Velkommen til den store rejseguide til Albanien. Sommeren 2024 stod på en helt ny rejsedestination for mit vedkommende; Albanien. En destination jeg har hørt blandede meninger om, men eftersom jeg lever efter mantraet, try everything once, når det kommer til rejsedestinationer, skulle jeg selvfølgelig en tur til Albanien. Nu er jeg netop hjemvendt efter 12 dage i landet på Balkanhalvøen, og det har jeg på ingen måde fortrudt.
Det var på alle måder en fed rejsedestination spækket med gode oplevelser fra natur til strand og by. Derfor vil jeg nu dele min oplevelse, tips og tricks til hvor du skal overnatte, hvilke steder du skal besøge, og hvor du skal spise, så du er godt klædt på, hvis du drømmer om en tur til Albanien. Jeg har inddelt min guide i en kort oversigt over, hvilke steder jeg besøgte, hvilke hoteller jeg kan anbefale (her var jeg selv lost og brugte meget tid på research, så det er den guide, jeg selv havde haft brug for). Så lidt generel good to know om Albanien. Derefter går jeg i dybden med de destinationer, jeg besøgte og deler mine oplevelser, ikke mindst til gode restauranter. Jeg håber, du synes om min guide til Albanien.
Denne guide indeholder affiliate links.
Sådan brugte jeg 12 dage i Albanien
Da jeg selv begyndte min egen tidstunge research til Albanien, tog det mig lang tid at finde ud af, hvordan jeg skulle bruge min tid i landet. Jeg endte med:
- Dag 1: Sen ankomst i Tirana (en overnatning i Tirana på Ebel Boutique Hotel, et virkelig dejligt sted)
- Dag 2: Oplev Tirana og kl. 16 kør to timer sydpå til stranddestinationen, Vlore (tre overnatninger på Hotel Gold).
- Dag 3: Vlore
- Dag 4: Vlore
- Dag 5: Om eftermiddagen kør til UNESCO-verdensarv bjergbyen, Gjirokaster to timer fra Vlore. Her boede vi to nætter på Dam Stone Boutique Hotel, og det var vidunderligt!)
- Dag 6: Gjirokaster
- Dag 7: Kør cirka to timer fra Gjirokaster til Dhermi, en anden smuk bjergby tæt på vand og strand. Her vil jeg anbefale Roots (smukt, autentisk) og hvis du har money to spend, så Zoe Hora. På vej til Dhermi stoppede vi ved strandbyen Sarande.
- Dag 8: Dhermi og strand
- Dag 9: Kør cirka to timer til den anden UNESCO-verdensarvby, Berat. Her overnattede vi på Boutique Hotel Muzaka, dejligt og perfekt beliggenhed, og så kan jeg anbefale Tradita e Beratit (her skal du som minimum spise aftensmad!)
- Dag 10: Køretur to timer tilbage til området omkring Tirana og strandbyen Durres. Her overnattede vi på et agriturismo, der var så skønt, Blerina Agritourism Concept.
- Dag 11: En halv times køretur mod Durres, hvor vi overnattede to nætter på Agriturizem Gjepali, helt vidunderligt.
- Dag 12: Endnu en nat på Agriturizem Gjepali og så hjem mod København.
Vi talte om, at vi godt kunne have gjort turen lidt kortere, fordi vi ikke er de helt store strandmennesker, så de tre dage i Vlore var en smule overkill. De 12 dage er altså blot til inspiration, og alt efter hvordan du holder af at rejse, kan turen både gøres kortere og længere og fyldes med flere eller færre destinationer og oplevelser. En oplagt mulighed er at kombinere med at køre nord på og ramme Montenegro. Det ville jeg gerne selv have gjort, men det bliver en anden god gang.
Af byer og områder endte vi med at besøge Tirana, Durres, Gjirokaster, Berat, Vlore, Sarande og Dhermi. Vi undgik med vilje Ksamil, der ellers er meget populært, fordi jeg af venner havde fået at vide, at det var strand- og turisttungt. Men der ser smukt ud!
