Den ultimative guide til Cypern

En guide til Cypern var måske ikke den guide, jeg helt havde regnet med at lave. Men som jeg tidligere har skrevet, har jeg en ‘try everything once’-mentalitet, særligt når det kommer til at rejse til nye destinationer, der måske ikke står øverst på den gængse rejsedestinations-bucket-liste. Det samme gjorde sig gældende, da jeg besluttede mig for at opleve Cypern. En ø, jeg nok mest har forbundet med store all-inclusive-resorts og strand – noget der normalt ikke siger mig særlig meget, fordi jeg gerne vil spise god mad og have en masse oplevelser i bogen frem for at slå mig ned på en strand.

Nå, min mentalitet sendte mig af sted til Cypern, og her blev jeg i den grad overrasket positivt. Cypern er nemlig meget mere end all inclusive og strand. Her er en guide til Cypern, der byder på fede spise- og drikkeoplevelser, byliv i to af Cyperns største byer, Limassol og Nicosia, smukke naturoplevelser og et tip til, hvor du skal overnatte på Cypern.

Her skal du bo på Cypern

The Agora Hotel – når danskere tør rejse ud i verden og gøre noget andet, er jeg fan. Det er præcist hvad Emilie og Aleksander, der står bag det nyåbnede The Agora Hotel, har gjort. The Agora Hotel ligger midt i den yndige landsby i Cyperns bjerge, Lefkara, hvilket betyder dejligt klima og vidunderlig udsigt.

Det samme ord kan man beskrive The Agora Hotels indretning med. Når du træder ind af dørene, bliver du mødt af udsigten til agoraens pool med lækre loungemøbler, der indbyder til ro og afslapning. Jeg slapper sjældent rigtigt af på ferier, fordi jeg har travlt med at opleve. Men stemningen på The Agora Hotel og dette pool-loungeområde formåede at få mig helt ned i gear.

Ved siden af poolen ligger hotellets lækre restaurant, Novél. Hver morgen starter med lækker hotelmorgenmad. Den består af et nøje planlagt morgenmadsudvalg serveret buffet-style med en genial græsk yogurt, toppings, lækkert bagværk (deres croissanter!!!), frisk frugt og mere. Derudover kan du selv vælge din morgenmad fra en menu, der byder på eggs royale, omelet, fluffy ricotta-pandekager og meget mere. The Agora Hotel tilbyder desuden, at du kan ringe til receptionen fra klokken syv om morgenen, og så serverer de din yndlingskaffe direkte til værelset. Altså! Hotellets restaurant byder også på lækre frokost- og aftensmadsretter, der kombinerer middelhavet med det vestlige køkken.

Udover afslapning ved poolen lægger The Agora Hotel op til, at du kan nyde det allerbedste af Cypern. Hotellets søde medarbejdere står klar med de bedste tips til øen – om du er til mad, strand, natur eller by. Hotellet byder også på yogatræning. Eller du kan leje nogle af de bedste landevejscykler fra Factor, så du kan indtage øen på to hjul. Og er du en arbejdshest, kan du også tage dit arbejde under armen og holde ‘workcation’ hos The Agora Hotel, der både har et ‘Study’, hvor du kan være effektiv samt deres smukke café, hvor du kan drikke god kaffe om dagen og om aftenen kan du joine hotellets quiz night i baren eller deres andre events med en god drink i hånden.

Det værelse, jeg overnattede på hos Agora Hotel, var også med til at få med helt ned i gear. En blød, kæmpe seng, en tyk, fluffy dyne, kæmpe puder, en lækker badekåbe, skønne slippers, rolige farver, indretningsstil der kombinerer Middelhavet med Skandinavien og så udsigten over den lille landsby, gjorde tricket.

At overnatte hos The Agora Hotel var i den grad med til at ændre de fordomme, jeg havde om Cypern. Det kommer dybt fra hjertet, når jeg nu siger til alle jeg møder, at de godt kan unde sig selv en tur til Cypern og The Agora Hotel.

