Den store guide til Ærø

Er Ærø Danmarks fineste ø? Jeg tror det. 

Ærø er et magisk sted. En ø, der får dine skuldre til at sænke sig, så snart du ankommer med færgen. Øens trækplaster er den 750 år gamle købstad, Ærøskøbing, der er spækket med yndige pastelfarvede huse, der får dig til at føle, at du går rundt i et levende eventyr. Udover nuttede huse i pastelfarver, brostensbelagte gader og smuk natur, er der også dejlige steder, du skal lægge vejen forbi. 

I denne guide deler jeg de dejlige oplevelser, jeg havde, da jeg besøgte Ærø over påsken, og som jeg også tror, du vil nyde. Her får du ideer til, hvor du skal overnatte, hvor du skal spise og hvad du skal opleve. Og måske vigtigst af alt – rigtig mange dejlige steder at spise kage. 

Artiklen er skrevet i samarbejde med Visit Ærø. 

Facts om Ærø

På Ærø kan du blandt andet besøge Ærøskøbing, som er Danmarks mest velbevarede købstad fra 1700-tallet. Og så har byen mere end 750 år på bagen. Som jeg nævnte i indledningen, føles det som at være statist i et eventyr at gå rundt i byen. Ud over den gamle by, trækker Ærøs historie tråde tilbage til istiden for 10.000 år siden, og der er fundet levn fra befolkninger fra omkring 4.000 år tilbage. 

Ærø er 88 km² – et abstrakt tal. Mere præcist er øen cirka 30 kilometer lang og 8 kilometer bred på det bredeste sted. Så er øen unik ved at være sin helt egen ø-kommune med omkring 6.000 fastboende. Ærø har også de seneste år fået mere opmærksomhed, blandt andet gennem bogen, Ærø Manifestet, og gennem de fine steder, som nytilflyttere åbner, efter de er blevet forelskede i Ærø og beslutter sig for at flytte til øen.

Der er god grund til at besøge Ærø hele året rundt 

De danske øer blomstrer typisk op om sommeren – og med god grund. Der er noget magisk ved den danske sommer, nyde synet af stokroser, der er sprunget ud i et væld af farver og kigge op på en blå himmel, der giver følelsen af, at sommeren varer for evigt. Ikke desto mindre er der masser af gode grunde til at besøge øen på andre tider af året. Jeg var selv forbi i påsken, og det var ualmindeligt hyggeligt. Øen er mindre turistet, der er flere lokale oplevelser, og så inviterer det lavere tempo på ro og fordybelse, så skuldrene virkelig kan falde ned. 

Her kan du finde gode tips til, hvad du kan lave i de forskellige sæsoner på Ærø – og få alle de gode grunde til at besøge øen i de forskellige sæsoner serveret. 

Guide til sommer på Ærø

Guide til efterår på Ærø

Guide til vinter på Ærø

Guide til forår på Ærø

Hvordan kommer du til Ærø? 

Alle veje fører til Ærø, har jeg næsten lyst til at skrive. Spøg til side, men der er noget om snakken. Ærø er omringet af vand, så du skal ud og sejle. Der er så den bonus, at færgeoverfarten er smuk, og på en time og 15 minutter (såfremt du tager overfarten Svendborg-Ærøskøbing) bliver du sejlet igennem det fine Sydfynske øhav, der inkluderer mere end 55 småøer. 

Færge til Ærø

Der er flere færgeruter til Ærø med daglige afgange. Disse er:

  • Langeland (Rudkøbing) til Marstal på Ærø
  • Svendborg (Fyn) til Ærøskøbing på Ærø
  • Fynshav/Als til Søby på Ærø
  • Faaborg (Fyn) til Søby på Ærø

Alt efter hvor du rejser til Ærø fra i Danmark, kan du finde den passende færgeafgang her

Min egen rute fra København gik i bil fra København til Svendborg og så med færgen fra Svendborg til Ærøskøbing. På vej over Fyn stoppede vi i Odense for at spise frokost, og i Svendborg fik vi kaffe og kage, mens vi ventede på færgen. 

Tip! Jeg skriver hippe rejseguides til en masse destinationer rundt om i verden, der giver dig de bedste tips til hvor du skal spise, hvad du skal opleve, og hvor du skal drikke kaffe. Find dem her.

Tag til Ærø uden bil

I Svendborg efterlod vi bilen på en stor parkeringsplads i Svendborg havn, hvor det er gratis at parkere, hvis man skal med en færge uden sin bil. Man kan nemlig sagtens besøge Ærø uden bil. Enten ved at tage din cykel med på færgen (det gjorde vi og det kostede 40 kroner pr. cykel). På Ærø er der masser af muligheder for at leje cykler – find et overblik over cykeludlejning her. Alternativt er der busser på Ærø, der er ganske gratis at hoppe på. Busserne kører en gang i timen mellem de tre byer, Søby, Ærøskøbing og Marstal og fungerer upåklageligt. 

