemning. Men det skal stoppe. Og jeg har allerede sagt fra i fire sammenhænge – både private og professionelle.

Blandt andet i en sammenhæng med et budgetvenligt skomærke, der ville have mig til at poste tre planlagte billeder af deres sko på bestemte datoer. Billederne samt tekster skulle godkendes inden. Planlægningen tog mange, mange emails og mange måneders frem og tilbage. Hvad fik jeg for det? Gratis sko! Fed deal. Men hvordan er det lige, at jeg betaler min husleje med sko? Andre mennesker får da løn for deres arbejde, ikke? Jeg sagde fra, omend lidt for sent, og bad om et beskedent beløb for mit arbejde. Nu havde jeg jo allerede taget billederne. Virksomheden nægtede dog at betale. Øv-oplevelse, men i det mindste kan jeg huske mig selv på, at det var en øvelse i at sige fra. Selvom det skabte dårlig stemning – men jeg er stadig i live 😉

Jeg øver mig fortsat på at lære at sige nej. Så du det sidste afsnit af Klovn, hvor Kasper lærer Frank at trække vejret ind, puste ud og sige “Nej!”? Det skal jeg også lære.

Jeg skal huske på, at jeg godt ved, hvad der gør mig glad

Jeg har masser af dårlige dage. Eller dårlige timer. Men på den anden side har jeg også mange gode dage. Jeg har lidt af et rutsjebane-humør. Der skal ikke meget til, at jeg bliver over-excited over små ting, og on the flipside, skal der så heller ikke meget til, at jeg bliver ked af det eller føler mig forkert. Det må jeg lære at leve med.

Og når jeg så har dårlige moments, skal jeg huske på, at jeg har en værktøjskasse fuld af redskaber, jeg ved, kan hjælpe mig til at ‘turn the frown upside down’. At dyrke yoga, selvom det er kedeligt, når jeg er i gang. At rede min seng. Købe genbrug hvis jeg endelig skal shoppe. Cykle. Tale i telefon med en veninde. Spise gulerødder, når jeg har brug for det. Spise kage når jeg har brug for det. Langt hen af vejen er jeg nemlig selv i stand til at bestemme, om jeg skal være i godt eller dårligt humør. Selv når jeg er i New York, føler mig ensom og alene helt ind i knoglerne, så kan jeg godt blive glad igen.

Jeg skal huske at være taknemmelig

Og når jeg er trist, og der ikke er så meget at gøre ved det, så skal jeg huske med selv på, hvor mega heldig og priviligeret jeg er. Jeg har i perioder skrevet tre ting ned hver dag, jeg er taknemmelig for, og det er noget, der batter! Det kan jeg også anbefale andre at prøve.

Og hvem er jeg så? Jeg finder ud af det dag for dag. I mellemtiden er jeg taknemmelig for, at jeg tør at udfordre mig selv.

Share:

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.