Skjulte likes på Instagram – go eller no go?


Da jeg opdaterede min Instagram-app for snart et år siden, var likes pludselig væk. Jeg kunne ikke længere se antallet af likes, forskellige billeder havde. Instagram havde længe inden teaset med, at de ville fjerne visningen af likes for at tage presset fra Instagram. Mange Instagram-brugere lider nemlig under, at Instagram forringer deres selvværd. Problemet er, at mange sammenligner sig negativt med andre på grund af likes. Faktisk viser undersøgelser, at Instagram er det sociale medie, der har størst negativ indvirkning på unges mentale helbred.

Nu har jeg haft mange måneder til at vænne mig til, at jeg ikke længere får smidt likes i smasken, når jeg scroller gennem mit feed. Og at jeg ikke længere behøver at tænke over, om mit billede nu får likes nok.

Hvad synes jeg om skjulte likes?

Hvad synes jeg egentlig om et likes-frit Instagram? Og hvad synes I om det? Jeg tog temperaturen på de skjulte likes og spurgte jer på en Instagram-story. Det kom der nogle spændende inputs ud af, som du kan læse her.

Instagram-likes er ikke skjult for alle

Jeg lavede først en afstemning og spurgte, hvor mange af jer, der også havde skjulte likes på deres Instagram. Instagram har nemlig ikke gemt likes for alle. Og det er ikke en indstilling, man selv kan vælge til eller fra. 25% af de adspurgte svarede, at de heller ikke kunne se likes på Instagram.

Én skrev, at hun syntes, at likes burde være skjult for alle: “Hvis likes skal være skjult, så lad dem være skjult for alle”. Et argument er, at Instagram stadig tester, om det giver god mening at skjule likes, og derfor kun forsøger med en del af brugerne. Jeg er dog enig i, at det ville give bedre mening, hvis Instagram var en ens oplevelse for alle brugere, altså at man skjulte likes for alle.

Det gode ved at likes er blevet fjernet fra Instagram

Jeg fik også nogle gode kommentarer, der læner sig tæt op ad, hvordan jeg selv har det. En skrev: “Jeg er vild med de skjulte likes. Instagram er nu kilde til mere inspiration og mindre sammenligningskultur.“. En anden skrev: “Det er overraskende behageligt, at man ikke kan se likes. Det giver ro.”. En influencerbekendt, jeg har, skrev: “det har fået mig til at dele flere anderledes billeder, fordi jeg nu ikke tænker så meget over, at jeg skal dele de billeder, der giver flest likes”. Færre glansbilleder, mere autenticitet.

Jeg er enig i alle kommentarerne. Jeg føler mig mindre presset, når jeg scroller mit feed igennem, fordi jeg ikke bliver bombarderet med billeder, hvor det er tydeligt, at de opslag præsterer bedre end mine alene baseret på det antal likes, de har fået. På den måde er det blevet mindre angst- og sammenligningspræget for mig at bruge Instagram.

Det dårlige ved at likes er blevet fjernet fra Instagram

Det er dog ikke kun positivt, at Instagram har skjult likes fra nogle profiler. Nogle influencere mener, at de skjulte likes ødelægger deres forretning. Dette bekræftede en influencer, jeg kender; hendes billeder præsterer langt dårligere end tidligere. Det kan der være mange grunde til. Konkurrencen er større, fordi der findes flere instagrammere. De skjulte likes kan også gøre, at følgerne liker i mindre grad, fordi likes ikke længere har samme effekt, når man ikke kan se dem. Det kan forårsage, at opslagene performer dårligere i algoritmen, alene på grund af at folk ikke liker billedet.

Det er en bonus for Instagram. De vil gerne have brugerne til at bruge penge på at promovere opslag, så de får større synlighed. Så er det jo smart træk af Instagram at fjerne likes, så brugerne er “tvunget” til at købe sig til promoveringer for at nå bredt ud. Det er en kompliceret verden på Instagram.

Personligt er jeg tilhænger af skjulte likes. Det gør min oplevelse på Instagram bedre. Hvad synes du?

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

da_DKDanish
en_USEnglish da_DKDanish