Det skal du vide om Albanien
Landet er cash only
Jeg har rejst meget rundt i verden, og Albanien er nok det land, jeg har oplevet, hvor det var vigtigst at have kontanter på sig. Heldigvis var det nemt at have penge i bankernes hæveautomater, og det var også nemt at udregne valutakursen. 100 lek svarer til 1 euro, så man rykker blot to decimaler for at udregne kursen til euro. Mange steder måtte vi også betale for vores hoteller kontant.
Sådan kommer du til Albanien
De helt ivrige kører i bil – vi så overraskende mange nummerplader fra blandt andet Sverige og Holland. Fra danmark skal du dog tilbagelægge omkring 2.500 kilometer, hvilket for de fleste er i overkanten. Heldigvis kan man flyve. Norwegian flyver direkte fra Købehavn til Albaniens hovedstad, Tirana, men desværre kun en gang om ugen.
Vi fløj med Wizz Air fra København med mellemlanding i Polen. Det fungerede fint men gjorde selvfølgelig rejsen længere. Man kan også flyve med Wizz Air direkte til Tirana fra Malmøs lufthavn, Sturup. Alternativt kan man flyve til den græske ø, Korfu, der ligger en spytklat væk fra Albaniens sydkyst ved det populære feriemål, Ksamil og tage en færge fra Korfu hertil. Er du til rundrejser, går der adskillige færger fra Italien (Bari og Brindisi blandt andet) til Albanien.
Lave priser
En af fordelene ved at rejse på sommerferie til Albanien er, at priserne generelt er langt lavere end vi kender dem fra andre populære ferierejsedestinationer såsom Frankrig, Italien og Spanien. Den dyreste middag vi spiste, kostede 300 kroner. Et godt hotelværelse kostede 500 kroner for en nat. En kop kaffe omkring 7 kroner.
Venligt folkefærd og høj sikkerhed
Min egen personlige oplevelse er, at albanerne er venlige, og hvad næsten er endnu bedre, så følte jeg mig utrolig sikker her. Ingen ubehagelige blikke eller oplevelser, hvor jeg følte mig kompromitteret på min sikkerhed. På de strandklubber vi besøgte, efterlod vi også vores ting ved liggestolene uden problem. Albanerne talte generelt godt engelsk, så jeg oplevede ikke, at kommunikation var et problem.
Mad i Albanien
Albanien er ikke umiddelbart kendt for de helt store kulinariske oplevelser, og på den måde vurderer jeg heller ikke, at landet er den helt store ‘foodie destination’. Ikke desto mindre fik vi god mad og spiste direkte fra hav og land – store, smagfulde tomater, agurk, ferskner, figner, albansk gede- og fåreost. Madkulturen trækker sine rødder fra middelhavsområdet og kan sammenlignes med græsk, italiensk og tyrkisk mad. Vi spiste utrolig meget græsk salat, byrek (filodej med spinat, æg eller ost), fiskfanget fisk og andre albanske specialiteter.
Serviceniveau (???)
Sløvt er det adjektiv, jeg bedst kan bruge til at beskrive serviceniveauet i Albanien. De første par dage undrede vi os. Så fandt vi ud af, at det handler om, at man som spisende gæst skal være meget aktiv, når det kommer til at vise, at man gerne vil serviceres – man skal tydeligt give udtryk for, at man gerne vil have en menu, bestille og betale, og så går det fint, og tjenerne er søde men lidt sløve i betrækket i hvert fald sammenlignet med, hvad jeg er vant til.
Sådan kommer du rundt i Albanien: Lej en bil
Da jeg spurgte mine venner, der allerede har besøgt Albanien, om, hvordan vi skulle komme rundt i landet, var svaret entydigt: lej en bil! Det gjorde vi så. På den måde kunne vi nemt komme rundt i landet og beslutte på dagen, hvor vi ville hen, om den stod på strand, køretur til smukke vandremuligheder eller noget helt tredje. Vi lejede en bil gennem Discover Cars, der viser et godt overblik over forskellige udbydere. Vi sørgede for, at alle de hoteller vi bookede tilbød gratis parkering og helgarderede os med fuld bilforsikring, og så var vi ellers godt kørende.
