En helvedes dag

En helvedes dag, hvor alt går galt. Dem er der desværre en gang i mellem. I dag var en af de dage. Dagen startede klokken 6.15, da Martha, hundehvalpen, der som en baby, besluttede at dagen skulle starte. Det fik hun så lov til. Det er bare lige lovlig tidligt for et ultra b-menneske, der i forvejen er i søvnmangel og lidt stresset over en ret vild uge tilbage i København og med studiestart og introuge oven i hatten. Alene det har jeg været ret presset og rimelig nervøs over.

Jeg stod op, gjorde mig klar og kom selvfølgelig for sent ud af døren til dagens første projekt, et morgenmadsevent i Censuum. Udover at være b-menneske er jeg også evig tidsoptimist, så selvfølgelig kan jeg cykle knap 4 kilometer gennem byen på 10 minutter. Endda på min mors racercykel, for min egen cykel og mit nøglesæt ligger på Vesterbro, hvor jeg har fremlejet min lejlighed.

Lettere stresset pakkede jeg racercyklen som et sandt pakæsel med alle mine pakkenelliker på cyklens bagagebæger. Jeg nåede frem til morgenmadseventet kun to minutter for sent. Her starter den sande ballade. En kvinde kalder efter mig og spørger, om jeg har tabt en sko. Jeg kigger tilbage i min taske, og rigtigt nok har jeg tabt en sko – en Yeezy sneaker endda. Hun forklarer mig, at hun så den falde ud af min taske cirka en kilometer væk, hvor jeg kom fra. Fuck. Jeg cykler tilbage for at finde skoen, stresset og svedig.

Mens jeg halser tilbage og spejder efter min sneaker, er jeg pludselig ved at vælte på cyklen. Cykelelastikken, jeg har brugt til at spænde alle mine tasker bag på min mors racercykel, er glædet ned og har sat sig meget stramt rundt om cyklens kæde, så nu kan den ikke cykle mere. Og elastikken sidder fast. Fuldstændig. Jeg trækker resten af vejen i powerwalk-tempo med sveden dryppende ned af ryggen. Til mit store held ligger skoen forude på cykelstien. Jeg skynder mig tilbage, når morgenmadseventet, lidt for sent og meget stresset. Det var hyggeligt.

Videre ud og i verden og mod næste event; gåtur med en hund jeg passer, og jeg ved allerede nu, at jeg kommer for sent til aftalen. Min mors cykel er uarbejdsdygtig. Jeg stikker hovedet ind hos en cykelsmed. Kan han hjælpe med at klippe elastikken op? Nej, for han mener, at han er nødt til at splitte cyklen ad. Det nægter jeg at tro på. Jeg powerwalker endnu en kilometer med hjertet oppe i halsen til den næste cykelsmed. Han formår at klippe elastikken op for en 50er. Fedt. Jeg springer videre på cykel for at  opdage, at gearene er gået i stykker. Alle syv. Fantastisk. Kommer i tanke om, at jeg ikke har nøgler til hundens hjem. Fuck fuck fuck.

De ligger nemlig i min postkasse. Jeg ringer på hos mine naboer, og efter lidt tålmodighed er der bid, og jeg bliver lukket ind. Jeg smadrer min hånd gennem postkassens sprække, det gør ondt. Efter nogle minutters forsøg og smerte, får jeg fat i mit nøglebundt. Men hundens husnøgle er selvfølgelig ikke i bundtet. Fuck. Hvor er den så? Har jeg mistet den? Jeg er så stresset, at jeg har lyst til at græde. Gør det måske også lidt. Jeg skriver til hundens ejer, flov og utjekket, hun har heldigvis en ekstranøgle liggende. Jeg cykler så hurtigt jeg nu kan, på racercyklen i første gear mod hunden. Går tur og græder det meste af vejen. Nu er jeg nemlig også for sent på den til det møde jeg har på arbejdet. Ikke engang den søde hund og det dejlige solskin og Beatles i ørene hjælper.

Jeg når videre på arbejdet. Dejligt at se kollegaerne efter en måned i Berlin, men jeg er stadig stresset til op over ørene og lidt ude af min krop. Skal lave ny SoMe strategi, og jeg har alt for meget om ørene. Det går heldigvis virkelig godt og jeg genvinder min kraft og selvtillid en smule.

Bruger fem timer på kontoret, hvor jeg forgæves har prøvet at arrangere, hvornår jeg skal have arbejdsdage på kontoret. Det er pænt svært at planlægge, når mit nye kandidatstudie har undervisning fire dage om ugen. Det stresser mig igen.

Så mod Vesterbro og hente en pakke. Den er for stor til at bag på racercyklen, så som et utjekket pakæsel prøver jeg at jonglere med alle mine ting. En blind mand kan se med sin stok, at jeg er stresset. Jeg når endelig hjem til min lejlighed, hvor jeg ikke har været i en måned. Mit smukke, lyse, ludbehandlede gulv er overtrådt med fodspor og kuffertmærker, og det tager endnu en gang pusten fra mig. Jeg beslutter mig for at støvsuge og vaske gulv. Det har jeg lige præcis 35 minutter til, inden den står på bestyrelsesmøde. Mødet går godt – endnu flere ting at tage stilling til, datoer og møder at planlægge, beslutninger at tage.

Herefter går jeg ned ad gaden for at sende tre guidebøger, jeg har solgt. Dem nåede jeg at pakke klokken syv i morges. Købe ind til aftensmad i Netto, alt er udsolgt, der er hverken bananer, havremælk eller skyr, de eneste tre ting, der altid skal være i mit, ellers tomme, køkken.

Mails, oprydning, mad i skrutten. Så en times onlineterapi, hvor jeg græder i hvert fald 48 ud af 60 minutter. Så kom jeg i tanke om, at det er torsdag, og det betyder et nyt afsnit af Gift ved første blik. I morgen er endnu en dag, der står på onlinemøde, hundegåtur, renseri, frokostmøde og så arbejde på kontor. Nogle gange elsker jeg, når der er knald på, andre gange, når logistikken ikke flasker sig, og mit korthus vælter, fordi kabalen ikke går op, er det alt for meget. Alligevel vil jeg det hele og kan ikke finde ud af, at jeg har alt for meget om ørene, fordi jeg siger ja, ja, ja. Til arbejde, sjov, studie, venner, rejse, kæreste, læring, træning, læsning, mere arbejde, freelance, blog, lektier, familie. Jeg skal det hele.

Jeg skriver taknemmelighedsdagbog, mit våben mod stress og dårlige dage.

1) Fik fin sommergave fra min gode arbejdsplads, Mindpool

2) Studiestart er gået godt, og jeg er så glad for, at det er veloverstået

3) I det mindste faldt jeg ikke på cyklen og slog mig

Der er heldigvis en ny dag i morgen.

Share:

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

en_USEnglish