Den ultimative guide til Mykonos

Guide til Mykonos. Jeg har netop tilbragt en uge på den skønne græske ø, Mykonos. Det var en skøn tur, og egentlig nok også den mest afslappede ferie, jeg nogensinde har været på. Jeg er vant til at fare rundt, opdage skjulte perler og omveje, når jeg er ude at rejse. Mykonos var udelukkende dasen i solen, et hop i havet, lækre middage og fest med venner og bekendte. Jeg boede på Soho Roc House, og der var vidunderligt.

Mykonos er fantastisk smukt, og øen lægger op til ren afslapning, for der er ikke vanvittigt meget at lave. Er du til sol og strand, lækre hoteller, beach clubs og restauranter, så er Mykonos lige noget for dig. På trods af at jeg ikke var den perfekte turist på min græske ø-ferie, har jeg alligevel strikket en lille guide til Mykonos sammen. Her kan du læse, hvilke restauranter og caféer, du bør besøge. Hvilke beach clubs du skal dase ved. Og ikke mindst lidt kultur, hvilke seværdigheder og steder, du ikke bør snyde dig selv for. Nyd min guide til Mykonos!

Tip! Jeg skriver hippe rejseguides til en masse destinationer rundt i verden,
der giver dig de bedste tips til hvor du skal spise,
hvad du skal opleve, og hvor du skal drikke kaffe. Find dem her.

Det skal du vide om Mykonos

Mykonos er et europæisk hotspot a la Saint Tropez, Cannes og Nice. Jetsetterfolket kommer her, og det betyder, at her er dyrt, og priserne er skruet gevaldigt op. Det er rart at vide på forhånd, så du ikke får et chok, når restaurantregningen kommer. Det gjorde jeg nemlig.

Derudover er Mykonos en party-ø, elsket af kendisser såsom Lindsay Lohan, der endda har sin egen beach club på øen, og ikke mindst homoseksuelle, der ynder at besøge øen til fest og farver i august.

Øen er populær, og det betyder, at du gør klogt i at reservere bord, når du vil besøge restauranter og beach clubs.

Der er offentlig transport i form af busser, der kører øen rundt cirka en gang i timen per rute. Det koster 1,8€ at komme med. Derudover er det nemt at komme rundt i taxa, men det koster dog mellem 20-40€ per tur, så det løber hurtigt op. Hvis jeg skal til Mykonos igen, vil jeg nok kigge på at leje en bil, fordi det vil være sjovt at opdage øen på egen hånd.

Her skal du overnatte på Mykonos

Om du er til strandhotel, byhotel eller bed and breakfast, så har Mykonos skønne overnatningsmuligheder. Find en oversigt her. (reklamelink)

Restauranter & caféer

Gioras Wood Medieval Mykonian Bakery

Midt i Oldtown Chora ligger Gioras, et bageri og café, der har over 200 år på bagen. Her kan du smage på græsk stemning, kultur og bagekunst fra både det søde og det salte køkken. Smag traditionel baklava, en kage, der er så sød, at det smager som om, den er tabt langt ned i sukkerskålen. Eller prøv spinat og feta-gozleme indbagt i filo-dej. Nam!

Avra

Det mest fantastiske ved Avra er nok restaurantens gårdhave. Her sidder de spisende gæster under en blomsterhimmel, og der er noget så romantisk. Maden er græsk, og oplevelsen er autentisk.

Nikolas Seafood Taverna

Restaurant lige ved stranden ved siden af den kendte club og restaurant, Scorpios. Her får du autentisk, græsk mad med fokus på fisk, der bliver serveret på stranden. Her er direkte udsigt til solnedgangen, og det er ret magisk at spise på stranden foran den udsigt.

Scorpios

Er måske et af de mest populære og hypede steder på øen og med god grund. Scorpios ligger på en kæmpe grund, hvor beachclub møder strandbar møder restaurant. Her er åbent dag og nat, og du kan komme til sol og strandhygge i løbet af dagen og middag, drinks og fest i løbet af aftenen. Indretningen er gennemført græsk, ø-agtig og rustik i brune farver og hør som materiale. Menuen er lækker og byder på græske retter med et moderne twist.

