Guide: 5 steder du skal besøge på Islands Brygge og Amagerfælled

Vi er netop blevet de heldige ejere af en Christiania-cykel med motor, og den indbyder til så meget sjov. Vi indviede cyklen sidste weekenden og cyklede over cykelbroen bag Fisketorvet for at tage på opdagelse på Islands Brygge og Amagerfælled, to områder som jeg ikke kender særlig godt. Ægte bro-barn her.

Det fik vi en skøn dag ud af, og jeg tænkte derfor, at det var oplagt at dele de steder, vi besøgte. Der er nok en del af os, der har brug for gode tips til #baredanmark og København, når vi er “tvunget” til at blive og bruge sommeren i det ganske land i år. Det kan heldigvis også noget, og det er sjovt at gå op opdagelse i sit eget land og i sin egen by. Jeg håber, at disse fem steder på Islands Brygge og Amagerfælled kan inspirere dig til fede, nye oplevelser.

Her er fem steder du skal besøge på Islands Brygge og Amagerfælled


1️⃣ Café Slusen – vandudsigt og lækker mad

Med Christiania-cyklen pakket og klar til en dags udforskning, var det første sted vi besøgte Café Slusen, hvor vi spiste morgenmad i solen.

På mange måder er dette spot Amagerfælleds udgave af populære La Banchina, der ligger på Refshaleøen. Caféen har til huse i et lille skur med smukke vinduer, der ligger med udsigt til Sjællandsbroen, Sluseholmen og nogle vidunderlige husbåde. Hos Café Slusen kan du nyde mange forskellige lækre fornødenheder. Fra god kaffe til is, sandwich, bolle med ost, skyr, vin, drinks og kage. Slå dig ned og nyd udsigten og den afslappede stemning.

2️⃣ Yndige huse i kolonihaveforeningen Nokken

Dette område på Amagerfælled er virkelig en lille perle. Der ligger den skønneste kolonihaveforening, hvor kolonihaverne kæmper om at være det yndigste eller mest kreative. Mange af kolonihus-perlerne minder om husene på Christiania, og på den anden side ligner det, at du er nået nordpå til et sommerhusområde, når du cykler rundt på de små stier mellem husene. Det føles i hvert fald ikke, som om du er midt i København.

Vi cyklede rundt blandt husene og drømte om, at et af dem var vores…

3️⃣ Sønderbro Købmand – Et lokalt spot

Når du har set nok af de skønne kolonihaver, er det oplagt at cykle forbi Sønderbro Købmand til endnu et pitstop for at opfylde energidepoterne. Sønderbro Købmand ligger midt på en græsplæne, er et rigtigt lokalt spot, hvor kolonihaveejerne holder til. Her kan du få dagens ret, som oftest er en klassiker fra det danske køkken. Du kan også få smørrebrød, hjemmebagt kage, slik og drikkevarer. Vi nød en sodavand i solen, mens vi samlede kræfter til vores videre færd.


4️⃣ Et dyp i Havnevigen 

På vores vej tilbage mod “civilisationen”, cyklede vi forbi Havnevigen, et sted jeg slet ikke kendte til. Det var helt fantastisk! Mellem alle de nybyggede huse og lejligheder på Islandsbrygge er der bygget et bad, der ligner en strand. Her alle er velkomne. Det er byfornyelse, når det er bedst, og endnu et bevis på hvor dygtig København er til nybyg, hvor man har indtænkt bæredygtighed, sundhed, sjov og leg.

De moderne byhuse på den ene side af Havneviden har badebroer og badestiger, der går direkte ned i badet – sikke et sted at bo! Næste gang vi cykler til Havnevigen husker vi vores badetøj, og så vil jeg også gerne besøge Café Nöa’h, der ligger lige ved Havnevigens strand. Der så ret hyggeligt ud.

5️⃣ En klassiker på Islands Brygge – Il Buco 

Du kender sikkert Il Buco i forvejen – og hvis ikke, så er det på tide! Il Buco holder til i en gammel, interimistisk københavnerbaggård. Her er åbent dagen lang til morgenmad, frokost og italiensk-inspireret middag lavet af økologiske og bæredygtige råvarer. Jeg er især fan af deres croissanter, som klart er en af Københavns bedste af slagsen. Il Buco er desuden søster til La Banchina.

Hermed fem spots du bør opleve på Islands Brygge og Amagerfælled. Husk badetøj, solcreme, godt humør og en cykel.

 

2 comments

  1. Hej Caroline!

    Ikke lige så mega relevant til dette post, men jeg har lige set på pinterest, at du er din kæreste har lavet en seng af nordli-kommoder. Har I tilfældigvis lavet en guide til det?

    1. Hej Ida! Har desværre ikke en guide, men jeg har simpelthen skruet rafter ind i væggen til at lave en ramme, lagt paller oven på og så madras øverst og så sat Nordli-kommoden under. Håber det giver mening 🙂

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.