Indlægget indeholder reklame
Jeg hungrer altid efter nye oplevelser. Og jeg kan ikke være den eneste. Her kommer de kreative caféer ind i billedet. Jeg har fundet den perfekte opskrift på problemet, som næsten giver den samme indsprøjtning med nye oplevelser og energi, som en forlænget weekend i Paris kan gøre det.
Opskriften? Tag en du holder af under armen og hop forbi en af Københavns kreative oaser, hvor du kan udfolde dig kreativt. Det kan virkelig anbefales – både fordi det er en skøn oplevelse. At udfolde sig kreativt er sundt for krop og sjæl. Og så kan du faktisk lave nogle fine ting, du bliver rigtig glad for. Jeg er selv lykkelig for et keramikfad, jeg malede sidste år og ikke mindst for min den halskæde, jeg har lavet, som sjældent forlader min hals. Desuden er det også en oplagt gaveidé. Jeg er selv stor fan af at få og give oplevelser i gave, fordi det skaber meget bedre minder, end endnu en t-shirt eller parfume gør. Idéen om gavekort til en af nedenstående kreative caféer er hermed givet videre 🎁
Her er tre skønne kreative caféer i København, hvor du kan udfolde dig kreativt
Lav din egen keramik, strik, smykker og malerier hos The Fiddlery
Midt på Østerbro er The Fiddlery, et kæmpe krea-univers, åbnet. Her er der en lang række værksteder, hvor man kan boltre sig i kreativitet. Du kan lave ler. Du kan designe dine egne smykker. Du kan hygge dig med strik og garn i strikkehulen. Du kan gå i krig med at brodere. Og du kan male færdiglavet keramik. Jeg brugte en hyggelig lørdag her, hvor jeg både fik givet mig i kast med at lave en ny kop til samlingen, som jeg senere skal hen og glasere, og så fik jeg lavet et fint smykke. Det er skønt at slå hovedet fra og få lov at være kreativ, og det kan man i den grad hos The Fiddlery.
Det store krea-hus, der udgør The Fiddlery, tilbyder, at man kan blive medlem. Så betaler du et fast beløb hver måned, og du har så ubegrænset adgang til at boltre dig i alle værkstederne lige så tosset, du vil. Du kan også betale for et dagspas, hvorefter du får fri adgang til værkstederne. Se denne reels på Instagram jeg lavede om mit besøg på The Fiddlery.
The Fiddlery
Ryesgade 113
2100 KBH Ø
Lav dine egne smykker hos Smykbar
Smykbar er et af Københavns nyeste skud på stammen, når det kommer til krea-caféer. Som navnet antyder, er Smykbar en café og smykkeværksted i et. Her kan du droppe forbi uden at booke bord (men du kan selvfølgelig også booke på forhånd, hvis du har lyst – det er en god idé, hvis du vil forbi i weekenden). Det skønne er dog, at der er plads til, at du blot kan stikke hovedet ind, hvis du pludselig får lyst til at drikke en kop kaffe og lave et smykke. Meget low-key.
Hos Smykbar koster det 149 kr. at lave et armbånd og 199 kr. at lave en halskæde. Vil du have smukke ferskvandsperler på, kan du også tilkøbe det, så du kan lave lige det smykke, du drømmer om. Dertil kan du bestille lækker kaffe, gode sodavand og chailatte eller varm kakao. Du får så et smykkekit med tang og tråd samt et kæmpe udvalg af perler med ned til dit bord. Så er du klar-parat til at gå i gang med smykkeproduceringen.
Smykbar er skønt indrettet, og så emmer der af ro og plads til kreativitet. Jeg hev to veninder med mig, og vi brugte så to timer med delvis hyggesnak og dyb koncentration, mens vi lavede hver vores smukke halskæde. Vi blev enige om, at vi ville igen snart og udvide sortimentet af hjemmelavede smykker. Næste gang står den på armbånd.
Udover “drop in-smykkerne”, som er de smykker, du kan lave uden at bestille bord, så inviterer Smykbar også på workshops. Her kan du lære at lave de mere komplicerede smykker under kyndig vejledning fra dygtige Noah, der ejer Smykbar sammen med sin mor, Nina.
Smykbar
Gammel Kongevej 152A
1850 Frederiksberg C
Smykbar åbner også på Østerbro i sommeren 2022
Mal dit eget keramik hos Creative Space
Sidst men ikke mindst har vi Creative Space, der efterhånden er blevet en klassiker, som mange kender til. Her kan du male dit eget keramik. Du vælger selv keramik ud fra deres kæmpe udvalg. Du kan male julekugler, skåle, kopper, tallerkener, fade, tepotter – kun fantasien sætter grænser. Faktisk byder Creative Space på mere end 300 produkter, du kan male. Du kan se oversigten og priser her. Herefter får du en kort introduktion til, hvordan du maler og vælger farver. Så er det ellers bare om at lade kreativiteten komme til.
Jeg malede et fad sidste år, som jeg er blevet så glad for. Creative Space er populært, så du skal bestille bord for at komme til. Et andet tip er desuden at tænke lidt over, hvad du har lyst til at lave på forhånd. Du kan få masser af inspiration på Creative Spaces Instagram. På den måde udnytter du tiden optimalt til at male, når du ankommer til Creative Space, hvis du på forhånd ved, hvad du gerne vil lave. Når du har malet dit keramik færdigt, sørger Creative Space for at brænde det, og du får så besked, når du kan hente dit færdige mesterværk.
Creative Space
(Ligger også på Østerbro, i Aarhus og Odense)
Gammel Kongevej 154
1850 Frederiksberg C
Jeg håber, at denne guide til de kreative caféer kan inspirere dig til nye, dejlige oplevelser og ikke mindst lysten til at udfolde sig kreativt.
Coronatider og juletider? måske lidt for sent på den
Hej Line, tak for din kommentar. Jeg har netop opdateret indlægget, der oprindeligt blev skrevet i december 2020. Tak fordi du påpegede det 🙂