Jeg føler mig rastløs og magtesløs

Den sidste uge har jeg haft en mærkelig fornemmelse i kroppen. Jeg har kedet mig, følt mig rastløs, manglet noget at se frem til, ønsket at der stod kæmpe projekter i kalenderen. Giv mig en lejlighed jeg kan renovere. Lad mig skrive en bog. Lad mig have en dag med 10 møder i kalenderen. Rejse jorden rundt. Købe en dyr taske. Et eller andet der kan få mig ud af den følelse af kedsomhed, tomhed og rastløshed, jeg døjer med. Vinteren, kulden, mørket og manglen på energi hjælper heller ikke.

Jeg følte mig så trist i mine tanker og følelsen af rastløshed og tomhed, at jeg først ringede fortvivlet til min kæreste. Han var irriterende rolig og sagde, at jeg skal slappe af, leve i nuet, være glad for alt det, jeg har, og at corona ikke varer for evigt. Han har jo ret! Derfor har jeg også haft svært ved at dele mine følelser – for jeg er jo klar over, hvor priviligeret jeg er som dansker, især i disse tider.

Men det er nemmere sagt end gjort. Efter opkaldet tyede jeg til Google – jeg havde brug for at læse om nogen, der kunne beskrive, hvordan jeg har det. At vide, at jeg ikke er alene med mine følelser. Her fandt jeg denne artikel, der ramte hovedet på sømmet. Og forhåbentlig kan mit indlæg være med til, at der sidder nogle derude med de samme følelser som mig, der læser mit indlæg og så ikke føler sig så alene.

Jeg føler mig fastlåst og magtesløs

Jeg trives åbenbart bedst, når der sker noget. De sidste mange år har jeg været vant til at leve et liv i sus og dus. Jeg har aldrig brugt mere end tre måneder ad gangen i Danmark uden at rejse fra landet, siden jeg var 15 år gammel. Det er altså 11 år siden. Når jeg kigger tilbage på mit liv, siden jeg var 18 år, har der godt nok også været knald på. Jeg har boet i Berlin, i New York, udgivet to bøger, blevet student, fået en bachelor, haft et hav af jobs og titler, åbnet en café, blevet forlovet. Og ofte så er jeg allerede i gang med at se frem til næste projekt, før jeg har afsluttet det første. Det er altså et bevis på, at jeg har svært ved at leve i nuet.

Jeg prøver mit bedste på at nyde al den tid, jeg har haft hjemme i min dejlige lejlighed

Yngre kvinder er hårdest ramt mentalt af coronakrisen

Derfor har jeg nu fundet ud af, at sådan en corona-lockdown, der snart har varet et år, ikke er en god kombi til min personlighed. Jeg overholder selvfølgelig alle restriktionerne, for lige nu skal vi alle gøre det, vi kan. Men krisen giver mig klaustrofobi. Det har været en stor del af mit liv, at jeg hele tiden var på farten, rejste rundt og havde venner og projekter i hele verden. Ikke mere. Det har ført mig til denne ubehagelige følelse af rastløshed og tomhed og en form for identitetskrise.

Hvis bare der var en dato på, hvornår det hele var slut. Usikkerheden og uvisheden driver mig til vanvid. Mit liv var usikkert nok i forvejen med en partner, der bor på den anden side af jorden og ejer en café, men med en pandemi og lukkede grænser er det gjort tusinde gange sværere at leve et liv, som vi gør. Psykiatrifonden skriver også, at det er især er yngre kvinder, der er hårdest ramt psykisk af coronakrisen. Den forårsager et øget bekymringsniveau, uvished, usikkerhed og magtesløshed. Det kan jeg nikke genkendende til.

Al den ekstra tid giver plads til bekymringer

Jeg læste videre i den gode artikel, der perfekt beskrev, hvordan jeg har det. Min følelse af at være rastløs bliver også forstærket. For når kalenderen ikke er fyldt op med planer og projekter, har jeg for meget tid alene med mine tanker. Det resulterer i flere ting og accellererer bekymringer, tvivl og usikkerhed. Mine tanker begynder at vandre, og jeg bekymrer mig om alt – især min fremtid. Igen et resultat af at jeg ikke kan være i nuet.

