De bedste hundevenlige caféer og restauranter i København

Hundevenlige caféer og restauranter – hele +38 af slagsen!

En ting jeg elsker helt vildt ved Berlin, og Tyskland generelt, er at her er hunden for alvor menneskets bedste ven. Hunde er velkomne over alt – i butikker, på caféer, hoteller og restauranter. Det er altså ikke uvant, at nabobordet på restauranten, har deres lodne familiemedlem med sig på restaurantbesøg.

Da jeg flyttede tilbage Danmark efter tre år i Berlin, ærgrede jeg mig over, at det samme ikke gjorde sig gældende her. For en hundeelsker som mig, synes jeg det var fantastisk med hundeselskab på restaurant og café. Jeg troede endda, at det var en helt generel regel, at hunde under ingen omstændigheder, grundet lovgivning, var velkomne på caféer og restauranter. Men jeg blev hurtigt klogere.

+38 caféer og restauranter i København hvor hunde er velkomne

Reglerne i Danmark er nemlig, at det er op til spisestedet selv at bestemme, om kæledyr er velkomne. Reglerne er blot, at de ikke må være i køkkenet, og at de ikke må være i kontakt med fødevarer. Fantastisk. Jeg begyndte altså at undersøge, hvor jeg kunne tage Martha under armen og med mig på café. Det var ikke helt lige til at finde et godt overblik, og derfor tænkte jeg, at det var oplagt, at jeg skrev en guide om emnet. Her får du altså en guide til de bedste hundevenlige caféer og restauranter i København. De er delt op i bydelene Nørrebro, Østerbro, Vesterbro, Indre By, Frederiksberg og Amager.

Vil du have tips til endnu flere hundevenlige caféer og restauranter, kan du tjekke denne fantastiske liste. Den tipper til hundevenlige steder i hele landet. Der er desuden denne Facebookgruppe, der laver anmeldelser af de forskellige hundevenlige caféer og restauranter.

Nu til sagen. Her er min guide til de fedeste steder i København, hvor hunde er velkomne.

Hundevenlige caféer og restauranter på Nørrebro

Depanneur – Muligvis Københavns bedste bagels og god kaffe.

Kaf – Veganske cheesecakes der smager så godt, at englene synger.

Darcy’s Kaffe – En café der får mig til at føle, at jeg er i Berlin. Lækker morgenmad og rigtig god kaffe. Darcy’s er netop også åbnet på Vesterbrogade – måske må man også have hunde her?

Heaps Good Café – Et lokalt spot med lækre retter såsom croque madama, morgenmad, kaffe og øl.

Pompette – Vinbar med småretter og glas til 50 kroner.

Cafe Bevar’s – Et spot på skønne Ravnsborggade der fungerer fra morgen til aften.

Hundevenlige caféer og restauranter på Østerbro

Shabaz – Cafékæde med kaffe, morgenmad og frokost og desuden et godt sted at få arbejde fra hånden. Shabaz ligger tre steder på Østerbro, tre steder på Nørrebro og desuden på Frederiksberg og i Søborg.

Ø12 – Lækker (og meget fotogen!) brunch i fine rammer.

Hundevenlige caféer og restauranter på Vesterbro

Navnløs Kaffebar – En klassiker på Enghave Plads, der fungerer fra morgen til aften.

Kaffeplantagen – God kaffe, morgentallerkener og lækkert bagværk.

Enghave Kaffe – Lokal hygge med lækker kaffe og morgenmadstallerken serveret med vesterhavsost. Prøv også deres toast!

Riccos – En dejlig københavner-kaffekæde, der vist ikke behøver yderligere introduktion. Riccos har desuden andre beliggenheder rundt i byen.

Petrol – Hyggeligt Istedgadespot med en rimelig stor menu, der dækker alle dine morgenmads- og frokostbehov fra havregrød til en klassisk æggemad eller Petrols egen mac n cheese.

Kaffe Istedgade – Lokal hygge hvor du kan starte dagen med et skud koffein og en god bolle med ost.

Dyrehaven – God morgenmad, lækkert smørrebrød til frokost og et klassisk københavnerspot på Sønder Boulevard. Dyrehaven serverer også aftensmad, og menuen skifter hver dag.

Hundevenlige caféer og restauranter i Indre By

Packhouse (Christianshavn) – I det smukkeste gamle pakhus på skønne Christianshavn serverer Packhouse dejlig morgenmad, frokost og kaffe. Bagværket bages on-site i Packhouses mikrobageri.