Spilia

Restaurantens beliggenhed er helt vidunderlig på en naturlig klippeside langs havet og endda med klippegrotter, hvor du kan sidde. Menuen byder på mykonoske (myconian) retter med fokus på frisk fisk fra havet. Restauranten er en Mykonos-klassiker, for den har ligget her i mere end 30 år.

Farma

Denne farm-to-table restaurant nåede jeg desværre ikke forbi, fordi den var lukket grundet corona-omstændigheder. Øv! Men som min mor siger, skal man altid have en god grund til at komme tilbage, og et besøg på denne restaurant kan jo så passende være min grund. Maden er sæsonbetonet og fokuserer på lokale retter, grøntsager og friskfanget fisk, og så er der noget så Instagram-venligt med havudsigt og lanterner.

Kastro’s Restaurant

Ligger i Little Venice-delen af Mykonos Town direkte ved vandet. Det betyder, at du bogstavelig talt sidder ved vandkanten, mens du får serveret lækker Middelhavsmad og drikke.

180 Sunset Bar

Byder på den ultimative udsigt over Mykonos Town og den magiske solnedgang. Her er dækket op med kelimpuder, så du kan sætte dig godt til rette, mens du nyder gode drinsk og udsigten. Her er ultra Instagram-venligt.

Det er værd at opleve

Chora, Mykonos Town er byens største by. Her er små, smalle gyder, de klassiske hvide og yderst fotoegene græske huse, skønne butikker der sælger fint design og hørtøj i alle afskygninger. Du kan virkelig gå på opdagelse i de små gader og suge stemningen til dig. Her ligger også high end butikker såsom Dior og Louis Vuitton, og det er nemt at købe sig fattig i det gode shoppingudvalg.

De gamle vindmøller i Mykonos Town er en af de kendte seværdigheder på øen. Vindmøllerne stammer fra 1500-tallet, og de er helt unikke og fine som baggrund på billeder. Little Venice ligger også i Mykonos Town, og udsigten over bydelen er skøn.

Nammos Village er et spøjst sted. Det er en ny, lille by, der er bygget, så den matcher øens stil med smukke, hvide huse, men den er topmoderne. Nammos er næsten som et storcenter under åben himmel, hvor du kun finder de dyreste brands, fra Gucci til Dior og Louis Vuitton. Når man så finder ud af, at Nammos Village også ligger i United Arab Emirates, giver det hele mening. Bydelen er et besøg værd, hvis du er til high end fashion.

Delos, fantastisk verdenskulturarv

Delos er en ø, så det kræver en bådtur at opleve øen, der byder på arkæologiske vidundere. Grækerne mener, at øen er det mest værdifulde og fantastiske arkæologiske fund efter Akropolis i Athen. Apollo og Artemis siges at være født her. Øen er bygget som en by, der fungerede som et religiøst centrum i oldtiden. Er du interesseret i græsk historie, så er du kommet til det rigtige sted. Hele øen er på Unescos verdensarvsliste.

Beachclubs

Scorpios har jeg skrevet om ovenfor, og et besøg her er et must, hvis du er på Mykonos.

Alémagou

Ligger ved en lille, næsten hemmelig strand, hvor du kan dase dagen lang. Du kan også spise frokost og middag her og drikke skønne drinks. Jeg fik en lækker græsk salat, mens jeg nød udsigten over den lille strand og det smukke hav. Indretningen og stemningen er on point.

Jackie O’s

Ligner næsten, at den er skabt af Gaudi, den spanske kunstner, med hvide organiske former som trappe og pool. Poolen er endda en saltvands-en af slagsen. Strandbaren og -restauranten er et populært spot for homoseksuelle, og i højsæsonen er der drag queen-show en gang om ugen. Det betyder, at der er gang i den og fantastisk stemning.

Jeg håber, du kan bruge min guide til Mykonos, og så er det bare tilbage at ønske god tur ❤️

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.