Min egen onlineresearch siger dog, at det også er muligt at tage busser i Albanien. Nogle skriver endda, at det er rimelig nemt og desuden billigt. Det er altså også en mulighed, hvis man af forskellige årsager ikke er til billeje-løsningen.
Det skal du opleve i Tirana
Vi brugte en nat og en halv dag i albaniens hovedstad, Tirana. Her bor størstedelen af landets befolkning. Intet ondt mod Tirana, men jeg fortryder ikke, at vi kun brugte en halv dag her. Vi overnattede på Ebel Boutique Hotel, og det var over alt forventning. Vi jokede med, at det var Tiranas svar på et Soho House, og det er en god ting. Dejlig morgenmad også.
I Tirana er det populært at opleve Bunk’art 1 & 2. Det er museer beliggende i to af Albaniens gamle bunkere (dem er der hundredtusindevis af rundt i landet), der fortæller Albaniens historie om de mange årtier, hvor landet var under kommunistisk styre.
Bestig også Pyramid of Tirana. Det er et konferencecenter udformet som en kreativ bygning med god højde på, der giver en flot udsigt over Tirana. Vi gik 12.000 skridt rundt i byen, der på magisk vis bragte os forbi mange af hovedstadens seværdigheder såsom Skanderbegpladsen. Find flere tips til hvad du kan opleve i Tirana her.
Gode restauranter, caféer, barer og skønhedssaloner i Tirana
Vi drak (god) kaffe hos Hana Corner Cafe, et af de smarteste og meget hyggelige steder i byen. Jeg fik lavet de flotteste negle med fransk gel-manicure hos Thea Salon. Behandlingen kostede 75 kroner. De laver også waxing, øjenbryn og mange andre behandlinger. Jeg fik anbefalet Radio Bar til drinks. Der ser skønt ud, men vi nåede ikke forbi. Derudover får du anmelderroste drinks hos Nouvelle Vague, der er på listen over verdens bedste barer. Desuden bragte min intensive research mig forbi disse steder i Tirana:
De bedste caféer i Tirana
- Hana Corner Cafe
- 505 Café
- Antigua Café
- Rubi
- Streha Coffee&Community
- Destil Creative Hub
- Artizani Bakery
- La Nocciola Gelato (is)
- Fabrika (is)
De bedste restauranter i Tirana
- Era Villa
- Ceren
- Oda Garden
- Mullixhiu (kok fra Noma)
- Eos Mezze Bar
- Kapelet
Strandbyen, Vlore i Albanien
Første stop efter Tirana var to timer mod syd langs kysten, Vlore. Her skal du kun tage til, hvis du er til strand, ellers bør du ikke bruge for meget tid her. Men er du til strand, hav og vand, så er Albanien en oplagt destination. Nogle kalder Albaniens strande for Europas Maldiverne, for vandet er helt klart, turkisblåt, varmt og lækkert.
I Vlore overnattede på Hotel Gold, et hotel der did the job, god morgenmad, fin service og pæne værelser lige ved stranden. Omkring Vlore er der adskillige beach clubs du kan besøge, leje en liggestol og nyde stranden, solen og vandet. Vlore lod til at være en populær turistdestination for albanere, for det var klart den destination i landet, hvor vi hørte færrest internationale turister.
Vlore har en lille gammel bymidte, Old Town, der byder på to tre fine gader og middelhavs-ferie-sommerstemning. Desværre var min oplevelse udover dette, at meget af byen er slidt og faldefærdig og består af adskillige ufærdiggjorte byggerier, der er påbegyndt for så at blive efterladt. Vi drak drinks i den hyggelige gårdhave hos Komiteti.
Gode beach clubs ved Vlore
Vega Beach Club (to liggestole og parasol 75 kroner, 2024 priser). Et heeeeelt vidunderligt sted hvor jeg nød at være strandligger og kværne en bog. Desværre misforstået høj musik i deres restaurant, men det overlevede vi. Intet sand og vi gik i vandet ad trappetrin (lækkert).
Naval Beach (to liggestole og parasol 75 kroner, 2024 priser). Dejlig strandklub på ægte strand.
