Et år med corona

Et år med corona. Inden kaosset ramte New York i marts 2020

Så ramte vi dagen (og lidt til), hvor det er et år siden, at Danmark lukkede ned. Et år med corona. Jeg forstår det ikke helt. Det har været et fuldstændig vanvittigt år på godt og ondt. Den 11. marts 2020 befandt jeg mig i New York med Jesus. Et par dage forinden havde jeg grædende ringet hjem til mine forældre, fordi coronatallene begyndte at stige i Danmark. De lovede, at de passede på sig selv og syntes, at jeg skulle trække vejret og blive i New York. Det ændrede sig den 11. marts. De ringede mig op og mente, at jeg skulle hoppe på den første flyver mod Danmark. Det var også her, at Udenrigsministeriet anbefalede, at alle danskere vendte snuden mod hjemlandet.

Jeg var i syv sind. Jeg var bange. Og jeg var stresset. Den 11. marts havde USA og New York havde endnu ikke lukket ned. Myndighederne meldte intet ud, men alligevel var der en stor, sort sky over byen. Man kunne mærke, at folk var bange. Køerne til supermarkedet gik hundrede meter rundt om hele blokken. Subwayerne var tomme. Alle gik og ventede på information fra myndighederne om, hvad de skulle gøre, men der kom ikke beskeder. Jeg følte ubehag ved at gå på gaden, jeg synes, at alt var beskidt og troede, at hvis jeg rørte en flade, ville jeg blive dødeligt syg. Jeg var bange for, at New York ville udvikle sig til en krigszone med selvtægt, fordi der ikke kom retningslinjer fra myndighederne. Hvad skulle folk gøre, og hvem skulle de tro på?

Best things to do in NYC in January

En svær beslutning

De næste par dage isolerede jeg mig i lejligheden og var ulykkelig. Mine forældre kimede mig ned og pressede mig vildt til at tage til Danmark. En stor del af mig tænkte, at det var det rigtige at gøre, og at jeg ville føle mig mere sikker derhjemme. Den anden del af mig lyttede på min kæreste, der tog det rimelig roligt og sagde, at jeg ligeså godt kunne isolere mig i New York hos ham som i Danmark.

Det blev nogle svære dage, og den 20. marts, en uge efter Danmark gik i lockdown sad jeg, grædefærdig på en SAS-flyver til København og lockdown. Jeg vidste ikke, hvornår jeg ville se Jesus igen. Begge vores lande havde lukket grænserne. Dog var vi begge overbeviste om, at der blot ville gå en måneds tid, og så ville der være styr på situationen og verden ville være normal igen. Oh, if only we knew…

Jeg var så bange

Når jeg tænker tilbage på marts sidste år, kan jeg med det samme huske, hvor sindssygt ubehageligt og usikkert det hele var. Jeg var decideret bange. En morgen et par dage efter lockdown i Danmark, ville jeg i fitnesscenteret i den bygning, vi boede i i New York. Jeg stod på løbebåndet, og pludselig kom receptionisten ind og sagde, at de netop havde fået besked på, at fitnesscenteret skulle lukke. De smed os ud og satte rødt tape op foran indgangen. Dagen efter gik Jesus og jeg en tur i Brooklyn Bridge Park, der normalt er fyldt med turister, legende børn og hunde. Her var tomt. Fuldstændig tomt. Den kendte Jane’s Carrousel var lukket ned med store skilte, hvor der stod “closed because of corona”. Det var som en mareridts-agtig, sci-fi, zombie-film. Fuldstændig surrealistisk.

New York City lukkede først ned den 22. marts, hvor byen allerede havde næsten 6,000 smittetilfælde. USAs sene reaktion og manglende håndtering af corona betyder, at de står for omkring en fjerdedel af verdens coronadødstilfælde på over en halv million mennesker. Det er meget tragisk.

Jeg tror aldrig, at jeg har været så meget derhjemme. Læst bøger, syet, strikket, set film….

