Moin ihr Lieben und willkommen nach Flensburg – min guide til Flensborg! Lige over grænsen i vores store naboland ligger den skønne havneby Flensborg, der er en oplagt destination til en lille getaway fra Danmark. Det tager ikke mere end lidt over tre timer at komme til Flensborg fra København, men alligevel føles det helt eksotisk, og som om man er meget langt væk hjemmefra (på den gode måde). Det er den bedste indsprøjtning energi og rejsefornemmelse uden den store investering.
Jeg har netop været tre overnatninger i nabolandet for at skrive denne guide til Flensborg. Ikke nok med at det var skønt at finpudse mit tysk, så var det også dejligt at genopleve Flensborg, som altså er en by, der har masser at byde på. I denne ultimative guide til Flensborg har jeg samlet de bedste tips til, hvor du skal overnatte, hvor du skal drikke kaffe, hvor du skal spise og ikke mindst hvor du skal shoppe og hvad du skal opleve. Der er masser at tage sig til. Viel Spaß med denne guide til Flensborg!
Tip! Jeg skriver hippe rejseguides til en masse destinationer rundt i verden,
der giver dig de bedste tips til hvor du skal spise,
hvad du skal opleve, og hvor du skal drikke kaffe. Find dem her.
Her skal du bo i Flensborg – Hotel Hafen Flensburg
(annonce – Hotel Hafen Flensburg inviterede mig til at overnatte på deres hotel,
så jeg kunne skrive en god guide til Flensborg)
Hotel Hafen Flensburg er den perfekte baggrund for et par dages eventyr i Flensborg, for hotellet har alt, hvad du skal bruge for at nyde en lille ferie. Beliggenheden er spot on. Det ligger med udsigt til Flensborgs havn og fjord, hvor du både kan se byen på den anden side med et smukt kirketårn og Flensborg fjord. Derudover ligger hotellet i byens smørhul lige ved Flensborgs shoppe- og gågade, så du kan gå til alle de gode restauranter, caféer og seværdigheder. Desuden er Hotel Hafen Flensburg nabo til byens trækplaster, en yndig gammel gade med små, skæve bindingsværkshuse, Oluf-Samson-Gang, som også står beskrevet neden for i afsnittet “Det skal du opleve i Flensborg”.
Hotellet byder på en skøn morgenmadsbuffet, der har godter til både kødspisere og vegetarer. Der bliver serveret havremælk (hvilket er et kæmpe plus for mig!), pandekager, lækre røræg, skønne smørcroissanter, små desserter, frisk frugt og birchermüsli, en kold havregrød med frugt, som er en af mine yndlingsmorgenmadsretter fra Tyskland. Om aftenen inviterer hotellets restaurant Columbus på lækker tre-retters menu, og du kan også gå a la carte, hvis det er det, du drømmer om. Restaurant Columbus står også beskrevet nedenfor i afsnittet “Her skal du spise i Flensborg”. Restauranten er i den grad et besøg værd.
Andre overnatningsmuligheder i Flensborg
Skulle Hotel Hafen være fuldt booket, eller drømmer du om noget andet, kan du finde andre gode overnatningsmuligheder i Flensborg lige her. (reklamelink)
Skønne oplevelser på Hotel Hafen Flensburg
Værelserne på Hotel Hafen Flensburg er fine og indrettet i maritim stil med inspiration fra hjemstavnen Flensborg, som er en havneby. Jeg overnattede selv på et skønt og meget stort værelse med vandudsigt over byens fjord, hvor jeg især var forelsket i det kæmpe badeværelse prydet med marmor. Udover mere klassiske, omend meget store, hotelværelser, er hotellet også perfekt til børnefamilier eller længere ophold, fordi man kan booke hotellejligheder med flere værelser og køkken og vigtigst af alt, store bløde sofaer, så man virkelig kan føle sig hjemme.
Der er også andre dejlige faciliteter, der er med til at gøre hotelopholdet endnu bedre. En lounge, hvor man kan slå sig ned i de bløde gemakker, læse bøger fra hotellets minibibliotek eller få noget arbejde fra hånden. Der er et wellness-område, hvor man kan slænge sig i liggestolene, hoppe en tur i sauna, tage en tur på løbebåndet eller forkæle sig selv med en god massage, som desuden fås til en god pris.
