Den ultimative guide til Vilnius i Litauen

Jeg har sådan en try everything once-mentalitet. Den gælder især, når det kommer til at besøge nye lande og byer. Så da muligheden bød sig for at opleve Litauen og landets hovedstad, Vilnius, var jeg hurtig til at sige ja. Selvfølgelig skulle jeg opleve det baltiske land 800 kilometer øst for Danmark. Ikke mindst for at kunne skrive en guide til Vilnius.

Min dom? Vilnius kan helt sikkert noget. Det er en lille by med knap 600.000 indbyggere, så hovedstaden har lidt landsbystemning over sig. Ikke desto mindre er der masser lækre restauranter, yndige gader og interessante museer at opleve i Vilnius. Jeg var her selv i lidt over to døgn. Med god planlægning var det rigeligt til at føle, at jeg virkelig fik oplevet, hvad byen har at byde på. Det er altså oplagt at tage en sviptur hertil. I denne guide til Vilnius får du mine bedste tips til, hvor du skal overnatte, spise og hvad du skal opleve i Vilnius. Jeg var især glædeligt overrasket over byens udvalg af lækre restauranter og hyggelige caféer.

Den ultimative guide til Vilnius indeholder

(Klik på menupunkterne hvis du vil hoppe direkte til afsnittet)

Værd at vide om Vilnius

Her skal du overnatte i Vilnius

Her skal du spise i Vilnius

Her skal du drikke kaffe i Vilnius

Her skal du shoppe i Vilnius

Det skal du opleve i Vilnius

Tip! Jeg skriver hippe rejseguides til en masse destinationer rundt i verden,
der giver dig de bedste tips til hvor du skal spise,
hvad du skal opleve, og hvor du skal drikke kaffe. Find dem her.

Værd at vide om Vilnius

♥ De bruger euro i Litauen, og jeg oplevede, at jeg kunne betale med kort alle steder, jeg besøgte.

♥ Vilnius’ gamle bydel er at finde på Unescos verdensarvsliste, fordi hovedstaden er spækket med smuk, bevaringsværdig arkitektur.

♥ Hovedstadens størrelse gør, at du kan bevæge dig rundt og opleve byen til fods. Skal du længere væk end hvad benene kan klare, kan du benytte app’en Bolt, der svarer til Uber. Gennem app’en Trafi får du et super overblik over byens offentlige transport, og du kan også købe billetter gennem Trafi.

♥ Prisniveauet i Litauen er sjovt – det er billigt at overnatte her og at tage taxaer, men mad- og kaffepriserne ligner dem, jeg kender fra Berlin. Cirka 3,5 euro for en kop kaffe på en smart café og og 10-18 euro for hovedretter på mellemklasse-restauranter.

Her skal du overnatte i Vilnius

Midt i Vilnius’ historiske centrum ligger Hotel Pacai, et tidligere palæ fra 1677. I dag er palæet et fem-stjernet hotel med et enormt højt serviceniveau (vi blev budt på champagne, da vi ankom) og en masse vidunderlige faciliteter, der gør, at vi med god samvittighed trak os tilbage fra sightseeing i nogle for at nyde hotellet og det dejlige hotelværelse. Hotelværelset var udstyret med et skønt badekar, en lækker stor seng og en altan med udsigt over byens fine spir og tårne. På hotellets anden sal kan du opleve palæets oprindelige søjler, mursten og vægudsmykninger. Hotellets beliggenhed midt i den gamle bydel gør, at der blot er et par minutters gågang til de vigtigste seværdigheder i Vilnius.

Skøn morgenmad hos Hotel Pacai

I hotellets fine baggård er indgangen til fitnessrummet og ikke mindst Hotel Pacais lækre spaafdeling, der byder på hamam og sauna til fri afbenyttelse for hotellets gæster. Hvis du er ude efter at forkæle dig selv, kan du også booke en af spaens mange services, fra ansigtsbehandlinger til massage. Morgenmaden hos Hotel Pacai er især værd at skrive hjem om. I buffeten er der klassiskere fra croissanter til røræg og frisk frugt og en yogurtbar.

Tilmed byder buffeten på en hel dessertafdeling med indbydende kager. Sidst men ikke mindst er der en a la carte menu, hvor du kan bestille retter, som også er inkluderede i morgenmaden såsom eggs royale og eggs benedict. Derudover byder Hotel Pacai på en masse hyggelige hæng-ud-steder som for eksempel i lobbyen, hvor der endda er et lille bibliotek og en pejs. Hotel Pacai har også en fin restaurant, som jeg ikke prøvede, men den ser lovende ud.