Her skal du spise og drikke i Limassol

Limassol, en smuk kystby på Cypern, byder besøgende velkommen med sit behagelige middelhavsklima og en livlig atmosfære. Byen er kendt for sin lange strandpromenade, hvor man kan slentre langs havet og nyde solnedgangen, samt for sit byliv der omfatter trendy caféer og barer.

Wagmi coffee – den her café gav mig lyst til at tage på en måneds workcation til Cypern. Her kunne jeg godt sidde med min computer og arbejde nogle timer hver dag. Udover god kaffe og brunchretter har Wagmi den skønneste baggård med eksotiske planter. Altså, der vokser kæmpe papayer her, og her var bare magisk at sidde.

Pitot – er du ligeså stor hummus og pita-fan som jeg er, så skal du spise frokost her. Der er shakshuka, hummus, pita, falafel, stegt blomkål og andre godter på menuen. De har desuden en lille bar, hvor du frit kan nyde løs af forskellige syltede grøntsager.

The Shopkeeper & Co – concept store og café i en, og her flokkes de smarte mennesker fra Limassol. Shop lækre cremer fra Aesop og danske Frama eller lakrids fra Bülow. Eller slå dig ned og nyd lækre frokostretter såsom en smuk tunsalat og god kaffe.

Andre steder at få god kaffe og mad i Limassol

Limassol har overraskende mange lækre spisesteder og caféer. Her er nogle flere gode bud på kulinariske oplevelser i Limassol. Black Rooster Espresso Bar, Nomad Bread & Coffee, The Cook House, Library Bar, Manoushe Lebanese Food & Bakery, Alley.

Det skal du opleve i Nicosia

Nicosia, hovedstaden på Cypern med 330.000 indbyggere, er en fascinerende by, hvor øst møder vest. Byen er nemlig den eneste hovedstad i verden, der er delt op i to med en grænse og et ingenmandsland vogtet af militær. På den ene side er den græske del af Cypern, og den tyrkiske del af Cypern befinder sig på den anden side.

Den tyrkiske del af Nicosia

hvis du rejser til den græske del af Cypern, som jeg gjorde, bør du tage dit pas med i tasken, når du skal til Nicosia. Så kan du nemlig træde over grænsen og opleve den tyrkiske del af Nicosia, der er helt anderledes fra den anden del af byen. Her træder du ind i en bazar, hvor der bliver solgt tyrkiske sager og en hel del fake tasker og “Nike” træningstøj. Her er også en kæmpe moske, Selimiye, som du kan gå på opdagelse i. En fascinerende oplevelse!

Hamam Omerye – Hamam Omerye, er et historisk og imponerende hamam (badehus). Hamamens historie går tilbage til det ottomanske rige og blev bygget i det 16. århundrede. Det er et vidnesbyrd om øens kulturelle mangfoldighed og fortid som en del af det ottomanske imperium. Her kan du nyde de klassiske hamam-services, som virkelig er en oplevelse, særligt hvis du ikke har prøvet det før.

Gågaden Ledra Street – Dette er Nicosias mest kendte shoppinggade, der strækker sig over den internationale grænse mellem det græske og det tyrkiske Cypern. Her kan du shoppe tøj fra alle de kendte internationale kæder og ikke mindst træde over grænsen til den anden del af Nicosia.

Den gamle bydel – I gaderne omkring Swimming Birds, en café jeg nævner neden for, ligger den gamle bydel af Nicosia. Foruden smukke gader, yndige døre i pastelfarver og eksotiske planter, finder du også her små kunstbutikker, gallerier og keramikbutikker. Her er noget at gå på opdagelse efter.

Her skal du spise og drikke i Nicosia

Swimming Birds – en hyggelig café med god kaffe og stemning og en dejlig baghave. Her er der endda er udkig til et vagttårn, der står i byens ingenmandsland og bringer tankerne hen på DDRs Østberlin (dog har Cypern frie grænser, så det er blot vagttårnet, der minder om det gamle Østberlin).

