Den store guide til Essaouira, Marokko

Jeg var så heldig at tilbringe juledagene under varmere himmelstrøg i den vidunderlige marrokanske by, Essaouira. Det var min første gang ved Marokkos Atlanterhavskyst, da jeg kun tidligere har været i Marrakech. Jeg havde ikke de store forventninger til Essaouira udover en nær veninde, der har talt varmt om byen – og nu kan jeg tilslutte mig hendes varme ord. Det er en skøn rejsedestination fyldt med farverige gader, afslappet atmosfære og en rig historie. Byen er kendt for sin kreative vibe, fantastiske mad og ikke mindst dens UNESCO-beskyttede medina.

Jeg var i Essaouira over tre overnatninger, og selvom man sagtens kunne være blevet længere (eller kortere), synes jeg, at de tre nætter var ret perfekt. Min tid og mine oplevelser i Essaouira er der kommet denne guide ud af. Jeg håber, at du kan bruge den til inspiration til, hvor du skal overnatte og spise i Essaouira, og hvad du skal se og opleve. Denne guide indeholder reklamelinks.

Sådan kommer du til Essaouira

Essaouira er let tilgængelig fra de fleste større byer i Marokko. Man kan flyve direkte til Essaouira eller tage en bus fra både Agadir og Marrakech. Det tager 3-4 timer. Du kan enten tage en privat transfer (Google giver mange muligheder eller du kan få dit hotel til at booke en bil) eller du kan leje en bil selv for at køre turen. Det er også muligt at tage en bus, fx med selskabet Supratours, der tilbyder komfortable afgange til Essaouira flere gange dagligt. På Bookaway kan du finde forskellige busture og overblik over afgange.

Godt at vide om Essaouira

Cash only: Mange mindre butikker, hoteller og restauranter tager kun kontanter, så hav altid nogle dirham på lommen. Du kan hæve penge mange steder i byen.

Vind: Essaouira kaldes ofte ”Windy City of Africa”, så pak en jakke, selvom vejret er varmt.

Tidsfornemmelse: Byen er afslappet, og tingene går i et roligt tempo – tag det som en del af charmen. Denne vibe var med til at få med helt ned i gear, og det er nok den følelse, mange er vilde med, når det kommer til Essaouira.

Fisk og havn: Grundet byens beliggenhed var det en vigtig forbindelse for handel mellem Europa og Afrika. Dette mærkes den dag i dag, hvor det er tydeligt, at byen gennem tiden har haft input fra en masse forskellige kulturer; fransk, jødisk, portugisisk, arabisk, berber. Desuden er Essaouira hjem til en enorm fiskeby og hjem til landets største fiskehavn. Desuden står Marokko for verdens største eksport af sardiner. Dette mærkes i byen, hvor havnen er et trækplaster – her er store mængder frisk fisk, som du kan købe og få tilberedt direkte i havnen (hvis du kan holde de skrappe måger ud).

Her skal du overnatte i Essaouira

Jeg boede inde i byens medina, den gamle bydel, hvor biler og motorstøj er bandlyst. Det vil jeg også anbefale at booke, for det var skønt at være midt i der, hvor det sker. Det er desuden blot en kort gåtur fra stranden.

Her kan du finde en oversigt over forskellige hoteller i Essaouira.

    • Riad Marosko – her overnattede jeg tre nætter, og det var en dejlig riad. Vi fik morgenmad på riadens rooftop, og værelserne var så fine og bød på alt, hvad man har brug for. Prisen var også totalt value for money. Jeg havde også øjnene rettet mod disse riads, som ser så fine ud:

 

Vis dette opslag på Instagram


Et opslag delt af Villa Maroc (@villamaroc)

Lige uden for Essaouira ligger disse skønne steder, som er et besøg værd:

Vis dette opslag på Instagram

 

  • Les Jardins de Villa Maroc – her kan du selvfølgelig booke en nat i et af de fine værelser i hytter, der minder en smule om Puglia i Italien. Hvis du ikke overnatter her, kan du også tage forbi og bruge en dag ved poolen og spise frokost eller aftensmad her.
  • La Fromagerie – er du til ost, er det stedet for dig. Udover at du kan overnatte her i det charmerende sted og gedeoste-gård, kan du også komme forbi til lækker mad og gode oste, som bliver lavet på stedet.
Vis dette opslag på Instagram

 

    • Jardin des Douars – her er Marokko-æstetikken fuldstændig on point. Hvis du ikke booker en nat her, kan du også komme forbi til pool-tid, frokost eller middag.

 

Vis dette opslag på Instagram

  • Akal Bio Ferme: En af de skønne restauranter i Essaouira, Triskala, har en økologiske gård, der ligger cirka 20 kilometer væk fra byen. Den kan du besøge og opleve og desuden få lækker frokost med frugt og grøntsager, der er groet på stedet. Så bliver det ikke bedre. Du kan også melde dig til et madlavningskursus her.

Her skal du spise i Essaouira

Udover virkeligt vidunderlige hoteller og riader er Essaouira også spækket med dejlige spisesteder – fine restauranter med smuk indretning og lækker mad til autentiske steder og rigtigt gode kaffebarer. Her er de steder, jeg oplevede og kan anbefale.