Er vejret til det, byder Hotel Hafen Flensburg også på en skøn gårdhave, hvor jeg kan forestille mig, at der er helt vidunderligt om sommeren. Mange af hotellets søde ansatte taler desuden dansk. Det er en sjov oplevelse, for det er vist de færreste af os, der er vant til, at der bliver talt dansk til os i udlandet. På Hotel Hafen Flensburgs hjemmeside kan du finde meget mere information og ikke mindst inspiration til dit ophold i Flensborg.
Hotel Hafen Flensburg, Schiffbrücke 33, 24939 Flensburg
Her skal du spise i Flensborg
Weinstube – i en af Flensborgs yndige historiske gyde, Rote Straße, ligger Weinstube i de fineste bindingsværkshus, der er over 200 år gammelt. Weinstube er kendt for deres flammkuchen. Flammkuchen er tyskernes svar på en pizza lavet på helt tyndt og sprødt brød, der knaser en smule, smurt med tyk creme fraiche og toppet med forskellige lækre sager. Den klassiske udgave er med bacon og rødløg. Hos Weinstube fås et udvalg af forskellige flammkuchen. Jeg fik min med gedeost, dadler og valnødder, og det smagte skønt. Har du ikke prøvet den tyske specialitet endnu, så har du noget lækkert til gode! Flammkuchen hos Weinstube fungerer godt som en snack, hvis du deler én med din rejsemakker.
Weinstube, Rote Str. 24, 24937 Flensburg
Restaurant Columbus – Restaurant Columbus er Hotel Hafen Flensburgs hotelrestaurant, og er du til en lidt finere tre-retters middag, så er denne restaurant stedet for dig. Hos Restaurant Columbus kan du køre a la carte eller du kan sammensætte din egen tre-retters menu til enten 39€ eller 45€. Alle retterne er ligeså smukke, som de er velsmagende. Til forret kan du blandt andet få den fineste servering med gedeost og små svampe, der yndigt er placeret i hokkaidopuré, som stod de stadig i skovbunden.
Hovedretterne spænder fra serveringer med kød, den lækreste rødspættefilet, og på ægte tysk manér er der også lækre retter til vegetarer og veganere (deres veganerburger var et kæmpe hit!) og ikke mindst en fin menu til de små. Desserterne på menukortet er next level lækre. Jeg prøvede deres arme riddere, der egentlig ikke var mit førstevalg, men tjeneren overtalte mig, og det er jeg glad for, at hun gjorde. To små kager french toast style på en glohed pande serveret med salt karamel-is der bliver overhældt med lækker rom fra Flensburg. Tjeneren sætter så fut i retten, så den bliver flamberet. Ild i maden giver lige prikken over i’et til retten.
Restaurant Columbus, Schiffbrücke 33, 24939 Flensburg
Lykke Café & Bar – To minutters gang fra hotellet ligger Lykke, en hyggelig café, der serverer de smukkeste mader. En café der klart fortjener en plads i denne guide til Flensborg. Jeg nød selv et gedigent stykke surdejsbrød smurt med gedeost toppet med friske figner, valnødder, honning og spiselige blomster. Den var en himmerigsmundfuld både for øjet og maven. Udover denne smukke mad kan du også få en med porcheret æg, avocado, friskost og pesto eller røget laks. Kaffen er lækker, og desuden byder Lykke også på morgenmad, hvor du kan få yogurt, grød og acai-bowl.
Lykke Café & Bar, Norderstr. 109, 24939 Flensburg
Amir Bäckerei – Hvis du er til kikærter i alle afskygninger, så er Amirs Bageri the place to be. Her får du shawarma, falafel, hummus og andre godter, og så er maden næsten chokerende billig. Stemningen er skøn, og det er her de lokale, unge flensborgere kommer.
Amir Bäckerei, Neustadt 47, 24939 Flensburg
Følgende spisesteder ville jeg gerne have oplevet, men flere af dem havde vinterlukket, så dem har jeg til gode. Jeg vil dog gerne inkludere dem i guiden til Flensborg, så kan det være, at du kan nyde godt af tipsene.