Beba – ahhh en dejlig restaurantoplevelse, som jeg godt gad at besøge igen. Her var spækket med lokale i restaurantens smukke tæt beplantede baghave, der nød lækre, autentiske græske retter. Jeg fik selv den bedste halloumi, jeg har smagt i mit liv. Og det siger ikke så lidt, for jeg elsker halloumi. Måske det absolut bedste spisested i denne guide til Cypern.

Andre gode steder du skal spise og drikke kaffe i Nicosia:
Serious Black Coffee, The Workshop, Deliyard, Écru, Kollaborative Coffee Roasters, Artnaldas Concept Experience, The Farm Coffee Roasters, Teal, Apomero og 7 Kleidia.

Oplev fantastisk natur på Cypern

Cypern er fyldt med vilde naturoplevelser. Bare det at køre rundt på øen i bjergene mellem de større byer, er en naturoplevelse i sig selv. Her er to yderligere natursteder du skal opleve i denne guide til Cypern.

Governors Beach – En kort køretur fra The Agora Hotel ligger Governors Beach, en skjult perle, som de fleste besøgende overser. Derfor er det heller ikke ligetil at finde perlen, men de gode mennesker fra hotellet delte denne pin med mig, der leder vej til det helt smukke stykke af stranden. Stranden er speciel, fordi den består af store, hvide klipper, der er gjort bløde og glatte af havets bølger gennem tusindevis af år. Det giver dem et helt unikt visuelt udtryk, der er meget smukt at opleve. Dertil kommer, at havets farve turkisblåt og helt krystalklart, som var det photoshoppet.

Aphrodite’s Rock – Myten siger, at det var ved disse klipper, at Aphrodite blev født og trådte op fra havet, og sikke et smukt fødested. Her troner store, magiske klipper op fra havet, og det er et noget så naturskønt og betagende sted. Vi tog en dukkert her, og der var skønt. Hvis du er ude efter en udfordring, kan du også svømme ud til klipperne, klatre op og hoppe i havet fra dem.

Her skal du spise og drikke i Larnaca

Theta Mediterranean – Hvis du har været på Mykonos og oplevet den sagnomspundne Scorpios, vil Theta lige være noget for dig. Stederne minder til forveksling om hinanden. Her bliver der spillet eksotisk tekno og langet lækre retter over bordene til udsigten af Middelhavet. Jeg spiste en skøn græsk salat og andre gode retter her.

Kleidi Cafe Bar. Her får du dejlige drinks, som du kan sippe, mens der bliver spillet live jazzmusik og serveret gode vibes.

Wok and Oven. Autentisk thaimad på Cypern? Det lyder måske lidt specielt. Men ikke desto mindre er det præcist hvad Wok and Oven byder på i deres skønne baggård, hvor de serverer smagfulde, autentiske thairetter.

Shoppe hos TWELVE TO SIXTEEN. En skøn concept store der byder på lækre coffee table books, flot design og andre ting, du drømmer om at fylde kufferten med og tage med hjem.

Sådan kommer du rundt på Cypern

Vi brugte Discover Cars til at forudbestille en bil hjemmefra. Vi bestilte en bil til afhentning i lufthavnen, og det gik som smurt. Vi blev hentet i en shuttlebus fra lufthavnen, der var klar, da vi ankom. Så kørte vi to minutter hen til biludlejningen, Aercars, hvor vi fik udleveret vores lille bil. Den kørte super – lige bortset fra at man skal være klar til, at trafikken foregår fra venstre side. Min kæreste tog køretjansen, og det var han god til. Tjek biludlejere på Cypern her.

Det var en guide til Cypern. Det er fantastisk at opleve nye steder på vores jord, som skubber til eller helt modbeviser ens fordomme. Steder som giver helt nye indtryk og oplevelser. På mange måder meget sjovere end endnu en tur til Paris eller New York, byer som jeg ellers også elsker. Jeg havde en formidabel tur til Cypern, og jeg vil virkelig gerne genbesøge øen og opleve mere. Jeg håber, at denne guide til Cypern også har vækket din interesse for den dejlige ø.

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.