Dejlige dage i Berlin og et par tips

Dejlige dage og et par tips til Berlin. Jeg ankom til Berlin sent søndag aften efter en lille roadtrip fra København med min bror og hans kæreste. Jeg plejer altid at være i Berlin et par uger over sommeren, og jeg glædede mig til at være tilbage. Selvom i år er noget anderledes – det er nu lovligt for danskere at rejse til Berlin på ferie, men i Tyskland skal man have maske på inden for. Mit første møde med masken var på en Burger King langs motorvejen på vej til Berlin.

Det føltes en smule underligt at have masken på. Nu er der gået fire dage, jeg har investeret i en maske med af bomuld med blomster på, og det føles næsten naturligt at finde den frem, når jeg går ind i en butik eller en café. Man kan se, at der er en smule færre turister end ellers på denne tid af året, men udover det virker Berlin næsten som same old.

Dejlige dage i Berlin

Jeg har haft nogle dejlige dage i Berlin indtil videre. Jeg har hængt ud med min bror og hans kæreste, og så kom mine forældre også et smut forbi, og vi hyggede alle sammen. Her er et par billeder af, hvad jeg har lavet samt et par tips, hvis du skal til Berlin.

Tid til et par Berliner-tips. Museumsbesøg med påkrævet maske på. Så har jeg også prøvet det. Her på Hamburger Bahnhof, et moderne museum i en tidligere hovedbanegård. Katharina Grosse udstillede en farverig eksplosion lavet af skumpistol. Det var meget smukt!

Gennentænkt shopping

Vintageshopping, her iført en blazer med talje til 24€. Jeg har fået lagt den til side, så jeg lige kan tænke over det. Ja/nej? Jeg gør mit bedste i at gennemoverveje mine tøjkøb, så jeg undgår overforbrug og fejlkøb. Jeg overvejer også at købe et par sneakers, Nike Cortez i de klassiske Forrest Gump-farver.

Den mindste café i Berlin

Tip til Berlins mindste kaffebar, der ligger langs kanalen, hvor Kreuzberg og Neukölln grænser op mod hinanden. Kaffen er fantastisk, især hvis du nyder den i forhaven med udsigt til kanalen. Er det tirsdag, fredag eller lørdag kan du passende smutte forbi tyrkermarkedet, der finder sted langs floden hver uge de dage.

Berlins bedste döner, punktum. En af mine brors venner spiste en gang fire på en dag. Det siger ikke så lidt! Du kan finde dönerstedet i min guidebog til Berlin!

Underskøn udsigt

Endelig nåede jeg op i Sejrsøjlen, der troner over Berlin i Tiergarten. Det var rimelig hårdt at kravle hele vejen op, især i berlinsk sommerhede og iført maske, men udsigten gjorde op for det. Det koster 3,5€ at nyde udsigten.

Et favoritspot i Tiergarten, Café Am Neuen See. Her kan du få morgenmad, frokost, øl og pizza i det grønne. Jeg drømmer om at bygge et sommerhus a la caféen sammensat af gamle vinduer. Er det ikke yndigt?

Vegansk favorit, også til ikke-veganere

En ny favorit på min top 10 over restaurant i Berlin. 1990 Vegan Living, asiatisk tapas helt uden dyr. Selv den største kødelsker vil være tilfreds her – selv min farfar, og andre kødspisende venner jeg har haft med her, har været henrykte!

Gåtur i smukke Körnerpark, en lille skjult perle, der ligger i Neukölln. Parken er opbygget som var det en slotshave, men slottet mangler. Det gør nu ingen ting, når der er så pænt.

En ny brunchfavorit! I et tidligere kapel i Neukölln bliver der nu langet kaffe over disken, mens køkkenet kreerer de lækreste, overdådige brunchretter. Deres pandekager var eminente og kan sagtens deles!

Jeg er i Berlin et par uger endnu, så jeg er langt fra færdig med at udforske nye steder i byen og dele mine favoritter. Jeg håber, at du nyder sommeren, om den finder sted i dejlige Danmark, sydpå eller noget helt tredje.

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.