16 Barry’s træninger på 30 dage – hvordan gik det?

I juni måned gik jeg i gang med en ret vild challenge. Eller vild og vild – det kommer an på, hvem man spørger. Ikke desto mindre gik udfordringen ud på, at jeg skulle træne 16 gange på 30 dage. Altså lidt mere end hver anden dag. Og ikke bare hvilken som helst træning, nej nej, Barry’s, en rimelig heftig holdtræning. Jeg kender Barry’s fra New York, hvor jeg med glæde har trænet en håndfuld gange. Det var altså med stor gensynsglæde, da jeg besøgte nyåbnede Barry’s i København.

Barry’s koncept går ud på, at man træner holdtræning på løbebånd og på gulvet. Alt efter hvad type hold og hvilke intervaller træneren har besluttet sig for at spice timen op med, har man nogle runder på løbebånd og så på gulvet med forskellige øvelser med løsvægte og kropsvægt. Oftest hedder det 12 minutter på løbebånd, 12 minutter på gulv, 10 minutter på løbebånd og 10 minutter på gulv. Det bliver så til en times træning med opvarmning og udstræk bagefter. Træningen på løbebånd er bygget op på endnu flere intervaller. Jeg formår at løbe cirka 4,3 kilometer på løbebåndet, og krydret med yderligere to omgange med HIIT-gulvøvelser, er det altså en effektiv og intens træningsform. Det hjælper også på det, at Barry’s har det lækreste træningsstudio med god musik, seje medtrænere, sejt lysshow og luksus omklædningsrum – alt sammen faktorer der er med til at motivere endnu mere.

Juni blev altså en måned med meget træning. Jeg klarede nemlig udfordringen og fik trænet 16 gange på en måned. Da jeg var færdig med udfordringen, skrev en læser til mig for at høre, om jeg ville dele min erfaring med at træne så meget, og om jeg kunne mærke forskel i min krop. Ja og ja.

Træningen skal prioriteres

Jeg vil gå så langt som at sige, at de fleste med normale danske arbejdstider og rimelig meget fleksibilitet og ikke har børn (der trækker jeg alligevel linjen), kan træne 16 gange om måneden. Det handler om prioritering. Jeg arbejder selv mere end et fuldtidsjob, men jeg er heldig at have meget fleksibilitet, der gør, at jeg godt kan forlade kontoret kl. 16.30 for at træne kl. 18. Og så er der selvfølgelig planer i kalenderen, jeg har været nødt til at ændre eller aflyse, fordi jeg prioriterede at træne de 16 dage, som udfordringen bød på.

Det fantatiske ved træning er, at jeg har lært, at det giver mig mere energi og overskud i hverdagen, hvilket egentlig er et interessant kompleks. For hvordan kan det art bruge energi give mere energi? Det kan det altså i mit liv. Derfor giver det også mening for mig at prioritere træningen som en naturlig og vigtig del af min hverdag, fordi jeg er bevidst om, hvor meget godt den gør for mig. Jeg sover bedre, jeg har det bedre fysisk, jeg har mere energi, når jeg har trænet. Kort sagt bliver jeg en bedre udgave af mig selv. Kliché men ikke desto mindre sandt.

Det bliver en naturlig del af hverdagen

Jeg elsker at træne. Det troede jeg aldrig, at jeg skulle skrive. Men det interessante ved at udfordre sig selv med at træne lidt oftere er, hvor hurtigt mennesker tilpasser sig nye vaner og en ny virkelighed. Fordi træningen er blevet en naturlig del af min hverdag er det også meget nemmere for mig at tage mig sammen til at komme af sted. En dag prøvede min veninde ihærdigt at få mig til at droppe træningen for at hygge med hende lidt længere, men næææh nej, den gik ikke. I fortiden havde jeg sagt ja med det samme, men nu er det en naturlig del af min hverdag at komme af sted.

Med det ikke sagt at jeg ikke hellere ville ligge på sofaen en gang i mellem. Men det er som om, at min rationelle del af hjernen, der udmærket godt ved, at træningen er god for mig, har fået mere at skulle have sagt, når det kommer til situationen skal/skal ikke træne. Træningen er blevet lidt mere end indgroet vane.

Jeg bliver næsten høj, når jeg har været til en god træning. Det er der en helt biologisk og fysiologisk grund til. Træning udløser endorfiner i hjernen. En fantastisk følelse, som jeg nok er blevet lidt afhængig af. Win win. Det har taget mig lang tid at komme hertil. I flere år har jeg tvunget mig selv til at træne i hvert fald to gange om ugen. Alene fordi jeg ved, at det er sundt for min krop og mit sind.

Kan jeg se forskel efter 16 ganges træning på 30 dage?

Jeg ville ønske, at jeg havde tracket noget data, inden jeg startede min Barry’s udfordring. Såsom hvor mange kilometer jeg formåede at få indenbords på et hold i starten, kropsmål og lignende. Den tanke kom desværre til mig for sent. Og den triste hemmelighed er, at træning stopper ikke med at blive hårdt, bare fordi man bliver stærkere og hurtigere. Så løfter niveauet sig bare. Derfor kan det også være en god idé at tracke sin udvikling, netop for at få motivationen og blive bekræftet i, at man rent faktisk bliver bedre. Det kan nemlig være svært at mærke fra gang til gang.

Bortset fra at jeg ikke har skrevet data ned, så kan jeg mærke en forskel psykisk og fysisk. Jeg har aldrig været god til at løbe, og jeg har aldrig synes, at det var sjovt. Jeg har dog en indre drøm om at være #thatgirl, der lige hopper i et par løbesko og får 5 kilometer i benene. Måske en dag. Min måned med Barry’s fik mig dog lidt tættere på den idé. Jeg er nemlig helt klart blevet en bedre løber. I starten af måneden måtte jeg holde gåpauser undervejs. Jeg talte sekunder i intervallerne og ventede på, at de indlagte pauser kom. Mod slutningen løb jeg bedre, hurtigere og holdt ikke længere øje med sekunderne. Jeg bare løb, som var jeg Forrest Gump. Det giver altså lidt til selvtillidsfølelsen.

Fysisk forskel efter 16 ganges træning på 30 dage

Fysisk på min krop kan jeg også se forskel. Jeg er blevet mere tonet, især på armene føler jeg. Mange af gulvøvelserne er fokuseret på arme og overkrop, fordi løbebåndet står for meget af bentræningen. Det havde været sjovt, hvis Barry’s havde tilbudt sådan en fedt/muskelmåler-vægt. På den måde kunne jeg se hvor mange kilo fedt og muskel, der kan blive omrokeret på sådan en måneds træning. På den måde kunne jeg få bekræftet mine resultater, som jeg kan se med øjnene.

Min motivationsfaktor

Jeg er vild med udfordringer. I mit liv stræber jeg altid efter nye oplevelser, at blive bedre og at lære mig selv bedre at kende. Det gør jeg gennem oplevelser og udfordringer, hvilket kan anbefales ❤️ Man bliver nemlig helt høj i hatten, når man udfordrer sig selv, og stolt når man gennemfører. Noget andet der også kan anbefales som god motivation til at træne er at anse træningen som en helt naturlig del af hverdagen, noget man ikke skal undgå eller gå på kompromis med, fordi det simpelthen er godt for krop og sjæl. Det er meget sjovere at træne, fordi det gør godt, end for at se ud på en bestemt måde. Den tilgang til træning har i hvert fald gjort, at det er nemmere for mig at komme op og af sted.

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.