At være splittet mellem flere lande

Jeg går en lang tur i et forsøg på at få de daglige 10.000 skridt indenbords. Jeg taler i telefon med min veninde.

“Hvor ville jeg ønske, at du var her lige nu,” siger hun. “Hvornår er det, du kommer tilbage til Danmark?” spørger hun.

“Åhhh, også mig,” siger jeg. “Til maj.”

Og sådan har mit liv været siden 2013, hvor jeg flyttede til Berlin. Et par måneder i Berlin, hjem på weekend i København. Så mødte jeg min ekskæreste, og så kom New York ind i ligningen. Det betyder altså, at jeg i snart otte år har levet som en globetrotter. Et par måneder i New York, Berlin og København på skift. Det er en gave, det er fantastisk, jeg elsker det, men som alt andet her i livet, er det ikke altid hverken nemt eller perfekt. Det betyder, at der også er dage, hvor det er hårdt, hvor jeg føler mig rodløs, splittet og ikke ved, hvor jeg egentlig har hjemme.

Der er altid nogen, jeg savner

Det er et aktivt tilvalg, at jeg tager til New York i et tre måneder. Men det betyder også, at jeg fravælger at være i Danmark. Der er altid nogen og noget, jeg savner. Der er altid noget, jeg går glip af, for jeg kan ikke være flere steder på én gang. For eksempel er jeg lige gået glip af både min mor og fars fødselsdag, og selvom de selvfølgelig er helt ok med det, så kan jeg godt føle mig skyldig. Det er også hårdt at erkende, at livet går videre for min familie i Danmark, selvom jeg ikke er med. Tough love.

På de dårlige dage kan jeg føle mig rodløs. Jeg elsker både Berlin, København og New York. Men hvor er mit hjem egentlig? Og hvor vil jeg helst være? Det er rigtig forkælet, men når jeg er i København, så savner jeg de andre byer helt vildt og omvendt. Det er den evige græsset er altid grønnere på den anden side. Når jeg prøver at dele mine tanker min veninde, der også splitter sin tid mellem flere lande, prøver hun at være forstående. Men hun har den gave, at hun er et geni til at være i nuet og være tilfreds med, hvor hun er. Han siger, at jeg bør være det samme. Jeg er selvfølgelig også glad og tilfreds, men det kan godt fylde meget hos mig, at jeg savner mine forældre, mine tætteste venner, eller noget så åndssvagt som en specifik yogurt, jeg kun kan få i Danmark.

Hvem er jeg?

Det er et privilegie at have muligheden for at opleve flere lande og bo flere steder, især hvis man er rejseglad og rastløs, som jeg er. Men det er også et dilemma – en velsignelse og en forbandelse på samme tid. Jeg føler, at jeg har skåret mig selv og mit hjerte op i flere dele. Der ligger så en del af mit hjerte i Berlin, i New York og i København. Det er også meget hængt op på min identitet. I de forskellige lande gør kulturen og omstændighederne, at jeg har mulighed for at opføre mig og gøre forskellige ting.

I New York går jeg eksempelvis til en masse netværks-events og møder nye inspirerende mennesker fra hele verden. Klæder mig fint på og drikker cocktails på 50. etage med udsigt over hele Manhattan. I København tager jeg det praktiske tøj på og cykler 20 kilometer om dagen. I Berlin drikker jeg en halv liter øl på en græsplæne og går på grøntmarked hver weekend og køber zero waste ind.

Derfor kan det være svært for mig at føle mig hel – som om en del af mig altid mangler, som om jeg har flere identiter, der kun kan leve hver for sig alt afhængigt af, hvor jeg befinder mig. Som om jeg er en kat med flere forskellige liv. Jeg føler mig splittet, splittet i hvem jeg er, splittet mellem flere lande, splittet mellem flere familier og vennegrupper. Egentlig vil jeg helst bare være alle steder på samme tid. Det lyder måske vanvittigt, men jeg prøver at illustrere mine tanker.

Hvad gør jeg?

Hvad gør jeg så, når jeg får hjemve? Jeg er efterhånden meget vant til følelsen. Jeg kan huske lange, ensomme weekender i Berlin, hvor jeg ikke havde en eneste aftale. Det betyder også, at jeg efterhånden har samlet et par metoder til at håndtere hjemveen, selvom det ikke gør, at den forsvinder. Jeg sørger for at have lange telefondates med venner og familie. Jeg har danske venner i både Berlin og New York, som jeg ser, og på den måde føler jeg mig hjemme og kan tale dansk. Og jeg sørger for at lave noget aktivt, så jeg distraherer mig fra mine tanker. Det kan være en gåtur eller en aktivitet, så længe jeg kommer ud af lejligheden. Det hjælper også altid at tale (eller skrive) om mine følelser, for på den måde bliver jeg mere bevidst om, hvordan jeg egentlig har det.

Jeg prøver også at huske på alle de fordele, der er ved at bo i flere lande. Hvor priviligeret jeg er. Jeg har venner og familie i hele verden. Jeg får lov til at opleve andre kulturer på tæt hold. At jeg kan snakke flere sprog. Alle de oplevelser jeg får og alle de fantastiske minder jeg har. Hvis jeg ikke vidste, hvor anstrengende New Yorks subway til tider kan være, så ville jeg ikke værdsætte min cykel og Københavns infrastruktur på samme måde. Det er det interessante ved kultur – man bliver først rigtigt bevidst om sin egen kultur, når man har oplevet andre kulturer og på den måde kan sætte sin egen kultur i perspektiv.

Hvad og hvor er egentlig “hjem”?

Lige nu fungerer det heldigvis så godt som det kan at bo flere steder på en gang, selvom det ikke altid er en dans på roser, når man føler sig splittet. Det bliver strakt sværere den dag, vi skal tage en beslutning om, hvor vi skal være fuldtid. Hvordan tager man en beslutning om, hvor det rigtige sted at bo er? Hvad er egentlig “hjem”? Fordi vi er et multikulti-par, så vil den ene af os altid være uden vores tætte familie, og vi vil for altid være forbundet med flere lande. I sidste ende tror jeg, at mit svar må være, at hjem er der, hvor jeg er sammen. (Og hvor mine forældre er, min familie, mine venner. og her har vi balladen…)