Det resulterer også i ‘chronofobi’ – en slags angst for tiden, der er karakteriseret af en irationel men konsekvent frygt for, at tiden forsvinder. Jeg bander corona og lockdown væk og er ked af alt den tid, jeg føler, der er blevet taget fra mig. Alle de ting jeg kunne have opnået, alle de oplevelser jeg kunne have haft. At jeg ikke når det, jeg gerne vil, før det er for sent, alt i mens tiden blot forsvinder og løber fra mig, uden at jeg kan udnytte den.

Dårlig samvittighed og urealiseret potentiale

Følelsen giver mig også dårlig samvittighed. Der skal hele tiden ske noget, ellers føler jeg mig uduelig, og som om jeg ikke udnytter mit potentiale. Det læner sig op af en teori fra Carl Jung, der mener, at rastløshed er et sympton hos folk, der ikke realiserer deres fulde potentiale:

“Restlessness is caused by a surplus of bottled-up energy, which makes us fuss around all the time […]. That energy can take the form of an all-pervading anxiety, a fear that somewhere, something dark is lurking and might happen at any minute.”

En konstant higen efter at akkumulere flere penge, titler og ting

I artiklen står der også, at der er en masse kulturelle trends, der forstærker følelsen af rastløshed. En kollektiv afhængighed af sociale medier, hvor vi konstant bliver bombarderet med, hvad andre laver og opnår. En kultur der er drevet af materialisme, forbrug og brands. Besættelse af image og kropsudseende. En konstant higen efter at akkumulere flere penge, titler og ting. Med andre ord kan det være svært ikke at føle sig rastløs i den moderne verden.

Jeg er helt klart en del af problemet. Jeg viser også frem, hvad jeg har opnået, hvor mange ting jeg har gang i, og hvordan jeg optimerer min tid og er maks produktiv. Men jeg prøver også på at dele, at alt ikke er en dans på roser. På den anden side føler jeg mig også tarvelig, fordi jeg er så priviligeret. Jeg føler ikke, at mine følelser er berettigede – jeg burde bare være glad for alt det, jeg har.

Men nu har jeg alligevel delt, hvordan jeg har det. Jeg føler, at der er så mange ting, jeg kunne lave, gøre, opnå. Og jeg føler mig uduelig, fordi jeg ikke har mulighederne. Tiden bliver taget fra mig, og jeg bekymrer mig om, at jeg taber kapløbet, der kun eksisterer i mit hoved. I stedet for at læne mig tilbage, nyde nuet, og tro på at verden har min ryg, og at alting nok skal ske til sin tid.

Hvad er løsningen?

Hvis bare jeg vidste det – eller jeg ved det jo egentlig godt, men jeg har svært ved at efterleve det. Ifølge artiklen om rastløshed skal man fokusere på de ting, der gør en glad. Skabe gode rutiner, prøve at være i og nyde nuet i stedet for hele tiden at hige efter mere. Og mit yndlingstrick, jeg finder frem, når bekymringerne fylder for meget – taknemmelighedsdagbog. Jeg skriver tre ting ned, jeg er taknemmelig for, hver dag. Det kan være store ting (jeg er taknemmelig for alle de mennesker, der elsker mig) eller små ting (jeg drak en fantastisk kop kaffe i dag). Taknemmelighedstricket gør underværker.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var typen, der kunne stille mig tilfreds med mindre. Have et 9-5 job, leve for hverdagen. Det ville nok være nemmere, især i tider som disse. På den anden side ligger det til min identitet og personlighed at være ambitiøs og hige efter mere. Det er lidt af et dilemma.

Jeg vil altså forsøge at huske på alt, hvad jeg allerede har, kan og har opnået. I stedet for at fokusere på det, jeg ikke har eller ikke har mulighed for at gøre lige nu. Og i mellemtiden så håber, beder og glæder jeg mig til, at vi får en vaccine, så verden forhåbentlig kan blive lidt mere, som vi kender den. Ærlig talt, så orker jeg virkelig ikke mere, det er ikke rart at føle sig rastløs 😰 Corona kommer ikke til at vare for evigt. This too shall pass. Træk vejret ind, tag en dag ad gangen.

Share:

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

en_USEnglish