Café Månefiskeren (Christiania) – Her har jeg drukket meget kaffe og spillet meget backgammon, da jeg gik i gymnasiet lige ved siden af. Et skønt sted midt på Christiania. Det er oplagt at gå den dejlig tur ved vandet med hunden efterfølgende.

Café No. 11 – På fine Sankt Annæ Plads byder Café No. 11 på kaffe, morgenmad, frokost og lækkert bagværk.

Apollo Bar – Et af de mest populære steder i København med udsigt til Nyhavn. Her er god mad fra morgen til aften, kaffe, drinks og desuden den smukkeste gårdhave, der er perfekt at hænge i, hvis vejret er til det.

Kafferiet (Indre By + Christianshavn – Hyggelig kaffebar med bagværk og kage.

Kalaset – I hyggelige Nansensgade ligger Kalaset, der holder åbent fra morgen til aften.

Slurp Ramen Joint – Københavns bedste ramen.

Hundevenlige caféer og restauranter på Frederiksberg

Sokkelund Café og Brasserie – En klassiker på Frederiksberg der især er kendt for deres moules frites og burger.

Mad og Kaffe (ligger også på Frederiksberg og Amager) – Brunchkongen i København der kører efter “byg-selv-brunch”-konceptet, hvor du kan udvælge små udgaver af dine yndlingsretter. Mad og Kaffe serverer også frokost og aftensmad.

Den Goe Kaffebar – En hyggelig lokal favorit på Frederiksberg Allé.

Pure Greens Club – Nyåbnet salatbar med sunde frokostsalater på Gammel Kongevej. Der er desuden hundegodbidder på menuen.

Lille Bakery

Hundevenlige caféer og restauranter på Amager

Il Buco (Islands Brygge) – Det hyggeligste spot på Islands Brygge med gedigen morgenmad, (en af) byens bedste croissanter, frokost og aftensmad fra det italienske køkken.

Alice – Alice serverer is, kaffe og bagværk. Her får du også (en af) byens bedste croissanter.

Lille Bakery – En vaskeægte københavnerperle på Refshaleøen med lækkert bagværk og skønne morgenmads- og frokostretter, der skifter hver dag.

Perlemorskaffebar – En café hvor hunde er så velkomne, at de har deres egen menu over forskellige godbider. Til hundenes ejermænd er der kaffe, hjemmebagte lækkerier og morgenmads- og frokostanretninger.

Cobra – Hyggeligt spot i Ørestad der både fungerer som butik med lækre specialiteter og café med god kaffe, friskt bagværk og vafler.

Issmageriet – Muligvis byens bedste is i et hav af smagsvarianter.

Hundevenlige caféer og restauranter andre steder i København

Yum Yoga & Café (Sydhavn) – Med dejlig havudsigt i Sydhavnens Teglholm-område ligger Yum Yoga & Café, et kombineret yogastudio og café med lækre og sunde retter. Her er hunde ikke blot velkomne, men en elsket del af selskabet.

Flere Fugle (Nordvest) – Københavns nye, hippe bageri på smarte Rentemestervej, der  føles som en bid Bushwick i København. Her kan du få lækre surdejsboller og kardemommesnurrer og god kaffe.

Her er således +38 caféer og restauranter i København, hvor hunde er velkomne. Jeg håber, du får nogle dejlige oplevelser med hunden i den ene hånd og en god kaffe i den anden. 🐶☕️❤️

8 comments

  1. Hej Caroline
    Jeg faldt over din blog da jeg skulle finde et godt frokoststed hvor vi kunne have Albert med. Og det lykkedes så tak for det.

    Imidlertid ligner den hund du har med på de flest af billederne, fx det lige over Frederiksberg., vores Albert ( en græsk gadehund) så meget at min mand spurgte hvem der sad med Albert,

    Så vi er nysgerrige på hvilken race din hund er?

    Venlig hilsen
    Hanne Og Ib ( og Albert)

    1. Hej Hanne, Ib og Albert, Tak for kommentaren og skønt at guiden kunne hjælpe. Martha er en petit basset. Mange hilsner Caroline

  2. Dyrehaven har avslappet atmosfære for både for to- og firebente God service, hyggelig betjening og deilige smørbrød Anbefales!!

  3. Hej, kender du appen GoDusty der er super til at finde Hundevenlige Restauranter, hundeskove, hundelegekammerater, hundesittere, hunderelaterede aktiviteter? Kan varmt anbefales. Appen har en søgefunktion, så du kan søge dér, hvor du er

  4. Hejsa ❤️ jeg skal bare lige være sikker på jeg har forstået det korrekt Må du have fin hund med ind på alle de overnævnte restauranter? Plus alle dem på listen som du har linket til?

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.