8 ting jeg savner ved New York

Der er så mange ting, jeg savner ved New York. Mit hjerte græder lidt, når jeg tænker på, at der er gået knap otte måneder, siden jeg sidst var i New York. Jeg var i New York, da corona brød ud i den vestlige verden. Danmark lukkede ned, og jeg valgte så at flyve hjem. Jeg var bange for, hvordan situationen ville udvikle sig i New York, og det virkede mest trygt at være i Danmark. Det var forfærdeligt at forlade Jesus uden at vide, hvornår vi ville se hinanden igen, og på daværende tidspunkt var jeg også meget bange for corona. Det hele var så uvirkeligt og usikkert. Alle famlede i blinde.

Jeg havde en flybillet tilbage til New York i slut april. Jeg kan huske, at jeg sagde til Jesus, at der blot ville gå nogle uger, og så kunne jeg forhåbentlig komme tilbage igen. Aldrig havde jeg regnet med, at vi ville sidde her, otte måneder senere, stadig i en rasende coronakrise. Det er så trist.

Jeg savner New York

Heldigvis har vi fået det bedste ud af det. Caféen har overlevet (og overlever under de nye coronaregler), Jesus har kunnet komme til København, og jeg var i både Berlin og Grækenland i sommermånederne og fik stillet min rejselyst. Dog savner jeg New York helt vildt, og jeg savner min identitet i New York. Dette er den længste periode, jeg har haft uden  at være i New York, siden jeg blev kærester med Jesus for seks år siden. Det kan jeg godt mærke. Jeg savner byen helt ind i mine knogler og glæder mig så meget, til jeg kan tage dertil igen.

I mellemtiden tænker jeg på de ting, jeg savner ved New York, og som jeg ser frem til at opleve igen.

Who am I? living in NYC

Her er otte ting jeg savner ved New York

1️⃣  Caféen! Jeg savner at være i caféen, spise mad der, snakke med alle vores stamgæster, holde sjove events.

2️⃣ Mine dejlige New York-veninder. Seje Celina, der har travlt med at dække præsidentvalget for TV2 (hør min podcast med hende her). Seje Christina, der har fået det bedste ud af corona-lockdown ved at opleve USA med vandrestøvler og telt under armen. (Hør min podcast med hende her).

3️⃣ Shoppeture i mine yndlingsbutikker i Soho.

4️⃣ Byen der aldrig sover. Jeg savner New Yorks vilde energi og min livsstil i New York, der på godt og ondt er meget anderledes i min livsstil i København. I dejlige København kender jeg hele byen som min egen bukselomme. I New York er der altid knald på, noget nyt og spændende at opleve.

things you have to eat in New York City - rainbow bagel

5️⃣ Maden! Københavns restaurantudvalg er fantastisk, men vi er ikke særlig multikulturelle. I hvert fald ikke sammenlignet med New York. Jeg savner bagels fra Black Seed, matcha latte fra Cha Cha Matcha, caribisk mad, sydamerikansk mad, American Chinese food, amerikansk brunch og kæmpe pandekager, jeg kunne blive ved.

6️⃣ “Niv mig i armen”-øjeblikke. At sidde i Washington Square Park med en kop kaffe i hånden, og pludselig går Big fra Sex and the City forbi. At spurte for at nå en subway, og når dørene åbner, står Dan fra Gossip Girl der. Og at gå over Brooklyn Bridge og se udsigten over Manhattans skyline og tænke: “gud, jeg er her virkelig i denne vanvittige, sindssyge, fantastiske by”.

What I want to do in NYC in January

7️⃣  Når nogen spørger mig om vej. Det er også et niv-mig-i-armen-øjeblik, for tror den person virkelig, at jeg er ægte newyorker? Denne oplevelse bliver endnu bedre, når jeg kan svare på deres spørgsmål, hvilket jeg faktisk for det meste kan.

8️⃣ Only in New York-oplevelser. Når jeg sidder i subwayen og der pludselig kommer et hold ind af unge mænd, der begynder at danse og svinge sig rundt i subwayen som de vildeste akrobater. Gademusikere der fylder byen med god lyd. Random samtaler med folk jeg ikke kender, men som man kan blive fortrolig med på et par minutter, inden man skilles og aldrig taler igen. Diversiteten og åbenheden.

Åh, New York, New York. Jeg kan ikke vente med at blive genforenet med byen. Og jeg kan ikke vente med at udgive min guidebog til New York. Den skulle have været udgivet i foråret. Det vil ske ❤️

Share:

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

en_USEnglish