Marina Bay Maritim Resort (200-300 kroner per mand, 2024 priser). Den sidste dag i Vlore nød vi Marina Bays faciliteter, der har forskellige sol-områder, strand, klipper og en pool. Ikke nødvendigvis pengene værd i forhold til de andre beachclubs, særligt fordi jeg ikke personligt er den store resort-fan, og her får man resort-stemning, men deres strandrestaurant, Bato’s, var virkelig skøn og med god udsigt. Alternativt kan du altid komme forbi til frokost og skippe strandstolene.
Lille guide til den smukke bjergby, Gjirokaster
Efter tre dage ved vandet, kørte vi mod Gjirokaster, en by der er at finde på UNESCOs liste over verdensarvsområder som et sjældent eksempel på en velbevaret osmannisk by. På køreturen ramte Albaniens skønhed os ægte, for allerede på køreturen havde vi udsigt til landets vilde bjergnatur. Da vi ankom til Gjirokaster og fik parkeret med håndbremse i de stejle gader, checkede vi ind på Dam Stone Boutique Hotel, et fuldstændig vidunderligt hotel, der netop er blevet gennemrenoveret, byder på lækre værelser, en fantastisk terasse og den fineste udsigt direkte fra værelset over bjerge og små huse på bjergsiderne.
Her gik vi tur til Gjirokasters bymidte, der består af det, de kalder en åben bazar, hvor der er fuld af liv, søde lokale, turister fra hele verden, særligt af den slags der holder af natur og kultur og anderledes oplevelser, gode lokale restauranter og de mest nuttede gadehunde, som bliver forkælet af både turister og lokale.
Restauranter i Gjirokaster
Gjirokasters bymidte består af små brostensbelagte gader, der samler sig i en lille plads, og hvor der er spækket med gode restauranter og butikker, hvor du kan købe fine souvenirs. Vi spiste lækker lokal albansk mad på Edua og Vojsava.
Morgenmad fik vi den ene dag på Te Kube, der serverede omelet og albansk fetaost, og den anden dag hos Kalimera Pattiserie, der havde gode croissanter og et kæmpe udvalg af søde sager. Så blev jeg helt vild med den lokale desert fra Gjirokaster, oshaf. Den minder lidt om risengrød, er lavet med fåremælk, sukker og tørrede figner. Den drømmer jeg lidt om nu.
Det skal du opleve i Gjirokaster
Udover byens hyggelige bazar og gaderne omkring, er Gjirokaster kendt for den gamle bydel, fort og slot, der ligger lidt højere oppe i bjergene en bazaren i en højde af 336 meter og giver den flotteste udsigt over byen og bjergene omkring. Området blev bygget før det 12. århundrede, og der er masser at opleve, når du går rundt i de gamle slotsruiner, fra det smukke klokketårn til de gamle stenovne der blev brugt til at bage brød i slottets kælder. Det kostede omkring 20 kroner at komme ind, og vil du mere slot og historie, kan du booke en guidet rundvisning.
(Lille) vandretur til Ali Pasha Bridge
Den måske bedste oplevelse jeg havde på min rejse til Albanien var den (korte men udfordrende på den gode måde) vandretur til Ali Pasha Bridge, en bro der var en del af en stor ækvadukt bygget i det 19. århundrede. Turen ud til broen tog 30 minutter fra Gjirokasters bazar i et godt tempo, kunne mærkes i lårene, for gaderne er stejle, og så nåede vi ellers frem til den mest betagende udsigt, hvor vi følte, at vi var alene i verden på den bedste måde.
Tur til The Blue Eye, Syri i Kalter
Selvom vi troede, at dagen havde toppet med vores tur ud til Ali Pasha bridge, blev den endnu bedre, da vi kørte en lille time mod Albaniens Blue Eye. A sight for sore eyes!!! Et kildevæld med vand i de vildeste blå farver, der ligner noget, der burde være photoshoppet. Vandet er 12 grader koldt, og man må egentlig ikke bade her, men mange kan ikke dy sig. Fra turistmålets parkeringsplads skal man gå 1,5 kilometer før man når frem til det smukke vand, og det er virkelig en anbefalelsesværdig oplevelse. Det krystalklare blå vand vælder op fra et mere end 50 meter dybt hul i klippen, og stedet er et vildt naturfænomen.