Her skal du spise i Vilnius

Litauiske specialiteter hos Etno Dvaras

Det litauiske køkken har mange paralleler til det danske køkken. Det er kødtungt og kartoffeltungt. Og lidt en udfordring for en vegetar som mig. Ikke desto mindre dristede jeg mig ind hos Etno Dvaras, en populær restaurant i Vilnius, hvor gæster for alvor kan forsøge sig med det litauiske køkken. Jeg fik kartoffelpandekager og cepelinai (kæmpe kartoffelpirogger med hytteost-fyld. Det var skægt at smage litauisk mad hos Etno Dvaras, den autentiske restaurant, men jeg tror, at oplevelsen havde været bedre som kødspiser.

Vietnamesiske klassikere hos Viet.ines

Efter en tung oplevelse med litauiske specialiteter, hungrede jeg efter noget friskt og grønt. Her skuffede Viet.ines ikke med deres vietnamesiske klassikerretter og sjove gadekøkken-indretning. Hos Viet.ines hænger de smarte lokale ud, drikker saigon-øl og spiser friske sommerruller med peanutsovs og risnuddelsalat. Maden var sindssyg lækker!

Naturvin, fermenterede godter og østers hos Pas Mus Restoranas 

Endnu en smart restaurant hvor byens tjekkede unge drikker grumset naturvin, spiser østers med fancy toppings og fermentede grøntsager, selvfølgelig med lækkert surdejsbrød on the side. Restauranten er netop åbnet og er allerede populær, så du bør bestille bord, hvis du vil have fornøjelsen af at spise her.

Indisk med et twist hos Gaspar’s

Gaspar’s ejer og køkkenchef er født i Indien med portugisiske bedsteforældre. Dette ophav er afspejlet i Gaspar’s menu, der byder på karryretter med grøntsager, naanbrød eller rejer stegt i hvidløg efter portugisisk opskrift. Servicen er i top, og maden byder på en kulinarisk rejse til Indien og Portugal.

Centralasiatiske favoritretter hos Kinza

Kinza er en af Vilnius’ mest populære restauranter, så du bør bestille bord, medmindre du tager chancen. Kinza byder på centralasiatiske retter. En af de populære retter fra menuen er mezze, hvor du kan gå ombord i hummus, babaghanoush, tabbouleh, oliven og meget mere. Dernæst er der lækre forretter, fra kimchi til stærke agurker og aubergine. Hovedretterne spænder bredt fra manty (dumplings) til rispilaf med forskellige toppings og lækre salater og supper. En fantastisk blanding af yndlingsretterne og helt sikkert noget for alle.

Pizza og pasta hos Maurizio’s Italian Food

Rammer en craving for italienske godter, kan du få appetitten stillet hos Maurizio’s Italian Food. Menuen er lille, byder en håndfuld forretter, tre forskellige pastaer og lækre pizzaer. Jeg testede deres margherita (en god måde at se, om et pizzaria er godt), og den spillede.

Havde jeg haft mere tid i Vilnius, ville jeg også gerne have oplevet Dziaugsmas, en fine dining restaurant med spændende retter.

Her skal du drikke kaffe i Vilnius
(og spise morgenmad eller brunch)

Vilnius er spækket med brunch-caféer og kaffebarer, så det er svært at undgå at falde over en fin af slagsen, når koffeintrangen presser sig på. Her er nogle af dem, jeg besøgte.

Kitchen Coffee Vilnius – hyggelig café med smukt vinduesparti, lækker basque-cheesecake, god kaffe og lækre brunchretter.

Kavos Reikalai – nørdet kaffe-café hvor kaffeudstyret er i orden.

Backstage Roasters – hyggelig café hvor de lokale hænger ud, læser bøger fra caféens lille bibliotek og nyder kage og sandwiches.

Lola – måske byens mest populære brunchrestaurant. Der var i hvert fald kø, da jeg besøgte Lola om søndagen. Her kan du få hashbrowns, shakshouka og croque madame – menuen er kæmpe, og her findes alt hvad brunch-hjertet begærer.

Yugen Tea – I Vilnius’ bohemedistrikt, Užupis, ligger dette japanske tehus med minimalistisk indretning og kvalitetste lige fra matcha til oolong. Her du du få te-tasting-menu, matchalatte og lækre kager.

Her skal du shoppe i Vilnius

Det er ikke Vilnius du skal besøge, hvis du er shoppeglad, for udvalget af butikker her er begrænset. Det var egentlig ganske befriende, at den gamle bydel ikke føltes som et stort udendørs-shoppingcenter. I denne guide til Vilnius er der dog en række butikker, du bør besøge.

