Det er vist ikke gået nogens øre forbi, at vi gerne skal gå 10.000 skridt om dagen. Det er en del. Men som de fleste andre danskere gik jeg under lockdown i gang med projekt 10.000 skridt om dagen. Der var ligesom ikke så meget andet at tage sig til end at gå. Og derfor hedder mit daglige skridt-gennemsnit for februar, marts og april 11.000 skridt. Det er jeg lidt stolt over. Det gør mig glad i låget at gå. Jeg oplever byen og verden omkring mig, og det føles rart i min krop og gør mig frisk og klar i hovedet. Der er mange fordele.
Som inspiration til gåture skrev jeg også et blogindlæg med en lille guide til dejlige gåture, der ikke er Søerne eller Frederiksberg Have. Og jeg har filmet en reels til Instagram, hvor jeg også tipper til, hvordan jeg får mine daglige skridt indenbords. Jeg er nu fan af det skrevne ord, hvor jeg kan uddybe, så her kommer altså også mine tips til at gå 10.000 skridt om dagen.
Det er ikke altid nemt at ramme de 10.000 skridt
Jeg vil ærligt indrømme, at der kan være dage, hvor det er svært at nå de 10.000 skridt. På dage hvor jeg er lagt ned af computerarbejde er nemmere sagt end gjort lige at fylde knap to timers gåtur ind i dagens to-do-liste. Men hvor der er vilje, er der vej. Min egen tommelfingerregel er, at mit ugentlige gå-gennemsnit gerne skal ramme 10.000 skridt. Så er der altså plads til, at jeg har en dag, hvor jeg går meget mindre, og så kan jeg gøre op for det, når jeg har en anden dag, hvor jeg har mere tid til at gå. Det handler det også om prioritering – som med alt andet her i livet. Og hvis jeg ikke når de 10.000 skridt – så er det ikke jordens undergang.
10 tips – Sådan går jeg 10.000 skridt om dagen
Jeg starter tidligt ud
På de rigtige gode dage står jeg op og går i 20 minutters tid, inden jeg gør noget andet. Jeg tager min telefon med mig, og i stedet for at starte dagen med at scrolle SoMe og mails igennem i sengen, så gør jeg det på min gåtur. Det er en win-win. På den måde har jeg allerede startet dagen ud med frisk luft og motion i benene fra morgenstunden, og jeg er blevet opdateret på mit internetliv. Drømmen ville være, at jeg tog den hårde træningstime tidligt om morgenen, men jeg er (til min store ærgelse) ikke et morgenmenneske.
Jeg løber ærinder
Det kan føles rigtig langt at gå 10.000 skridt. Især hvis skridtene skal indenbords på én gåtur. Men hvis jeg i stedet går mange gange i løbet af dagen, oplever jeg, at jeg pludselig når op på mange tusinde skridt, uden at jeg tænker over det. Derfor forsøger jeg at gå til så mange ting, jeg kan. Når jeg skal købe ind, og når jeg skal et sted hen. På den måde slår jeg to fluer med et smæk.
Jeg hører podcasts
Jeg er vild med podcasts. Så meget at jeg endda har lavet min egen podcast. Derfor holder jeg også meget af at tænde for en god podcast, mens jeg fræser derudaf på mine gåben. Jeg vælger podcast efter mit humør. Vil jeg lære noget, vil jeg grine, vil jeg græde eller vil jeg slå hjernen fra. Jeg har skrevet denne guide med 75 gode podcasts, så hvis du har brug for inspiration til gode podcasts til dine gåture, så skal du tjekke den ud.
Jeg holder telefonmøder
For nylig delte jeg dette tip hos Mindpool, som jeg arbejder for. Det hedder ‘no desk’ tilgangen. Det handler om, at man bør tilføje en note om, at et skrivebord ikke er nødvendigt til møder, der godt kan tages over telefonen, mens man trækker frisk luft eller går en tur. Den tilgang er jeg selv stor fan af. Jeg tager altså gerne arbejdsmøder og telefonsamtaler over telefonen på en gåtur. Det hænder, at jeg skal tage et par noter, men det kan jeg fint klare over min telefon, mens jeg har høretelefoner i.
Jeg har lange telefonsamtaler med mine venner
Udover telefonmøder så ringer jeg mine venner eller familie op og vender verdenssituationen. Det fungerer især godt, når jeg er i NYC, for så erstatter en lang telefonsamtale det fysiske samvær, vi ville have haft, hvis jeg var i København. Det er selvfølgelig ikke det samme, men det er dejligt at tjekke ind over en lang telefonsamtale i stedet for chatbeskeder. Og så får jeg mine daglige skridt i hus på samme tid – perfekt kombination.
Jeg forkæler mig selv med en god kop kaffe
Jeg har skabt mine egne hyggeritualer, når det kommer til at gå. En god podcast i ørene og en lækker cappuccino med havremælk i hånden, så kan det kun blive en dejlig gåtur. Hvis solen så skinner oven i, og jeg er i godt humør, så er lykken gjort. Tippet handler altså om, at du skal finde de små glæder og forkæle dig selv, for så bliver det meget nemmere at komme ud og gå.
Jeg hiver dem, jeg elsker, med på gåtur
Gåturen bliver noget så skøn, når man har godt selskab og vender verdenssituationen på samme tid. Derfor hiver jeg tit dem, jeg elsker, med på gåtur. I sidste uge gik jeg i Central Park med en veninde, og inden jeg så mig om, havde vi gået 15.000 skridt. I stedet for de evige, dog skønne, café-aftaler, er det oplagt at tage kaffen to-go og få skridt i benene, når jeg har kaffeaftaler med mine veninder.
Jeg træner
Det sidste halvandet år har jeg, mere eller mindre, trænet tre gange om ugen. Det er blevet en god vane, som er en helt naturlig del af min hverdag. Træningen er også godt i forhold til mine mål om skridt, fordi at den også kan tælle med i skridtene. For det er ikke altid, at jeg omsætter træningen til skridt. Men hvis jeg har en dag, hvor jeg har trænet men ikke nået mine 10.000 skridt, kan jeg godt finde på at tilføje træningen som skridt i min iPhone-app. På den måde bliver det lidt lidt nemmere at nå det daglige mål. Her kan du se en oversigt over, hvad du kan omstille dine skridt til, hvis du træner. Fx svarer yoga til 60 skridt per minut og spinning til 190 skridt per minut.
Jeg oplever noget nyt
Dette tip er især godt, når jeg er i udlandet, hvor jeg ikke er helt så hjemmevant som i København. Men jeg sørger for at gå ture i nye områder, andre gader eller blot dreje den anden vej, end jeg plejer. På den måde er gåturen også med til at skabe nye, spændende oplevelser.
Jeg holder styr på mine skridt
Data om mine skridt er med til at holde mig motiveret. Derfor holder jeg styr på mine skridt på min iPhones sundhedsapp – den med et rødt hjerte. Det er fedt at se og analysere mine skridt over tid. Ulempen er dog, at appen også er med til at gøre mig telefonafhængig, for jeg skal jo have telefonen på mig, for at den tæller mine skridt… Det er så en anden snak.
__________________________________________
Er du også blevet bidt af at gå ture og ramme de magiske 10.000 skridt under lockdown? Om ikke andet så håber jeg, at mine tips og metoder kan inspirere dig til at komme ud på gode gåture.