Her er mine nytårsforsætter for 2022

I mit sidste blogindlæg kiggede jeg tilbage på året, der gik, og afsluttede det med, at jeg også ville kigge frem i tiden i et godt klassisk format – mine nytårsforsætter for 2022. På mange måder føler jeg at nytårsforsætter er uddaterede. Hvis man har noget, man gerne vil opnå, bør man altid sætte i gang og ikke blot ved årsskiftet. Ikke desto mindre markerer et årsskifte sig som en oplagt mulighed for at tænke over, hvordan det egentlig står til. Om der er noget, man vil efterlade i året der gik, noget man vil gøre mere i året der kommer. Sådan vælger jeg også at se på konceptet nytårsforsætter og bruge dem som personlige udfordringer, der støtter op om det liv, jeg gerne vil leve. Præcis som jeg gjorde sidste år.

 Her er således mine nytårsforsætter eller personlige udfordringer for året, om man vil 🙏🏼

1️⃣ I 2022 vil jeg først og fremmest være glad

Indtil videre kan jeg sætte stort hak ved det mål, for de sidste måneder har jeg haft det så godt, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har grædt. Det er ret sigende for mit humør. At skrive at jeg gerne vil være glad er selvfølgelig et bredt og ukonkret mål, for hvordan er og forbliver man glad? Det er der mange faktorer, både nogle man kan kontrollere og nogle man ikke kan, der spiller ind på. Jeg har dog efterhånden opbygget en kasse med mange værktøjer, der øger glæden i mit liv. Alle de klassiske ting (mere original er jeg ikke); at være omringet af dem jeg holder af, rejse, spise god mad, skrive taknemmelighedsdagbog, bevæge mig og det vil jeg gøre så meget som muligt i 2022.

2️⃣ Læse 40 bøger

I 2021 satte jeg barren ret højt. Jeg ville læse en bog om ugen, altså 52 bøger. Det formåede jeg også, men det var ret krævende til tider. For ikke at knække nakken øver jeg mig også på at være mindre ambitiøs og stille færre krav til mig selv, for jeg går lidt amok nogle gange. Det går hånd i hånd i dette mål. Jeg vil stadig gerne læse, for jeg elsker vanen, men jeg vil også være sødere mod mig selv. Derfor er målet at læse 40 bøger i 2022. Jeg har allerede læst to gode af slagsen, så det skal nok gå godt.

3️⃣ Gøre det bedste jeg kan på studiet

Jeg er godt i gang med min kandidat på CBS. Selvom jeg på ingen måde er 100% dedikeret studerende, fordi jeg har gang i for mange andre ting til, at det ville være fysisk muligt at være mønsterstuderende, vil jeg alligevel gerne gøre et godt forsøg på at være en bedre en af slagsen på kandidaten, end jeg var på bacheloren. På første semester gjorde jeg en ekstra indsats, og jeg kan se, at det gav pote til min første eksamen på kandidaten, hvor jeg fik 12, uden at det krævede det helt store slid.

Det motiverer mig ekstra meget til at give studiet lidt mere energi, for ikke nok med at det da er fedt med gode karakterer, så gør det det også sjovere at studere, når jeg dedikerer mig mere til det. Træerne vokser ikke ind i himlen. Jeg kommer ikke til at booke læseplads på biblioteket og holde all nightere for at skrive eksamen, men mindre kan også gøre det.

4️⃣ Gøre mere for Silver Lining

I 2020 introducerede jeg et strikkeunivers med strikkeopskrifter, og det blev en succes og er det stadig på mange måder. Dog blev projektet et af dem, jeg mere eller mindre ubevidst nedprioriterede de sidste par måneder, fordi jeg havde for meget at se til. I 2022 vil jeg gerne give projektet mere energi, poste mere på Instagram og udgive flere skønne opskrifter herinde.

5️⃣ Gå 10.000 skridt om dagen

Jeg elsker at gå, og de daglige 10.000 skridt er blevet uundværlig terapi for mig. Derfor skal de 10.000 daglige skridt med som mål for 2022. Især fordi de også støtter op om mit første mål om at være glad. Bevægelse og frisk luft er essentielle for mental glæde og fysisk velvære.

6️⃣ Øve mig i at sætte grænser, passe på mig selv og sige nej

Det sidste punkt er straks værre og noget, jeg har kæmpet med så længe, jeg kan huske. Det er tæt på umuligt for mig at sige nej. Jeg vil så gerne fremstå som en, der kan og vil det hele. Sådan er virkeligheden bare ikke altid helt. Der er grænser, også for mig. I mit hoved er det bare bedre at være en people-pleaser og sige ja. Også selvom det så betyder, at jeg overskrider mine egne grænser i processen.

Dog kan jeg mærke, at jeg er blevet langt bedre. Jeg siger nej til jobs, der er for dårligt betalte, for hvorfor skal jeg bruge min værdifulde og begrænsede tid på det? Jeg siger nej tak, når der bliver serveret rødvin, også selvom en del af mig er bange for at ødelægge den gode stemning (WTF?!). Og jeg gør mit bedste i ikke at overbooke min kalender. Det er små fremskridt, og jeg kan mærke, at jo mere jeg øver mig, des nemmere bliver det. Jorden går nemlig ikke under, fordi jeg siger fra. Og hvis der opstår dårlig stemning, så er det heller ikke jordens undergang. Den skal nok blive god igen. Forhåbentlig vil jeg mærke endnu flere fremskridt på people-pleaser-fronten i 2022.

Det var mine nytårsforsætter for 2022. Har du også taget dig tid til at tænke over, hvad du gerne vil gøre for dig selv i 2022?

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

da_DKDanish