Mine bedste tips til at få mest plads i en lille lejlighed

Her i weekenden delte jeg min længeventede house tour og bød jer digitalt inden for i mit lille hjem. Jeg takker for den fine modtagelse og søde kommentarer. Det er ikke nogen hemmelighed, at min lejlighed er lille. 53 kvadratmeter for at være præcis. Den passer perfekt til mig og mine behov, men der kan godt være lidt småt, når min kæreste også er der. Der deler vi nemlig et to-dørs PAX-tøjskab. Det er altså med at holde tungen lige i munden, huske at rydde op og have dedikerede opbevaringssteder til de forskellige ting.

Jeg var heldigvis på forkant og forudså opbevaringsproblem, da jeg flyttede ind. Derfor udtænkte jeg forskellige møbler, der skulle have dobbeltfunktion og andre smarte tricks til at optimere pladsen i min lejlighed mest muligt.

I min house tour deler jeg de forskellige IKEA- og opbevaringshacks, jeg har benyttet. Jeg deler også, hvordan jeg bruger mit tøjskab til at lægge makeup om morgenen. Det er ret smart, hvis jeg selv skal sige det. Se videoen her. Og læs med nedenfor for at få mine bedste tips til at optimere pladsen i dit hjem.

De bedste opbevaringstips + få mest plads i lille lejlighed

1️⃣ Indtænk opbevaring i møblerne

Selvom jeg drømmer om et bryggers eller et walk-in-closet med væg til væg-skabe, hvor jeg kan opbevare alle mine sager, så er det ikke virkeligheden i min lille københavnerhybel. Her er pladsen sparsom, og plads til opbevaring er ultra vigtigt. Derfor har jeg (ret genialt hvis jeg selv skal sige det), indtænkt opbevaring i mine møbler. Dem skal vi jo alligevel bruge, så hvorfor ikke gøre dem praktiske?

Jeg har optimeret opbevaringspladsen i min lejlighed ved at bygge smarte møbler. Det gælder bænken i mit spisekøkken, der både kan huse mange gæster men også har plads til opbevaring. Her kan jeg gemme mit vasketøj, gaveindpakning, sko og rengøringsmidler væk. Det gælder også min seng, der står ovenpå en kommode fra IKEA. Et vaskeægte IKEA-hack. Her har jeg både plads til at opbevare mine håndklæder, sengetøj, alt mit beauty stuff og elektronik. Det er virkelig kærkommen opbevaringsplads!

2️⃣  Gør områder multifunktionelle

Når man kun har en stue og verdens mindste soveværelse, er der ikke plads til kontor, walk-in-closet og andre luksusgoder. Det betyder blandt andet, at mit tøjskab står i køkkenet. Well, fordi det er der, der er plads til det. Jeg bruger min sofa eller mit spisebord som kontorplads. Og stuegulvet er også mit fitnesscenter, især her under corona. Ikke nok med at det er smart at tænke opbevaring ind i møblerne, så er det også et genialt fif at gøre områder i den lille lejlighed multifunktionelle.

Det har jeg blandt andet gøre ved at hænge et lille spejl op på indersiden af mit tøjskab. Her står min makeup-pung på en af skabets hylder, og så er det her, jeg lægger min makeup. Så får jeg dagslyset fra vinduerne, for der er ikke nogle vinduer på mit badeværelse.

Det samme gælder mit rullegardin. Det holder selvfølgelig dagen for døren, når det blokker for morgenstrålerne fra solen. Men derudover fungerer gardinet også som biograf. Vi har nemlig en projekter! Når vi skal se film, så fungerer det nedrullede gardin som vores filmlærred. Smart, altså!

Selvom min stue er ret lille og smal, har jeg indrettet den sådan, så gulvet er frit. Det betyder, at der er plads til, at jeg kan lave stangspring (eller næsten!), når jeg tænder for YouTube og inddrager stuegulvet som fitnesscenter.

3️⃣ Marie Kondo style – alt har en plads

Da jeg byggede min seng, kan jeg huske, at min kæreste var vild over, hvor meget opbevaringsplads vi ville have i hulrummet under madrassen bag kommoden. Men det gik op for mig, at hvorfor skal vi opbevare ting så langt væk, hvor det er så svært at komme til dem? Det må jo betyde, at det er ting, vi næsten aldrig bruger. Summasummarum er, at opbevaringsplads er godt, men det er endnu bedre at skille sig af med alle de ting, man ikke bruger. Især når man bor i en lille lejlighed!

Derfor kører jeg fuld Marie Kondo-style i lejligheden. Alt har sin plads, og på den måde ved jeg, hvor alt hører hjemme. Det sparer tid og stress. Først og fremmest fordi jeg ikke skal lede efter ting, men også fordi jeg bruger mindre tid på at rydde op og gøre rent, når alt bliver lagt tilbage på sin plads.

4️⃣ Vær kritisk over for nye tilføjelser

I forlængelse af ovenstående er jeg ultra-kritisk over, hvad jeg køber ind til lejligheden. Det er lige fra små skåle til køkkenet, nyt tøj eller nyt bolig-nims-nams. Der er simpelthen ikke plads til mere. Og jeg har fundet ud af, at for mange ting omkring mig gør mig urolig. Jeg har brug for en ren, ryddet og pæn hjemmebase. Derfor tænker jeg altid en ekstra gang over, når jeg køber nye sager, og især en tur i Tiger eller Søstrene Grene skal jeg huske mig selv på at være kritisk.

5️⃣ Skab rød tråd

Mit sidste tip er mere subjektivt, men går ud på at skabe helhed i lejligheden. Det er selvfølgelig op til dig hvad stil, du godt kan lide. Personligt kan jeg godt lide at mit hjem er hyggeligt, ryddeligt men uden at være klinisk og kedeligt. Det er en svær balancegang. Jeg har forsøgt at benytte tre farver gennem lejligheden. Hvid, lyserød og blå. De går igen på mine vægge, møbler og accessories. På den måde skabes der helhed gennem lejligheden. Det giver en naturlig form for ro, fordi værelserne hænger sammen gennem indretningen.

 

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

da_DKDanish
en_USEnglish da_DKDanish