Morgenmad og kaffe

Koulchi Concept Store: En trendy butik og cafe i ét, der ligger i et smukt hus med fem etager. Hver etage byder på fine indretningssager, og det er svært at undgå at få lyst til at købe det hele. Øverst på husets rooftop ligger en lille café, hvor du kan få juice, kaffe og kage.

l’Atelier: Cafe, butik, madlavningskursus – et virkelig dejligt sted at besøge, drikke kaffe, spise kage og savle over alle de lækre ting, man kan købe her.

Pumpkin Cafe: Et hyggeligt sted der ligger midt på en af byens større gader. Her kan du få god kaffe og kage.

L’esprit Cafe: Her var så sindssygt hyggeligt. Den lille café har et stort vindue, man kan sidde i og ligger i en helt rolig gade, hvor man måske, tilfældigt kommer forbi og tænker: “her slår jeg mig ned og drikker en kop kaffe.” Ahhhh.

Patisserie Driss: Essaouiras bedste sted for marokkanske søde sager. Helt autentisk og fint sted.

Kesh Cup Coffee: Et must for kaffeelskere. Endnu en af byens sindssygt hyggelige caféer.

Sisterhood Cafe & Vintage: En drøm af en rooftop, hvor du kan nyde livet og solen, drkke kaffe og spise hjemmebagte kager. Desuden brunch og frokost. På nederste etage kan du udforske det lille udvalg af fint vintagetøj, og så holder de yoga- og andre events her.

Frokost

Msemen hos Chez Miloud: Smag den lokale msemen, en slags fladbrød/pandekage i flere lag, lavet på traditionel vis. Især god med honning på.

Azouka Eatery: Et moderne twist på marokkanske retter og alt direkte fra en nærliggende gård – alt sammen frisk og lækkert. Smag især deres hjemmelavede kombucha-agtige drinks.

Ocean Vagabond Beach Club: Hvis vejret er godt, skal du slå dig ned her på stranden ved denne dejlige beach club og nyde stemningen. Her er surfskole, drikkevarer og madretter, hvor alle kan være med – fra østers til pizza.

KSOU: Her spiste vi frokost på deres rooftop i solen med udsigt over havet og fik nogle helt geniale marrokanske retter. Salaten med kikærter, linser og sardiner vil jeg kopiere derhjemme.

Aftensmad

Triskala: En boheme-restaurant med kreative retter lavet af lækre, lokale og friske råvarer fra restaurantens gård (Akal nævnt ovenover i denne guide), der ligger 20 kilometer væk og hyggelig indretning.

Dar Baba: En stilfuld og trendy restaurant med fantastiske cocktails. Deres forskellige lamper der hænger over baren er helt magiske.

La Clé de Voûte: Klassisk marokkansk mad med præsenteret på en raffineret måde.

Salut Maroc og Mega Loft Rooftop: Begge steder byder på tagterrasse med spektakulær udsigt over byen.

Fish Burger: En lille street-food-biks, hvor man sidder på skamler på gaden og kan nyde stedets lækre fiskeburgere. Det lyder måske mærkeligt, men deres sardin-burger er helt genial, og den drømmer jeg allerede om at sætte tænderne i igen. Og givet byens tradition for sardin- og fiskefangst, giver det god mening netop at spise fiskeburgere her.

Det skal du opleve i Essaouira

Medinaen

Essaouiras medina er hjertet af byen, er fyldt med små butikker, kunstgallerier og dufte af krydderier. Tag dig tid til at fare lidt vild her – og det gør man. Selv efter tre dage i medinaen fandt jeg stadig gader og stræder, jeg endnu ikke havde oplevet. Hvis du har et shoppelystent hjerte, kan du finde alt, hvad du begærer her. Fra smukke marrokanske gulvtæpper, sengetæpper, fine skåle, tallerkener og potter, tøj, krydderier og skønhedsprodukter.

Fortet

Det gamle portugisiske fort, Skala de la Kasbah, byder på imponerende udsigter over Atlanterhavet og byens hvidkalkede facader, og her skal du helt sikkert gå en tur.

Stranden

Essaouiras strand er perfekt til en lang gårtur eller kite-surfing eller normal surfing, hvis du er til eventyr.

Yoga hos Moga Yoga

Jeg elsker at dyrke yoga, når jeg rejser. I Essaouira var det ingen undtagelse. Her dyrkede jeg yoga hos Moga Yoga. En time kostede cirka 75 kroner.

Fiskemarked

Essaouira, er, som kendt, kendt for sit store fiskemarked. Det finder sted dagligt i byens havn, hvor boder bugner med fisk – store, smukke, lyserøde fisk, fladfisk, østers og sardiner, mens mågerne sultne og skrigende flyver oven over boderne. Er du frisk på fisk, kan du købe dem direkte fra boderne og få dem grillet og tilberedt på de nærliggende restauranter. Denne oplevelse gik jeg selv glip af, men en veninde anbefalede det.

Jeg var helt vild med Essaouira, som på alle måder overraskede positivt og som desuden er et ideelt rejsemål, hvis du søger en kombination af kultur, natur og afslapning. Det fik jeg i hvert fald her, og særligt afslapningsdelen var vidunderlig, fordi her bare er skønt og roligt at være.

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.