Strandklub i Sarande
På vores tur mere nordpå fra Gjirokaster, kørte vi mod Sarande, der ligger tæt på Ksamil, der begge er populære strandferiedestinationer. Her besøgte vi Lost Sea Side og chillede i nogle timer, og det var også en dejlig beach club.
Bjergby to kilometer fra stranden, Dhermi
Så nåede vi til Dhermi, smukke Dhermi. En absolut søvnig lille by med den smukkeste udsigt over både bjerge og hav så langt øjet rækker og tilmed lyserød-orange solnedgange. Der var ikke meget at lave i Dhermi udover en lille gåtur i byens små, stejle gader og stræder og så strand. Her kan du overnatte hos Roots (smukt, autentisk) og hvis du har money to spend, så Zoe Hora.
Fordi Zoe Hora er så pænt, spiste vi morgenmad der, hvilket var fint, selvom vi ikke var overnattende gæster. Det kostede 150 kroner per mand, og vi kunne bare gå forbi og få bord. Man kan også spise frokost eller aftensmad her.
Om aftenen spiste vi på en lokal Taverna Fevan, hvor udsigten var det helt store trækplaster. Mad so so, men fint. Den anden aften spiste vi italiensk på Luciano, som havde været en rigtig god oplevelse, hvis servicen havde spillet. Måske har du bedre held, forsøget værd!
Beach clubs ved Dhermi og Drymades
Strandene omkring Dhermi er klart “lækrere”, når det kommer til restauranter og beach clubs end vi oplevede i Vlore, men priserne er også herefter. Vi besøgte Sanur Beach House og Moyo (der også tilbyder yoga!) og særligt på Moyo var der skruet op for inspirationen fra Mykonos, Ibiza og Bali. Dette afspejlede sig også i priserne, 35 kroner for en croissant, hehe. Jeg havde også 360 Sunset Bar på min radar, men jeg kunne ikke nå det hele.
Af hoteller i Drymades / Dhermi strandområdet så Drymades Inn og Abonora ret lækre ud.
Den smukke bjergby, Berat
Efter lidt strand var det atter tid til mere kultur og natur. Endnu en by at finde på UNESCO-verdensarvslisten, Berat, der også går under kælenavnet, town of a thousand windows. Her checkede vi ind på det skønne hotel, der lå genialt, Hotel Muzaka, der også inkluderede den lækreste a la carte morgenmad.
Aftensmad spiste vi på det familieejede og -drevede Tradita e Beratit, hvor jeg bestilte bord (det bør man gøre, for det er populært). Det var magisk, se selv billederne. Du kan også overnatte hos Tradita e Beratit, men det var fuldt booket, da vi tjekkede. I Berat skal du gå rundt i byen og opsnuse stemningen.
Vi fik også lidt skridt i banken, da vi gik op til Berat Castle der ligger i 220 meters højde, og som er gratis at besøge. Det tog 35 minutter fra vores hotel at nå hertil, og turen gav sved på panden og den flotteste udsigt. På turen hilste vi på heste og hunde. Du kan også køre i bil det meste af vejen, hvis du foretrækker den metode. Vil du endnu mere i dybden med de kulturelle oplevelser i Berat og det gamle slotsområde, kan jeg anbefale denne guide.
Agroturizem Gjepali – familiedrevet hotel og farm med restaurant
De to sidste nætter i Albanien checkede vi ind på Agriturizem Gjepali, sådan et sted hvor skuldrene sænker sig, så snart man parkerer bilen og stiger ud. Så løb en 12-uger gammel hundehvalp os i møde, og jeg var solgt. Herefter blev vi budt velkommen af nogle af de familiemedlemmer, der er med til at drive stedet. De viste os vores værelse, gav os en rundvisning på grunden, hvor de gror vandmeloner, kæmpe butternutsquash, peberfrugter, granatæbler, you name it. Meget eksotisk at se for et bybarn fra Nordeuropa heheeee.
