5 vigtige ting jeg har lært som freelancer i 2020

Der er nu gået lidt over et år siden, at jeg afleverede og forsvarede min bacheloropgave og mere eller mindre blev en fri fugl. Nu stod den på 100% fokus på min blog, mine guidebøger og mine freelanceopgaver for forskellige virksomheder. Jeg har dog freelancet i mere end fem år, så på den måde var det ikke en helt ny verden, det var blot første gang jeg kunne fokusere på arbejde uden at skulle tænke på forelæsninger, afleveringer og eksaminer.

Hvordan er det så gået? Det korte svar – godt. Der kom lige en coronakrise og gjorde det svært at  finde nye opgaver og også forårsagede, at jeg måtte sætte mine guidebøger på pause. Alt andet lige er det nemlig ikke den perfekte timing og tid at sælge rejseguides i.

Forleden mødte jeg en fellow freelancer til en øl. Snakken gik, vi udvekslede erfaringer og dyre lærepenge. Det gav mig inspiration til at skrive dette indlæg.

Her er 5 vigtige ting, jeg har lært som freelancer i 2020

1️⃣ Jobs kommer og går

Som freelancer er man næsten tvunget til at være opsøgende, når det kommer til at finde nye opgaver. Jeg glæder mig til en dag, hvor min indbakke er fyldt op med jobmuligheder, og jeg er tvunget til at sige “thank you, next”, men som min situation er nu, kræver det, at jeg er på og scouter markedet for jobmuligheder ugenligt.

Det betyder også, at jeg henvender mig til mange uden at få jobbet. Som min mor siger, så er der næsten altid kun én vinder, når det kommer til jobsøgning. Der er ikke nogen anden- eller tredjeplads. Så sent som sidste uge glippede et job, fordi jeg ikke svarede på en mail samme dag. Dagen efter var jobbet givet til en anden.

Summasummarum er, at jeg ikke kan slå mig selv i hovedet over, at jeg ikke svarede tilbage lige med det samme, så jeg fik jobbet. Jobs kommer og går. Vinder du ikke denne gang, vinder du forhåbentligt næste gang, og der vil hele tiden dukke nye muligheder op.

2️⃣ Kend dit værd

Det er mega svært at prissætte sig selv og sine egne opgaver, ligesom det er svært at være til lønssnak med sin arbejdsgiver. Problemet er blot, at som freelancer kommer du langt oftere ud for at skulle prissætte dine opgaver. Det betyder, at du gør dig selv en kæmpe tjeneste, hvis du bliver mere bekvem ved at tale om priser og løn.

Jeg gjorde mig selv en tjeneste, da jeg satte mig ned og gennemgik, hvad mine forskellige services koster. Nu har jeg en oversigt over, hvad et blogindlæg koster. Hvad et Instagram-post koster. Og hvad et gæsteindlæg koster. Det gør det også meget nemmere, når der er en spændende jobmulighed i sigte at slynge priser af sted i stedet for først at skulle regne på, hvad det egentlig koster.

Er du klar i spyttet omkring dine priser, er der ikke så meget at rafle om. I sidste ende tror jeg på, at det også giver pote overfor den potentielle arbejdsgiver, netop fordi det virker professionelt, hvis man er skarp, når det kommer til priser på services. Husk på at du altid kan give rabat, hvis arbejdsgiveren har andet mindre budget.

3️⃣ 50% upfront

Som udgangspunkt stoler jeg på andre mennesker. Min kæreste kalder mig til tider naiv. Og til tider giver jeg ham ret. For desværre har jeg haft uheldige oplevelser. Jeg har oplevet at aflevere en stor opgave til en kunde for derefter at skulle jage ham med forskellige emailadresser og telefonopkald fra forskellige telefonnumre for at få udbetalt min løn for opgaven. Det er ubehageligt, spild af tid og næsten umuligt at undgå. Det er også trist, fordi det gør, at vi stoler mindre på hinanden.

Af denne ærgerlige oplevelse lærte jeg altså, at det kan være en god idé at bede om halvdelen af pengene for opgaven inden, du går i gang. På den måde bliver du forsikret, at jobbet tager dig og opgaven seriøst. Og hvis de tager pungen frem upfront, så har de højst sansyndligt også nok pli til at betale resten af beløbet.

4️⃣ Allier dig med en så du ikke bliver ensom

Jeg er vild med at arbejde med og for mig selv. Men som med alt andet i livet, er der også ulemper. Jeg er meget alene, både fysisk men også når det kommer til at pingponge ideer, fordi der sjældent er et team, der fælles skaber ideer og tager beslutninger. Jeg kan altså godt mangle en at pingponge med, som også er investeret i mit arbejde.

Min løsning på ensomhedsfølelsen og mangel på pingpong er at alliere dig med en håndfuld personer, der arbejder i samme stil som dig selv. De forstår nemlig, hvilken situation du er i, og er de nice, vil de helt sikkert gerne pingponge, hvis behovet er der. Jeg har selv et lille team af fellow freelancere, som gerne deler ud af visdom, ideer og løsninger, hvis jeg har brug for det. Og jeg gør selvfølgelig det samme.

Ræk ud i dit netværk. Om det er på Instagram, gennem fælles venner eller LinkedIn. Planlæg en arbejdsdate, hvor I sammen sidder på café, vender verdenssituationen og får arbejde fra hånden. Er der kemi, har du måske fået en ny freelance-ven, du kan sparre med i fremtiden.

5️⃣ En lukket dør er et åbent vindue

Jeg falder tit over spændende virksomheder og spændende jobopslag, jeg godt vil have fat i som freelancer. Nogle gange ser jeg en virksomhed med en tydelig dum social media-strategi men med masser af potentiale. Så kan jeg godt finde på at kontakte dem ud af det blå og dele mine services med dem. De svarer ofte tilbage, nogle gange med held, andre gange “tak, men nej tak, måske i fremtiden”. Det kan også være, at jeg falder over et interessant jobopslag, men hvor der står, at det er en praktikantstilling. Det afholder mig ikke fra at kontakte dem og dele min profil. Ser de værdi i mig og har et passende budget, kan det godt være, at det giver pote.

Så et nej tak er en lukket dør for nu. Men i det mindste kender virksomhederne nu til dig, og hvem ved, måske har de brug for dig i fremtiden. Altså, der er nu et åbent vindue til virksomheden!

Er du freelancer eller drømmer du om at kaste dig ud i det? Go, go go!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 Comments

  1. 25. august 2020 / 9:54

    Utrolig inspirerende og motiverende indlæg. Du gør et rigtig godt arbejde og jeg nyder virkelig at følge med hos dig på dine medier.

    • Caroline
      Forfatter
      25. august 2020 / 11:23

      Tusind tusind tak for din søde kommentar, it makes
      my day <3

da_DKDanish
en_USEnglish da_DKDanish