Hafenküche – Et sted jeg fik anbefalet af mange lokale, der ligger lige ved havnen og skifter menu hver dag. Menuen fokuserer på frisk fisk og sæsonens grøntsager. På restaurantens Instagram ser retterne helt sublime ud. Jeg vil klart prioritere at opleve Hafenküche næste gang, jeg er i Flensborg.
Bens Fischhütte – I en lille fiskerhytte på havnen får du fischbrötchen, fisk i brød, som bliver kaldt byens bedste. Skulle eftersigende være et must i Flensborg.
Le Camping – En mere fine dining oplevelse med fokus på sæsonens grøntsager og høj kvalitet. Menuen sammensættes på ny for to dage ad gangen, kan ses på Le Campings hjemmeside og koster 67€.
Gudlak – Lige ude for Flensborg med udsigt til vandet og med udendørsservering på en badebro ligger Gudlak, der serverer smuk sushi og andre euro-asiatiske raffinerede retter såsom tun-steak, blæksprutte og laksetartar. Fisken kommer fra Flensborgs fiskemarked. Både retterne, beliggenheden og udsigten ser helt vidunderlige ud.
Strandgut – I en af Flensborgs hyggelige baggårde finder du Strandgut, et lille hyggeligt spiseri, der ligner noget fra Christiania med en menu der byder på friske salater med spændende grøntsager og supper af alle slags.
Her skal du drikke kaffe i Flensborg
Plan B Kaffebar – En hip kaffe der emmer af hygge. Her hænger de lokale flensborgere ud og vender verdenssituationen over en god kop kaffe, måske med et lækkert stykke kage til. Det overraskede mig, at jeg både fandt tebirkes og traumkuchen (drømmekage) i Plan Bs kageudvalg, så lidt dansk indflydelse har vi stadig på Schleswig-Holstein-egnen. Plan B ligger forresten for enden af den yndige gade Oluf-Samson-Gang, som er et must at besøge (se i afsnittet om Oplevelser i Flensborg).
Plan B Kaffebar, Norderstraße 46, 24939 Flensburg
Was Karl Mag – Lige overfor Plan B ligger endnu en skøn kaffebar, der har fin indretning, god kaffe, og de lækreste delikatesser, herunder skønt surdejsbrød. Delikatesseudvalget der inkluderer frisk pasta, ravioli og ost kan man tage med hjem. Uden at have prøvet det, tør jeg godt sige god for, at kvalitet og smag er helt i top.
Was Karl Mag, Norderstraße 48-50, 24939 Flensburg
Onoma Kaffe – I endnu en nuttet Flensborg-baggård ligger nyåbnede Onoma Kaffe, der er åbnet af tre venner, der har det tilfælles, at de elsker specialitetskaffe. Faktisk så meget at de selv rister den i deres café, der altså også inkluderer et kafferisteri. Det betyder, at kaffen er helt i top, og det samme er stemningen.
Onoma Kaffe, Große Straße 16A, 24937 Flensburg
Her skal du drikke kaffe (og spise kage) fortsat
Juicy Project – Juicy Project er et andet sted der nørder med deres kaffe. Her bliver der serveret kaffe uden espressomaskine, mælk og sukker, men i stedet på mere manuel maner med pour over-metoden. På den måde serverer Juicy Project kaffen med kaffen i centrum, så man virkelig kan smage kaffen og dens smagsnoter. I stedets udvalg af kaffebønner finder man blandt andet bønner fra danske La Cabra, og så bliver jeg næsten helt stolt. Juicy Project, der også sælger kunst og naturvin, ligger lige ved Weinstube for enden af den yndige gyde, Rote Straße.
Juicy Project, Rote Str. 22, 24937 Flensburg
Isa Café & Eis – Isa Café & Eis serverer, som navnet antyder, is, kaffe og kage, vafler og crepes. Det ligner på mange måder en café, der hører hjemme i Berlins Prenzlauer Berg område med et perfekt mismatch af loppemarkedsmøbler, friske blomster og hygge. Perfekt til et hvil, når du har gået Flensborgs gader tynde.
