Kreative caféer i København: Lav dit eget keramik og dine egne smykker

Indlægget indeholder reklame

Jeg hungrer altid efter nye oplevelser. Og jeg kan ikke være den eneste. Her kommer de kreative caféer ind i billedet. Jeg har fundet den perfekte opskrift på problemet, som næsten giver den samme indsprøjtning med nye oplevelser og energi, som en forlænget weekend i Paris kan gøre det.

Opskriften? Tag en du holder af under armen og hop forbi en af Københavns kreative oaser, hvor du kan udfolde dig kreativt. Det kan virkelig anbefales – både fordi det er en skøn oplevelse. At udfolde sig kreativt er sundt for krop og sjæl. Og så kan du faktisk lave nogle fine ting, du bliver rigtig glad for. Jeg er selv lykkelig for et keramikfad, jeg malede sidste år og ikke mindst for min den halskæde, jeg har lavet, som sjældent forlader min hals. Desuden er det også en oplagt gaveidé. Jeg er selv stor fan af at få og give oplevelser i gave, fordi det skaber meget bedre minder, end endnu en t-shirt eller parfume gør. Idéen om gavekort til en af nedenstående kreative caféer er hermed givet videre

Her er tre skønne kreative caféer i København, hvor du kan udfolde dig kreativt

Lav din egen keramik hos Let’s Clay

Midt på Vesterbro ligger Let’s Clay, et skønt kreativt ler-værksted, der tilbyder forskellige aktiviteter med udgangspunkt i ler. Aktiviteterne spænder fra kurser hvor du lærer at lave ler på drejeskiver, til hvordan du laver din egen glaze til at glasere dit færdige ler-produkt eller aktiviteten, der hedder “Let’s make a mug”.

Jeg var selv til dette hold. Her blev jeg og holdets tre andre deltagere budt på kaffe, te og nogle snacks. Herefter skulle vi vælge en af de flotte kopper, som Let’s Clay allerede har drejet i forskellige størrelser og former. Kopperne var holdt bløde nok til, at vi kunne personliggøre dem præcis som vi ville og fx tilføje en hank.Herefter gik kurset for alvor i gang, hvor vi fik kyndig vejledning om de forskellige metoder til at personliggøre kopperne. Her sætter kun fantasien grænser, for Let’s Clay tilbyder diverse værktøjer og remedier til at gøre kopperne helt fine og unikke med indgraveringer, bogstaver, tilføjelse af ler og så videre. Efter lidt kreativ tænkningstid gik jeg selv efter et design inspireret af nogle af de andre kopper, som dygtige deltagere hos Let’s Clay har lavet. Det blev til en kop med roser i 3D-stil.

Jeg holder så meget af den flow-stemning, man kommer i, når man går i dybden med kreative udfoldelser. Hvis du vil lege med ler, blive dygtigere til det og skabe dit helt eget keramik, så kan jeg anbefale dig en tur forbi de søde og dygtige ler-entusiaster hos Let’s Clay.

Let’s Clay
Valdemarsgade 40
1665 Copenhagen V

Lav dine egne smykker hos Smykbar

Smykbar er et af Københavns nyeste skud på stammen, når det kommer til krea-caféer. Som navnet antyder, er Smykbar en café og smykkeværksted i et. Her kan du droppe forbi uden at booke bord (men du kan selvfølgelig også booke på forhånd, hvis du har lyst – det er en god idé, hvis du vil forbi i weekenden). Det skønne er dog, at der er plads til, at du blot kan stikke hovedet ind, hvis du pludselig får lyst til at drikke en kop kaffe og lave et smykke. Meget low-key.

Hos Smykbar koster det 149 kr. at lave et armbånd og 199 kr. at lave en halskæde. Vil du have smukke ferskvandsperler på, kan du også tilkøbe det, så du kan lave lige det smykke, du drømmer om. Dertil kan du bestille lækker kaffe, gode sodavand og chailatte eller varm kakao. Du får så et smykkekit med tang og tråd samt et kæmpe udvalg af perler med ned til dit bord. Så er du klar-parat til at gå i gang med smykkeproduceringen.

Smykbar er skønt indrettet, og så emmer der af ro og plads til kreativitet. Jeg hev to veninder med mig, og vi brugte så to timer med delvis hyggesnak og dyb koncentration, mens vi lavede hver vores smukke halskæde. Vi blev enige om, at vi ville igen snart og udvide sortimentet af hjemmelavede smykker. Næste gang står den på armbånd.

Udover “drop in-smykkerne”, som er de smykker, du kan lave uden at bestille bord, så inviterer Smykbar også på workshops. Her kan du lære at lave de mere komplicerede smykker under kyndig vejledning fra dygtige Noah, der ejer Smykbar sammen med sin mor, Nina.

Smykbar
Gammel Kongevej 152A
1850 Frederiksberg C

Smykbar ligger også på Østerbro, i Odense og Aarhus.

Mal dit eget keramik hos Creative Space

Sidst men ikke mindst har vi Creative Space, der efterhånden er blevet en klassiker, som mange kender til. Her kan du male dit eget keramik. Du vælger selv keramik ud fra deres kæmpe udvalg. Du kan male julekugler, skåle, kopper, tallerkener, fade, tepotter – kun fantasien sætter grænser. Faktisk byder Creative Space på mere end 300 produkter, du kan male. Du kan se oversigten og priser her. Herefter får du en kort introduktion til, hvordan du maler og vælger farver. Så er det ellers bare om at lade kreativiteten komme til.

Jeg malede et fad sidste år, som jeg er blevet så glad for. Creative Space er populært, så du skal bestille bord for at komme til. Et andet tip er desuden at tænke lidt over, hvad du har lyst til at lave på forhånd. Du kan få masser af inspiration på Creative Spaces Instagram. På den måde udnytter du tiden optimalt til at male, når du ankommer til Creative Space, hvis du på forhånd ved, hvad du gerne vil lave. Når du har malet dit keramik færdigt, sørger Creative Space for at brænde det, og du får så besked, når du kan hente dit færdige mesterværk.

Creative Space
(Ligger også på Østerbro, i Aarhus og Odense)
Gammel Kongevej 154
1850 Frederiksberg C

Jeg håber, at denne guide til de kreative caféer kan inspirere dig til nye, dejlige oplevelser og ikke mindst lysten til at udfolde sig kreativt.

2 comments

    1. Hej Line, tak for din kommentar. Jeg har netop opdateret indlægget, der oprindeligt blev skrevet i december 2020. Tak fordi du påpegede det 🙂

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.