Mine nytårsforsæt for 2021

Nytårsforsæt for 2021

Det føles allerede som en evighed siden, at vi sprang ind i 2021, fulde af forventning til, at det kun kan blive bedre end det herrens år, 2020. So far, so good. Jeg er i den grad kommet i gang med 2021, og der er knald på på arbejdsfronten. Det er jo godt at have noget at tage sig til i disse tider, men det betyder også, at jeg føler mig lidt bagud. Blandt andet her på bloggen og Instagram.

Det er altså også forklaringen på, at jeg lige presser et indlæg ind på mine nytårsforsætter her på falderebet. Mine nytårsforsæt ligner sig selv. Jeg prøver at holde dem simple og målbare, for det er nu en gang den bedste forudsætning for at nå sine mål. Her er således mine nytårsforsæt for 2021.

Læse en bog om ugen

Det er snart fire år siden, at jeg besluttede mig for at genfinde min læseglæde. Som barn var jeg en dedikeret læsehest, men den interesse forsvandt lidt i takt med, at jeg fik lektier for, så kom Netflix og Instagram, og du kender helt sikkert de samme undskyldninger. De sidste par år har jeg altså læst en del, og det vil jeg fortsætte med at gøre – men at må hobbyen endnu mere op i kadence. Mit mål for 2021 er altså at læse 52 bøger samlet – fordelt på et år betyder det en bog om ugen. Ambitiøst, ja. Muligt, ja. Jeg er allerede i gang med min femte bog i det nye år, så nytårsforsættet er startet godt ud!

Træne tre gange om ugen

Ananas i egen juice, men i 2020 formåede jeg at træne 169 gange. Det er 3,2 gange om ugen. Det er en dejlig vane, der giver mig glæde og overskud i hverdagen, og derfor vil jeg holde fast i den. For nogle kan tre gange om ugen være meget. For mig passer det fint – især nu hvor jeg er blevet god til at træne med YouTube – takket være lockdown og corona. Der findes næsten ikke nogen god undskyld for ikke at hive måtten frem, tænde for 20 minutters YouTube-træning og få det overstået.

Skrive en roman

Udover at jeg håber på at udgive mine to nye rejsebøger til København og New York i 2021, så har jeg faktisk også sat mig for at skrive en roman. Om den også skal udgives, vides ikke, men nu hvor jeg har læst så mange bøger og også skrevet tre rejsebøger, synes jeg, at det er på tide, at jeg giver mig i kast med romanskrivning.

Besøge ét nyt land

2020 var ikke et godt rejseår. Det tog hårdt på en globetrotter som mig. Jeg krydser altså alt, hvad jeg har for, at 2021 ændrer sig på den front, og at vi om nogle måneder kan vende tilbage til et liv, der er lidt tættere på det vi kendte, inden marts 2020. Jeg drømmer om en rejse til et nyt land. Mange af mine rejser går nemlig til mine andre hjem i New York og Berlin, og selvom jeg knuselsker de byer, så står det højt på ønskelisten at besøge en ny destination. Det kunne være Vietnam, hvis jeg virkelig tør drømme. Et østeuropæisk land ville jeg også elske at opleve. Jeg krydser fingre!

Det var således mine fire nytårsforsæt for 2021. Jeg burde have gode muligheder for at kunne klare dem, og nu glæder jeg mig endnu mere til at komme i gang med året.

Hvad er dine nytårsforsæt?

Share:

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

en_USEnglish