Du kan også hoppe på færgen på gåben og leje cykler på øen eller blot hoppe på øens gratisbusser, der kører cirka en gang i timen og året rundt. Så kommer du både frem og kan nyde synet af Ærøs smukke landskab, der suser forbi. Visit Ærø skriver endda, at selvom der er officielle busstop på ruten, kan man sagtens bede buschaufføren om at stå af, hvis man vil af et bestemt sted. Her er bussens køreplan for 2025

For mig var det skønt at opleve Ærø uden bil og på en mere bæredygtig måde. Det gav en anden form for frihed, det var hyggeligt at tage bussen med lokale og en smuk oplevelse at opleve øen på cykel. Det er desuden en langt billig oplevelse at tage færgen uden bil.

Her skal du bo på Ærø

Der er mange skønne måder at overnatte på, på Ærø. Find et overblik over hoteller, sommerhuse, glampingtelte og ferielejligheder her. På Visit Ærøs hjemmeside kan du også finde et samlet overblik over overnatningsmuligheder, der inkluderer gode tips til campingpladser og skjulte perler. 

Arnfeldt Hotel og Restaurant i Ærøskøbing

Midt i Ærøskøbing med kig til havnen mod den ene side, ligger et smukt, gult byhus. Det hedder Arnfeldt Hotel og Restaurant, som har seks smukke værelser hver især med forskellig indretning og desuden en vidunderlig restaurant. Her skal du booke din overnatning på Ærø, nyde roen og de bløde dyner. Om morgenen skal du stå op til den lækreste morgenmad med levende lys til tonerne af fransk, romantisk musik, der sætter stemningen. 

Om aftenen skal du booke bord i hos Arnfeldts restaurant og nyde deres fine dining experience, der blander delikatesser af alt, hvad der kan høstes og plukkes på Ærø med inspiration fra fransk og sydamerikansk køkken. Den søde tjener fortæller, at du nu skal spise en ret, der er lavet med gulerødder, der er blevet fermenteret for et år siden. Eller bær, der er plukket forrige sommer, blevet syltet, og nu giver skønne smage til din dessert. 

Der er lagt kærlighed, passion og hjerte i alt hos Arnfeldt, og det kan man tydeligt mærke. Hotellet er ejet og drevet af parret, Manja og Ariel, der er henholdvis dansk og fransk, og denne skønne kombination og ikke mindst passion for at drive hotel og restaurant skinner klart igennem deres værtskab. Her er så skønt på alle leder og kanter, og restauranten er en helt særlig kulinarisk oplevelse.

Ps. Når Manja og Ariel ikke er på Ærø, tager de Arnfeldt med til København, hvor de har restauranten Arnfeldt på Willemoesgade på Østerbro. Kan du ikke nå hele vejen til Ærø, kan jeg anbefale, at du besøger dem til middag på Østerbro. 

The Monica i Ærøskøbing

Har du dybe lommer, kan du booke en nat hos The Monica. Her er meget smukke værelser og indretning, og du kan desuden leje hele byhuset. The Monica består også af en fin butik, hvor du kan købe babytøj i cashmere, indretningsartikler og lækkert tøj fra blandt andet Skall Studio. The Monica, som er drevet af Monica, byder også på mad – eksempelvis kan du komme forbi til Afternoon Tea. Skriv til hende direkte for at aftale og booke

Aggershøj Pensionat ved Marstal

Tæt på Marstal ligger Aggershøj Pensionat, åbnet af et ægtepar, der også selv bor i det smukke, eventyrlige hus fra 1908 med et helt specielt spir. Huset har 10 gæsteværelser og desuden en stueetage med masser af plads til ophold og hygge, hvor du kan lounge i Aggershøjs bløde sofaer.

Glamping eller bo i en husvogn 

Der er mange skønne overnatningsmuligheder på Ærø. Vil du tættere på naturen, kan du også booke en overnatning i et glampingtelt hos Teglværkspladsen. Udover glamping er der sjove aktiviteter hos Teglværkspladsen. Du kan stå på SUP, gå i sauna og vildmarksbad eller sejle kajak. Det ser ret skønt ud. Et andet godt bud på overnatning på Ærø er i de fine husvogne hos Henne, Gas & Co. Her har de to fint indrettede husvogne i forskellige størrelser. 

Her skal du spise på Ærø 

Restauranter, caféer og bagerier i Ærøskøbing

Franz Brød er et lokalt og økologisk mikrobageri, der ligger i en af Ærøs smukke brostensbelagte gader. Franz er navnet på bageriets surdej, så meget passende, skulle bageriet opkaldes efter hele grundlaget for stedet. Brødet og bagværket hos Franz Brød er så godt, at man som københavner slet ikke savner den høje surdejskvalitet, jeg er forkælet med i min hjemby. Her er tebirkes, surdejsbrød, croissanter, og det hele smager, så englene synger.

Arnfeldt Restaurant – måske nok øens absolut bedste restaurant. Jeg har beskrevet den i afsnittet om hoteller, men en ting er sikkert. Du skal booke et bord her, for denne vidunderlige restaurant må du ikke gå glip af. Her får du en uovertruffen kulinarisk oplevelse. Jeg drømmer stadig om den taco-servering og den forfinede tartelet med jomfruhummer, jeg spiste her. 