Dansk og hip mode hos Glance Concept Store – i en af den gamle bys sidegader ligger Glance, hvor der er mode fra danske Rotate og Remain i vinduerne.

Alle de rigtige mærker hos Mados Linijamidt i den gamle by kan du shoppe Balenciaga, Bottega Veneta, Celine, Acne Studios, Isabel Marant, Jacquemus, Nanushka, Burberry og Stella McCartney, hvis pengepungen ikke er lavet af muldvarpeskind den dag. Ved siden af Mados Linija finder du også Sandro, Maja og andre high-end-butikker.

Ultrabillig genbrug hos Humana – Humana, som jeg har kendt igennem mange år i Berlin, ligger også en håndfuld steder i Vilnius. Her kan du gøre et kup, hvis du har overskud til at gennemgå genbrugstøjet. Meget af tøjet koster nemlig mellem 0,5-1 euro. Jeg fandt selv en fin top til 0,5 euro.

Souvenirbutikker – Hvis du skal have et minde med hjem fra Litauen, bør du gå på opdagelse i en af de mange souvenirbutikker, der ligger rundt om i den gamle bydel. Her kan du købe rav i lange baner, lækre uldsokker, bamser og honningprodukter.

Det skal du opleve i Vilnius

Grundet byens lille størrelse og den ekstremt høje koncentration af spektakulære kirker, er det nemt blot at vandre rundt i Vilnius og opleve byens seværdigheder på den måde. Det er også værd at bemærke den interessante arkitektoniske sammensætning, som Vilnius byder på. Den spænder nemlig fra barok- og renæssancekirker til art deco og modernisk brutalisme, som vi kender det fra Soviet-tiden. Udover at vandre gader og stræder tynde, er i denne guide til Vilnius nogle oplevelser, du ikke må misse.

Kunstnerkvarteret Užupis

På den anden side af floden, der adskiller den gamle bydel fra Užupis, ligger dette boheme-kunstnerdistrikt med yndige brostensbelagte gader, smukke murstensbygninger, små baggårde med gallerier og street art. Her finder du også fine caféer, bagerier og restauranter, og det er hyggeligt at slentre rundt her og nyde udsigten over resten af Vilnius.

Markedshallen Halės turgus

Tæt på hovedbanegården ligger Halės turgus, Vilnius’ svar på Torvehallerne. Markedet har ligget her siden 1906, og her kan du købe lækker kaffe, østeuropæiske delikatesser såsom syltede agurker, mad, kød og endda tøj. Kort sagt alt hvad hjertet begærer. Markedshallen er meget smuk og i sig selv et besøg værd.

Moderne og litauisk kunst hos Mo Museum

Vilnius’ svar på det berømte MoMa fra New York er Mo Museum i en interessant bygning og et stykke kunst i sig selv af den kendte arkitekt, Daniel Liebeskind. Kunstsamlingen er moderne og byder på både international og litauisk kunst gennem de sidste 60 år. Jeg var især vild med værkerne, der viser socialistisk propagandakunst. Det er et lille museum, så du kan sagtens nå igennem det på under én time.

Jeg ville også gerne have besøgt National Gallery of Art, der ligger i en brutalistisk, arkitektonisk perle, men det har jeg til gode. Måske kan du nå det?

Besættelse og tortur hos KGB-museet (Museum of Occupations and Freedom Fights)

Efter mange år bosat i Berlin, har jeg en besættelse for historie om Jerntæppet, Stasi, sovietisk kommunisme og andre slags modbydeligheder. Den interesse fik jeg stillet hos KGB-museet, der ligger i den tidligere KGB-bygning, hvor Sovjetunions hemmelige, overvågende politi holdt til. I kælderen er KGB-fængslet, hvor du kan læse om de grusomme torturmetoder, de brugte på landets borgere, der gik mod systemet, fra gummiceller til vandtortur. I bygningens andre etager kan du lære om besættelsen af Litauen, der skete i 1940 og frem til Jerntæppets fald i 1990, og hvad betydning de år havde for forskellige befolkningsgrupper – politikere, magthavere, romaer, jøder og litauere. Vil du have den helt store tur på museet, der symboliserer landet under en 50 år lang sovjetisk besættelse, kan du booke en guidet tour, der bliver givet af tidligere fanger.

Jeg håber, at du kan bruge denne ultimative guide til Vilnius. Så er der bare tilbage at ønske dig en dejlig tur. Leder du efter flere tips til den litauske hovedstad, kan du finde masser gode af slagsen hos Vilnius Playground.

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.