Så blev vi budt på et glas kold hvidvin, som de selv producerer, mens vi skuede ud over grunden, mens solen gik ned og farvede himlen lyserød. Til middag fik vi lækre albanske specialiteter, alt lavet af råvarer fra gården, mens vi havde udkig til to fester, der blev holdt i restauranten. En fødselsdagsfest og en smuk forlovelsesfest. Man forstår godt, at folk har lyst til at holde fest her, for det er rammerne helt oplagte til. Vi havde to nætter hos Gjepali, og det var magisk, roligt og idyllisk.
Blerina Agroturism Concept
Vi var ikke færdige med landidyllen, så vi checkede også ind hos Blerina Agritourism Concept, der ligger tæt på Tiranas lufthavn. Blerina er en anerkendt albansk diætist, der hjælper tusindvis af mennesker i mål med en sundere livsstil. Denne oplevelse bringer hun til live gennem det familiedrevne Blerina Agroturism Concept, hvor råvarerne til hendes opskrifter gror, og hvor hun de sidste fem år har bygget et smukt landsted med 11 værelser. Her kan man overnatte, nyde absolut ro og hygge, spise middag og morgenmad i den smukke gårdhave og gå tur i farmens drivhuse og hilse på køer, høns og geder. Vi overnattede her én nat, og det var en skøn oplevelse.
Fustanella Farm
Her nåede vi ikke forbi, men det er et andet lokalt landsted i området omkring Tirana, der også byder på hyperlokal mad af friske råvarer, og det ser så fint ud. Næste gang og tip hermed videregivet.
Strandbyen Durres tæt på Tirana
Når Tiranas indbyggere vil til stranden, tager de til Durres. Det ligger nemlig kun omkring en halv times køretur væk og giver en helt anden vibe end Tirana. Her er strand, souvenirbutikker og feriestemning og desuden gode restauranter, en masse oldgammel kulturverdensarv i form af en gammel markedsplads og et kolosseum og meget mere.
Spaghetteria Luli i Durres
Og så er Durres hjem til en mindeværdig restaurant, der var så god en oplevelse, at vi spiste frokost her to dage i træk. Hos Spaghetteria Luli er den ældre, krumryggede og noget så direkte men skønne italienske mama vært, kok og tjener med hjælp fra en fyr, der måske, måske ikke, er hendes søn. Menuen står skrevet på væggen og består af forskellige typer pasta og forskellige typer saucer.
Laver man den fejl at sige, at man vil have parpadelle kombineret med trøffelsauce, udbrøder mamaen “Mama mia, nooo”, og så får man straks besked om, at trøffelsaucen kun passer med ravioli. Og sådan er der så meget. Den hjemmelavede pasta smager skønt, stemningen er genial, særligt når mama råber fra køkkenet og spørger “Where are you from”, og det på magisk vis forener alle de spisende gæster. Prisen for to gange pasta og to drikkevarer? 90 kroner. Restuaranten lukker klokken 17, så frokost eller ultra-tidlig aftensmad it is.
Efter en god portion pasta ramte vi Danubi og fik god kaffe og kage.
Kepi i Rodonit – halvø, udsigt og ruiner
En halv times kørsel fra Durres ligger en smuk halvø, der byder på en kappe med den flotteste udsigt, skjulte perler af strande med stille, fladt vand og en smuk kirke, der er mange hundrede år gammel. Her kørte vi ud og gik så en halv times tid for at nå frem til kappen. En stor anbefaling.
Mere natur i Albanien
Vandfald ved Zezë Canyon, Small waterfall of Kakunja, Kanionet e Osumit Canyon, Nivica Canyon, Butrint National Park – listen er lang. Albanien er spækket med flot natur, og jeg havde mange steder på listen, jeg gerne ville besøge. Blandt andet ovenstående! Research og tips hermed videregivet.
Rejseguide til Albanien
Tak fordi du læste med! Det blev en større omgang. Jeg håber, at denne rejseguide til Albanien og mine oplevelser og erfaringer kan være med til at give dig gode ideer til, hvad du kan opleve i Albanien og måske spare dig for tung research. Giv lyd hvis du tager af sted og oplever nogle af de steder, jeg har delt, det vil jeg elske at høre mere om. Husk at du kan finde flere rejseguides her på siden eller på min Instagram.