Hvis det er noget, jeg er verdensmester i (måske verdensmester er så meget sagt) men som jeg i hvert fald er rigtig god til… Så er det at sige noget højt, som jeg virkelig mener og tror på, når jeg siger det højt. Indtil scenariet udfolder sig, og jeg så egentlig kan mærke, at jeg, måske, inderst inde, faktisk mener noget andet.
Lad os tage et eksempel. Årsdage. Mærkedage. Det jeg siger, og egentlig også mener, er, at “jeg er ikke typen, der går op i mærkedage”. Det betyder, at jeg nærmest aldrig har fejret eller for alvor har markeret en årsdag med min kæreste. Og det samme gælder for Valentines Day. Udover et år jeg var i New York og så det som vigtig kulturel udveksling at opleve en ægte amerikansk Valentines Day med alt, der hører til, har jeg aldrig fejret Valentines dag. Hverken købt eller modtaget blomster for eksempel. Jeg plejer også at være typen, der, ligesom jeg siger, at jeg ikke går op i mærkedage, så også siger, at jeg hellere vil have blomster på årets resterende 364 dage, end på selve Valentindag, for kærligheden bør man jo fejre hver dag.
Og nu kommer vi så tilbage til scenariet og min egen tendens til indre dobbeltmorale, når jeg siger noget og så alligevel kan mærke, at jeg åbenbart mener noget andet. Måske vil jeg alligevel gerne have blomster på Valentinsdag? Eller give blomster til en, jeg elsker? At det måske handler om, at jeg gerne vil fremstå cool and collected og som typen, der ikke går op i traditioner og mærkedage, men som alligevel kan mærke, når mærkedagen så kommer, at det ville være fint at markere det og understrege kærligheden?
Måske er det netop det, der er charmen ved disse traditioner såsom Valentines Day. At de minder os om at sætte pris på de små ting, på kærligheden og på hinanden. Valentinsdag handler ikke kun om at overøse hinanden med dyre gaver, men snarere om at udtrykke sin kærlighed og værdsættelse på en særlig dag.
Når man tager et skridt tilbage og ser på det store billede, er mærkedagen en smuk mulighed for at vise sine følelser gennem en smuk buket til Valentinsdag. For der er intet som en vidunderlig buket blomster til at sige kærlighed på. Da jeg sidst fik en masse blomster, var da jeg forsvarede mit speciale og blev kandidat. Og jeg var ikke til at skyde igennem de efterfølgende dage. Jeg var lykkelig over at være færdig, og så var jeg lykkelig helt ind i kroppen over at kigge rundt i min lejlighed og se de smukke blomster, jeg havde fået af mine nærmeste, der både markerede min milepæl men også mindede mig om, at jeg er elsket.
Så i og med at vi lige er sprunget ind i et nyt år, kan det være, at jeg skal lade 2024 være året, hvor jeg som miminum glæder en, jeg elsker, med en smuk buket blomster, og måske også tør sige højt, at jeg i hvert fald ikke nægter at fejre mærkedage eller valentinesdag. For kærligheden må man altid fejre, og ved at fejre den her i februar, udelukker jeg jo ikke, at man også kan fejre den resten af året.