Hvad siger I så? Lyserød for fuld hammer, og dem der kender mig godt, vil nok sige, at mit 5-årige selv, havde været meget stolt af mig som 21-årig-udgave. Jeg havde nemlig som lille en “lyserød plet på hjernen”, som mine forældre valgte at kaldte det. Alt skulle være lyserødt, især alle de kjoler, jeg havde, da jeg nægtede at gå i bukser. Det med den lyserøde plet, den sidder vist stadig fast på hjernen. Den var i hvert fald ekstatisk da min dygtige fotograf-veninde Irene Wissel foreslog, at vi tog billeder foran kirsebærtræerne. Jeg var på, og iførte mig glædeligt matchende lyserød kjole, neglelak og læbestift. Vi nåede lige akkurat at tage billederne inden træerne forsvandt (ja, det er jo det smukke ved kirsebærtræerne, at vi kun får dem at se i flor få uger om året), og inden jeg tog på to ugers lang rejse til de varme lande. Jeg er heldig at have en veninde som Irene. Hun er nemlig en, der forstår, de problemer man får, når man forelsker sig i en by, der ligger et par hundrede kilometer væk fra ens hjemby, venner og familie, og tilmed ikke er et sted, man kan studere. Hun står…