Verden har ændret sig

Det er stadig vanvittigt for mig, at vi vidner denne tid og krise, der vil have efterslæb i mange år og være en del af historiebøgerne i fremtiden. Der er så meget, der har ændret sig, at det er helt uhyggeligt. Hjemmearbejde, folk der flytter fra store byer (jeg læste lige på Politiken, at 700.000 har forladt London, og jeg mener, at tallet er højere i New York City). Hjemmearbejde er blevet den nye normal. De nære værdier er kommet forrest, men ensomheden har også ramt hårdt. Jeg har særligt ondt af de unge i gymnasiet og på sabbatår, der mister så meget.

Det er uhyggeligt, hvor hurtigt verden som kan kender den, kan ændre sig. Og det er fascinerende, hvor hurtigt mennesker kan tilpasse sig en ny virkelighed. Vi har fået et helt nyt ordforråd. Jeg faldt over denne sjove coronaordbog på tysk, der indeholder hundredvis af ord, vi ikke kendte for et år siden. Nogle eksempler på dansk er zoom-party, superspreder, samfundssind (ordet der endda har været i BBC og New York Post), spritter (før var det en alkoholiker af den slags der sad på bænken på den lokale plads og drak en kasse øl, nu er det en, der spritter hænderne godt af med håndsprit), selvisolation, sølvpapirshatte, kontakttal, smittekæde, coronakilo, flokimmunitet, værnemiddel, og listen fortsætter…

Tænk også på fraværet af håndtryk. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har trykket nogens hånd. Eller mundbind?! Jeg kan huske, første gang jeg tog et på. Det var på en Burger King på en tysk rasteplads på vej til Berlin i juli. Jeg følte mig så akavet. Nu er det en fuldstændig normal og integreret del af hverdagen, især her i New York, hvor man har mundbind på alle vegne, selv uden for.

Jeg er taknemmelig for at være dansker

Coronakrisen har ramt os alle. Men nogle er hårdere ramt end andre. Jeg er taknemmelig over, at jeg ikke har mistet mine jobs, at bo i et land der værner om og passer på sine medborgere, og ikke mindst at Danmark har råd til at handle, som vi gør. At der er hjælp at hente. Her i USA er stemningen en hel anden. Alle kender nogen, der er død af corona. Alle kender nogen, der ikke har råd til at betale husleje og har måtte gå fra hus og hjem. Krisen har nogle meget større konsekvenser herovre, fordi deres samfund ikke er gearet til, at der er hjælp at hente, når det brænder på.

På den anden side har coronakrisen også ramt mig hårdt på min identitet. Det skrev jeg om her. Det er ikke nemt at være kærester med en i et andet land og være vant til at bo i flere lande og rejse rundt som vinden blæser, når grænserne lukke og man pludselig er tvunget til at holde sig hjemme.

Jeg er fortrøstningsfuld og taknemmelig over, at der findes så mange fantastiske hjerner i denne verden. At man med videnskab og ny teknologi kan udvikle en banebrydende vaccine på under et år. At der findes kloge mennesker, der kan tage svære og rigtige beslutninger.

Hvordan bliver fremtiden?

Jeg er uendeligt trist over, at vi her, et år efter stadig befinder sig i en kæmpe krise og lockdown. At det er svært at se lys for enden af tunnelen. Alligevel tror jeg på, at der snart er bedring på forude. Bare husk på sidste sommer, der på mange måder næsten var normal. Folk kunne holde kæmpe bryllupper. Jeg var både i Berlin, Grækenland og rejste rundt i Danmark og så en masse venner.

Jeg glæder mig til den anden side, og det bliver interessant at se, hvordan verden har ændret sig på den lange bane. Vil vi være mærket i mange år, være utrygge i store forsamlinger i fremtiden? Bare når jeg ser film og ser store forsamlinger eller mange folk inden for uden masker på, virker det helt forkert på mig. Det må tiden vise.

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

da_DKDanish