Isa Café & Eis, Norderstraße 77, 24939 Flensburg
Marien-Café – Jeg nåede ikke selv forbi Marien-Café, selvom den stod højt på listen. Så har jeg noget at se frem til næste gang, jeg besøger byen. Marien-café ligger i en villa, der inden for er prydet med keramik i alle afskygninger, der hænger fra loftet. Caféen serverer flødeskumskager i stor stil. Derudover kan du også få morgenmadsbrunch på tysk maner serveret i en smuk opsats på en stor tallerken. Det ligner, at man får en meget hyggelig oplevelse her.
Marien-Café, Ballastbrücke 22, 24937 Flensburg
Café Best Stuuv – En café der er indrettet som bedstemors stue med klunkemøbler og yndigt porcelæn. Du kan få morgenmad her, men jeg synes især, at deres kaffe og kage ser tiltalende ud.
Café Best Stuuv, Holm 66, 24937 Flensburg
Her skal du shoppe – Guide til Flensborg
DM – Ingen tur til Tyskland uden en tur i DM, en af Tysklands landsdækkende butikskæder. DM er som en kombination af Matas, Normal og din lokale helsebiks, men med et enormt udvalg af produkter til en brøkdel af priserne i Danmark. Du gør især klogt i at købe vitaminer og kosttilskud her, for sortimentet sparker røv, og priserne er i bund. Derudover kan det også betale sig at købe skønhedsprodukter, særligt fra de tyske mærker Lavera og Weleda (der er kendt for vidunderproduktet Skin Food). DM byder også på skønne madvarer, særligt er de skarpe i vegetar- og veganerprodukter, og jeg finder altid noget spændende, jeg vil prøve.
Genbrugs- og antikshopping i Norderstraße
Norderstraße er Flensborgs hippe gade, hvor der foruden lækre caféer også findes god shopping. Det er blandt andet her, du skal gå på genbrugsjagt. I Kilo Laden (Norderstraße 50) kan du købe ultrabilligt genbrugstøj til en kilopris. Ved siden af Kilo Laden ligger Krampitz Peter Antiquitäten (Norderstraße 52), hvor du kan få nøje udvalgte antikviteter fra designerlamper til porcelæn. Priserne er i den høje ende.
Lidt længere nede ad gaden finder du Stöberladen & Antik (Norderstraße 34), der også byder på genbrugsmøbler og indretning til rigtig gode priser. Du kan finde de smukkeste kommoder og lamper. Tværs overfor ligger Momos Naturmarkt hvor du kan gå på jagt i de lækreste delikatesser og finde alt lige fra lokal honning, friske grøntsager, lækre dressinger og mange andre økologiske godter. I den anden retning finder du MOSA Concept Store (Norderstraße 107), der sælger skandinaviske ting til kvinder og hjemmet samt fine blomster.
Süßwaren Werkstatt – Håndlavet lækker flensborg-lakrids og -chokolade. Det hele ser og lyder lækkert og er indpakket i nuttede poser. Jeg fik lyst til at købe hele butikken med hjem.
Süßwaren Werkstatt, Rote Str. 24, 24937 Flensburg
Galerie Kruse – Galleri, kunst, indretning, koncept, coffee table bøger – Galerie Kruse kan det hele og er et besøg værd. Ikke mindst for det gamle hus’ tredje sal, der er indrettet som var det et hjem med det skønneste soveværelse. Jeg drømte helt om at flytte ind.
Galerie Kruse, Rote Str. 22, 24937 Flensburg
PS. Husk også Flenborgs strøg, som står beskrevet i afsnittet “Det skal du opleve” i denne guide til Flensborg.
PPS. Er du i Flensborg om søndagen og drømmer om den store shoppetur, er det værd at vide, at alle butikker holder lukket om søndagen i Tyskland. Det er hvilesøndag. En tradition tyskerne krampagtigt holder fast i, selv i en moderne verden, hvor vi ellers er vant til, at alt skal være tilgængeligt døgnet rundt.
Det skal du opleve i – Guide til Flensborg
Madmarked i weekenden – Tyskerne er vilde med markeder. Derfor bliver der lagt op til madmarked hver lørdag-søndag på hovedstrøgets plads, Südermarkt. Her kan du få røget fisk, grøntsager, kød, snacks, blomster og god kaffe fra kaffeknallerten. Selvom du ikke skal købe ind, er det hyggeligt at gå en tur på markedet og snuse stemningen ind.
