De fem værste ting ved New York
Jeg har nu været genforenet med New York, min anden by, i halvanden uge. Det er fantastisk at være tilbage efter knap et år væk fra byen. Men halvanden uge tilbage har også gjort, at euforifølelsen og de lyserøde briller er falmet en smule, og nu kommer alle de knap så fede ting ved byen igen til min hukommelse.
For ligesom med alt andet i verden er der ikke noget, der er perfekt. Heller ikke verdensbyen, New York. Og det tænkte jeg at skrive lidt om. Skrivet skal læses med et glimt i øjet, for selvfølgelig eeeelsker jeg New York mere, end jeg hader byen. Alle menneskerne og energien. At der altid er gang i den. Restauranterne. De utallige hunde man ser på gaden (jeg tror koncentrationen af hunde i New York er en af verdens højeste). $1 pizza.
Her er altså de fem værste ting ved New York ifølge mig
Jeg har desværre mange billeder af døde rotter i gaden. Jeg vil dog skåne jer for synet, og her i stedet et billede af de huse, hvor jeg sidst så en fuldvoksen, død rotte på størrelse med en chiahuaha ligge uden for 🥵
1️⃣ Rotter, rotter, rotter
Det er en rigtig dårlig kombi at være rotte-angst og bo i New York. Det startede da jeg var helt lille, og min farmor advarede mig om, at hvis jeg sad for længe på tønden, så kunne rotter hoppe op og bide mig i numsen. Rotter er, uden sammenligning, det jeg hader allermest ved New York. Rottekoncentrationen i New York betyder altså, at jeg kan næsten få helt angst, når jeg går i gaden, og der ligger meget skrald.
Så tør jeg næsten ikke gå forbi det, fordi jeg er sikker på, at der kravler rotter rundt inde i det. Når man venter på subwayen kan man også være næsten sikker på, at kigger man ned på skinnerne, så løber der rotter rundt og hygger sig. Er du ude efter mørkets frembrud kan du være næsten helt sikker på, at der vil pible en rotte forbi på gaden. Det er frygteligt.
I New York tager man ikke rotterne særlig seriøst. Man anerkender at, de er en del af hverdagen i stedet for at bekæmpe dem. I Danmark er vores holdning jo helt anderledes. Oplever man for eksempel rotter i sit hjem i New York, er det ens eget ansvar at få fat i og betale for rottefængere. Desuden er rotterne så vant til mennesker, at de ikke er bange for at komme frem, selv når mennesker er tæt på. Føj. Får helt kuldegysninger bare af at skrive om det.
2️⃣ Skrald over alt
rotteproblemet hænger uløseligt sammen med skraldeproblemet. I København har vi baggårde, hvor der er plads til skraldecontainere. I New York er store gårde et ukendt fænomen. Byen er så tæt befolket, at man ikke ved, hvor man skal gøre af deres skrald. Det betyder så, at skraldet bliver drysset rundt i gaderne i massive stabler, der ligger og hygger sig, indtil skraldemændene kommer forbi.
Det er ret klamt, for så risikerer man at gå forbi en flere meter høj skraldestabel. Tænk på hvor mange rotter der kan gemme sig inde i sådan en. Meget af skraldet flyver også ud af poserne eller bliver ikke samlet op, og så ligger det ellers bare i gaden. Desuden har jeg en teori om, at der generelt bliver genereret fuldstændigt vanvittige mængder skrald i byen. Newyorkerne er nemlig storforbrugere af onlineindkøb og take-away-mad, der danner mere affald at smide ud.
3️⃣ Alt er dyrt
New York er fuldstændig uhensigtsmæssig dyr at bo i og være i. Og det kommer fra en dansker, der altid skal høre om, hvor dyrt Danmark er. Men det er ingen ting i forhold til New York. En ting er hvad det koster at frådse – at det fx er dyrt at gå ud at spise i Danmark. Men i New York er det dyrt blot at købe ind.
Forleden købte jeg ind i Trader Joes, et lækkert men forholdsvis billigt supermarked. Jeg købte en del ind og vurderede, at et lignende indkøb havde kostet 600 kroner i Netto. Her blev det $210, altså 1.300 kroner, altså mere end dobbelt så meget. Det samme gælder basale behov som at få sit barn i vuggestue. Som tommelfingerregel koster det mindst 10.000 kroner om måneden. Det er næsten uhyggeligt. Jeg kan godt få lidt sved på panden over at tænke på, hvordan mange familier overlever i den her by.