Ærøskøbing Bageri er byens mere traditionelle bageri, men som byder på alle de gode gamle kager – sveskesnitter, hindbærsnitter, cremelinser (min yndlings!!!) og alle de andre gode.

Den Gamle Købmandsgård – café og købmandsbutik i en, hvor du kan shoppe amok i alle Ærøs lækre specialiteter, øl, lakrids, chokolade, pesto, sennep – her kunne jeg virkelig have købt mig fattig i gode sager. Som café serverer de kage, øl, kaffe og lette frokostretter.

Den Hemmelige Café nåede jeg ikke forbi, men rygtet siger, at de har gode kager, som kan nydes i caféens yndige baghave. 

Arrebo – Hos Arrebo, byens værtshus, kan du få øl og stemning. Her var pakket i påsken, fordi alle, der har rødder på øen, kommer hjem på besøg og mange af dem mødes så over en ø på Arrebo. 

Ærøskøbing Is – på byens fine torv ligger den lille lyserøde isbar, hvor du kan nyde kaffe og lækker is. Jeg er sikker på, at der er kø foran isbutikken , når solen skinner på en varm sommerdag. 

Spisesteder i Marstal

Prinsebroen – øens bedste røgeri i Marstal Havn hvor den står på røget fisk i lange baner. Hos Prinsebroen serverer de også lækre fiskeplatter med et udvalg af god fisk, som er oplagte at dele. 

Marstang Cafe / Marstang Mad og vin – her skal jeg også forbi, næste gang jeg er i Marstal, for her var regnvejrslukket, da jeg var forbi. Jeg tør alligevel godt at inkludere stederne i min guide, for jeg fik dem anbefalet af flere. Så faldt jeg over et billede af deres fastelavnsboller. De så også så smukke ud, at jeg klart vil forbi næste gang, jeg besøger øen. Måske endda til fastelavn? 

Det skal du opleve på Ærø

De yndige badehuse

Et besøg på Ærø er ikke fuldent, uden du har nydt synet af de nuttede badehuse, der pryder øen flere steder. De første badehuse dukkede op på øen i 1920´erne og blev brugt som omklædningsrum, mens andre brugte dem som minisommerhuse. 

I dag er de, omtrent, 100 badehuse på Ærø enormt eftertragtede, og man skal grave dybt for at blive ejer af et af dem. Husene går oftest i arv, men må gerne sælges den dag i dag. De koster oftest på den anden side af 200.000 kroner. Der er tilmed skrappe regler for husene. Der må ikke bygges hverken udbygninger eller tilbydninger på dem. Og der må ikke installeres el eller vand. 

Ærø Soap Company – Der bliver produceret mange gode ting og specialiteter på Ærø, og øen står for kvalitet. Et af de steder, hvor ildsjæle har produktion, er hos Ærø Soap Company. Her er der lagt sjæl og hjerte i den naturlige og bæredygtige sæbeproduktion, der bruger ærøske dufte, ler, urter og planter til at lave lækre, økologiske skønhedsprodukter. 

Ærø Bryggeri – Midt på Øen ligger Ærø Bryggeri, hvor der produceres gode øl. Dem kan du smage og købe her, og så har bryggeriet også åbent som spisested over sommeren, hvor du kan få frokost. Du kan også komme forbi til ølsmagning. 

Ærø Museum er et fint museum på to etager, der fortæller om øens historie. Museet ligger i Ærøskøbings smukke gamle landfogedgård fra 1775. Her kan du gå på opdagelse og blive klogere på Ærøs helt særlige historie fra hundredvis af år tilbage frem til i dag. 

Blåbær Gårdbutik – På den fineste gård i udkanten af Ærøskøbing kan du gå på shopping i de smukke nyrenoverede lader, der udgør Blåbær Gårdbutik. Her er nuttede ting til børn, lækre boligartikler, skønhedsprodukter og ærøske madspecialiteter. Sig også hej til de søde grise og heste, der bor på gården. 

Shopping i Ærøskøbing – der ligger mange hyggelige og fine butikker i Ærøskøbing. Dem falder du over, når du slentrer rundt i de fine gader. Creutz Boghandel er en af dem. Her kan du finde godt læsestof til børn og voksne.

Hav en skøn tur til Ærø

Da jeg delte mine oplevelser fra Ærø på Instagram, blev det hurtigt tydeligt, hvor mange af jer der allerede elsker øen. Og hvor mange der drømmer om at opleve den. Jeg blev selv forelsket i Ærø nærmest i samme øjeblik, jeg trådte af færgen. Man mærker straks, at øen er noget særligt.

Øen emmer af kærlighed fra både dem, der er vokset op her, og dem, der er kommet på besøg, er blevet betaget – og siden er blevet hængende som tilflyttere. Det er med til at forme den varme, åbne stemning, som man møder overalt. De ildsjæle, der er med til at forme ø-livet. Ærø er fuld af små, store og særlige oplevelser, skabt og delt af de mennesker, der kalder øen for deres hjem. Jeg håber, at min guide kan inspirere dig til at opleve øen på din egen måde

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.