Oluf-Samson-Gang – Denne yndige brostensbelagte gade har jeg også nævnt under afsnittet om Hotel Hafen Flensburg. Den er et must at opleve i Flensborg. Husene, det ene mere yndigt end det andet, stammer fra 1700-tallet, og er noget så fine, både at opleve. Men selvfølgelig også som baggrund til et lille fotoshoot 😉
Norderstraße – Norderstraße har jeg også beskrevet i området med caféer og shopping. Men udover at byde på god kaffe og antikviteter, så byder gaden også på street art i form af sko, der hænger i klaser tværs over vejen, og katte, der er malet i tro kopi på husfacaderne. Det er en sjov oplevelse at gå langs gaden og se, hvor mange street art katte, man kan spotte. Street art kattene har skabt to passende kælenavne til gaden – Galerie der Miezen og Katzenstraße.
Flensborgs strøg, Große Straße – Man kan ikke tage til Flensborg uden at opleve byens strøg. Om du er til shopping eller ej. Den store gågade er spækket med flotte, oldgamle bygninger, der næsten giver dig hold i nakken, fordi du har travlt med at kigge op på de flotte facader. Derudover byder hovedstrøget også på de kendte butikker (DM som er nævnt i shoppeafsnittet), H&M og de andre klassikere.
Flensborgs baggårde – Når du går langs Norderstraße, der sidenhen bliver til byens strøg, Große Straße, skal du gøre dig selv en tjeneste at kigge ind i de mange baggårde, du passerer på din vej. De gemmer på masser hemmeligheder og er ikke mindst en fornøjelse for øjet. Du bør i hvert fald besøge Historische Hinteerhöfe, Krusehof hvor Weinstube og Süßwaren Werkstatt ligger og Roter Hof.
Glücksburg – Eller Lyksborg Slot som slottet hedder på dansk, byder på en autentisk oplevelse, hvor du for alvor kan mærke dansk-tysk historiens vingesus. Slottet blev bygget i slutningen af 1500-tallet af Hans den Yngre, der var søn af Christian den 3. Udover at være kendt for sin placering direkte i vandet, regnes Glücksburg som et af de mest betydningsfulde renæssanceslotte i Norden.
Det koster 9€ at besøge slottet, 6€ for børn og studerende. Det er smukt at gå en tur i slottets omgivelser. Museet giver både indretningsinspiration (fordi jeg drømmer om at bo på et slot en dag) og en historietime med spændende viden. Derudover tror jeg, at slottet vil være vidunderligt for børn at besøge.
Das James – Lige ved Glücksburg direkte ved vandet ligger Das James, et boutiquehotel, der er indrettet noget så smukt. Hotellet byder på adskillige restauranter. En af dem byder på fin middag. Og der er et konditori, hvor du kan få vidunderlige kager med kaffe til. Der findes også en frokostrestaurant. Du kan læse mere om alle restauranterne her.
Emil Nolde museet – Da jeg fortalte mine forældre, at jeg skulle til Flensborg udbrød min far, at så skulle jeg i hvert fald gøre mig selv den tjeneste at opleve Emil Nolde museet. Det blev dog ved tanken, for museet er lukket frem til foråret. Desværre – for det ser vidunderligt ud. I en arkitektonisk perle midt på en blomstermark ligger museet, der udstiller den danskfødte kunstners, Emil Nolde, kunst. Museet ligger 40 minutters køretur vest fra Flensborg lige ved den danske grænse. Udover kunst byder museet også på en vidunderlig blomsterhave og en café.
Sådan kommer du til Flensborg
Mange veje fører til Flensborg. Toget kører fra København med skift i Fredericia og tager kun omkring tre timer. Fra Aarhus tager det 2,5 timer. Priserne starter ved cirka 200 kroner per vej. Hvis der er noget, jeg holder af, så er det at køre med regionaltog. Det er så afslappende, og hvis jeg altid kunne rejse med tog, så gjorde jeg det.
Flixbus kører fra Københavns Hovedbanegård til Flensborg med priser fra kun 99 kroner.
Du kan selvfølgelig også køre selv. I bil tog turen 3 timer og 20 minutter fra København. Det er en hyggelig køretur over både Store- og Lillebælt.