4️⃣ Uligheden gør mig trist
Det bringer mig til, at det er trist at opleve den store ulighed, som New York byder på. Byen byder nemlig på den største koncentration af millionærer i hele verden. Her er stuvende fuldt med stinkende rige mennesker. På samme tid er her også fyldt op med mennesker, der lever i seriøs fattigdom. New Yorks velfærdssystem eller mangel på samme kommer for alvor til udtryk, når nogle kan være så rige og andre kan være så fattige.
Det betyder også, at man dagligt ser mennesker, der har brug for hjælp. Om det er med afhængighed, hjemløshed, fattigdom eller psykisk sygdom, men den er ikke at finde, fordi systemet ikke er gearet til det. Jeg tror, at det er svært og uvant for en dansker at opleve. Simpelthen fordi vi ikke er vant til at vidne og navigere i en sådan ulighed. Danmark er nemlig et af de mest lige lande i verden. I 2016, var 16% af New Yorks indbyggere fattige mod 2,4% i København.
Med det sagt mener jeg selvfølgelig ikke, at der hverken findes rige eller fattige mennesker i Danmark. Skellet er bare ikke lige så stort. Det kan godt gøre mig alvorligt trist, at vi lever i en verden, hvor nogle har så meget og andre har så lidt. Det gør også, at jeg glædelidt betaler min skat i Danmark. Fordi jeg ved, at det afføder så mange postive ting, at man opnår lighed.
5️⃣ En syg tipping-kultur
Alt er dyrt i New York, men det bliver endnu dyrere takket være tipping-kulturen. Danskere ikke er vant til at tippe, men det er amerikanerne i høj grad. Faktisk forventes det, at du tipper 15-20%, når du er på café og restaurant, får ordnet negle eller går til frisør herovre. Det er altså ikke uvant, at man ender med at tippe 200 kroner for, at en tjener bød velkommen og bar nogle tallerkener ud.
Jeg er ikke fan af tippingsystemet. Historisk stammer det fra, da mennesker, der havde været slaver, begyndte at få arbejde, typisk i servicebranchen. Det var op til den hvide mand at vurdere, hvad den den ansatte, tidligere slave, fortjente at få i løn – heraf tipping. Med den historiske viden er det næsten uhyggeligt, at tipping-systemet stadig er en afgørende del af serviceindustrien i USA. Ansatte bliver typisk betalt et par dollar i timen og er altså afhængige af tips fra kunderne.
Også her kommer den store ulighed til udtryk. Fordi tippingen er baseret på en procentdel af regningen, betyder det at dem, der arbejder på de dyre restauranter kan hive rigtig mange penge hjem i tips. Hvis man endelig vil holde fast i tipping-kulturen, bør man gøre det som i Tyskland. Her runder man op og lægger et par euro. På den måde vil der ikke være en så stor ulighed i, hvad tjenerne får i tips. Om de arbejder på en fancy restaurant i rige Upper West Side eller en lille burgerbar i et lav-indkomst-nabolag. I sidste ende burde det ikke være op til kunden at sørge for, at de ansatte får ordentlig løn. Sådan er det jo heller ikke i andre brancher. Buschaufføren og kundeservicemedarbejderen får heller ikke tips.
New York, I love you
Intet i verden er perfekt, heller ikke New York. Og selvom de fem værste ting ved New York ifølge mig både kan gøre mig trist til mode, give mig angst og stresse min pengepung, så er der heldigvis stadig flere gode ting ved byen end dårlige.
Vores søn er i vuggestue i Boston og det koster $3000 om mdr. Kan få det ned på $2500 nogle steder, men det er det absolut billigste, hvis det ikke skal være et meget dårligt sted. Har man tvillinger, så er det $6000 om mdr! Ja, selv hvis man fx har et vuggestuebarn og et børnehavebarn, så er den totale pris mindst $4000. Alle mine naboer, de tæller dage ned til deres børn kommer i preschool eller senere hen 1.klasse, for så er det gratis i offentlige skoler. Det er mange penge pludselig at få igen hver måned, haha. Man holder det lige ud, pengene ryger ind hver måned – og så direkte ud igen til vuggestue og husleje. The American way, der er ikke meget at gøre ved det 🙂